Get the Flash Player to see the slideshow.

The Eagle Has Landed..

Endnu en hektisk uge går på hæld, men hvilken finale, solen skinner og det er helt stille udenfor… Jeg tror vi skal ud og have lidt sol i sindet og nyde, at det endelig er lyst udenfor istedet for en regnfuld grå himmel med tunge skyer…


Morgenstund med solen ind gennem døren

Sådan skrev jeg i formiddags, og vi kom også ud i det gode vejr. Vi tog op til mine forældre, Josefine og jeg for at gå en tur i skoven, og Frederik for at se Tv2 Sport som vi ikke har her.. AaB skulle møde Randers i den sidste kamp i år, og selvfølgelig vandt de røde..

Sjovt med Josefine, hun er langt mere til natur og ude oplevelser end Frederik, og hun er en fornøjelse at have med i skoven. Hun ser sporene fra dyrene, finder kogler som musene har ædt, og kan se når det er et egern der har ædt koglerne i stedet, sporene fra rådyrene har hun også helt styr på. Og så har hun en næse for at se de små ting, hun er bedre end en “trøffel gris” når det kommer til svampene, også i dag lykkedes det hende at finde Kantareller på trods af vi er langt uden for sæsonen og jorden har været ramt af frost flere gange.


Almindelig kantarel

Sådan havde vi et par hyggelige timer i den svage sol, hvor vi traskede rundt og ledte efter de små ting i naturen. Et hav af mindre svampevækster på dødt træ, spor efter rådyr i skovbunden, og fiskehejre på brinkerne ved åen. Der er nok at se på, selv sådan en dag hvor lyset er svagt.


Ubestemmlig vækst i skovbunden

Vi nåede lige at få solnedgangen med over markerne, hvor jeg så mange gange har futtet rundt på en traktor med en plov eller en kornvogn. I dag er der kommet nye ejere på gården, men jeg har stadig et tilhørsforhold til stedet, det er trods alt det sted, hvor en stor del af mit voksne liv har haft base.


Solnedgang over “Lille Rugtved’s” marker

Herlig dag at tanke op på inden en ny uge begynder i morgen. Jeg starter hvor jeg slap fredag – i et fly over jylland. Jeg har to dage på en ISF workshop som holdes på SAS Radisson i København, og skal afsted kl. l… i morgen tidligt.

Fredag eftermiddag nåede jeg lige at lande, tage et bad og komme i festtøjet, der var julefrokost i vores afdeling af firmaet.  Det er kun anden gang jeg er med, sidste år sad jeg i flyet på vej mod Sydafrika da der blev holdt julefrokost. Jeg har oplevet vildere julefrokoster, men det er altid hyggeligt, og maden er rigtig god..

Lørdag var jeg lidt doven, det blev sent inden jeg kom i seng fredag, ungerne kom op af formiddagen og vi var ret enige om at holde lav profil og bare slappe af. Jeg er opvokset på flæskesteg og paneret flæsk, og har ikke speciel stor appetit på den slags gammeldaws mad, men det har mine børn så… Derfor skal vi altid have et eller andet der handler om sovs og kartofler når de er her, jeg forsøger på alle måder at peppe maden lidt op, og fjerne noget af det fede, så det ikke bliver så tungt, og det lykkedes som regel. I går stod den på flæskesteg, men i modsætning til min mor, så laver jeg den hellere på Weber grillen…


Resterne af en død gris

Weberen er helt perfekt til at tilberede større stykker kød, langt bedre end til at stege bøffer på. Jeg bruger indirekte varme. Dvs. siger jeg placerer kullene ude i siden, og sætter en staniol bakke under stegen, så fedtet ikke brænder af i kullene..


Kul i grillstarteren

Jeg åbner for alle spjæld i grillen, og lader stegen stå i ca. 1½ time indtil stegen er på ca. 65 grader i centrum. Derefter lader jeg den hvile 20 min i staniol, så er den både saftig og meget mindre fed end den var inden.. Sværene bliver helt fantastiske, og jeg sætter næsten ligeså stor pris på det som ungerne..


Mums!

I mine ungers verden er jeg verdens bedste kok, jeg ser ingen grund til at fjerne den illusion, men det smagte nu meget godt, og resten af aftenen blev brugt med hygge og film..

Jeg sad og læste avisen i morges – Jyllandsposten som jeg jo plejer, og hvad skuer mit øje.. Mit hjerte slog et ekstra slag, og jeg troede jeg havde set forkert, men den er god nok.. The Eagles spiller i Danmark til foråret! Så bliver det ikke meget større…

I min verden er The Eagles et af de amerikanske band der har haft størst indflydelse på rock musikken overhovedet. Det er en samling af højt musikalske mænd med grene ud til alle sider i den amerikanske musik historie. De formår at skabe vellyd i alt hvad de foretager sig og har været en del af min samling af LP’er og CD’ere gennem hele min ungdom, og er det stadig i dag.

Jeg har jo selvfølgelig gjort alt for at for, at mine børn også skulle fanges af deres musik, så vi har ofte The Eagles på i bilen når vi er ude at køre langt, på samme måde som vi gør med AC/DC og Gasolin..

Jeg kan derfor prale af børn der kan Highway to hell med AC/DC udenad, på linie med Langebro og Hotel California


The Eagles i Århus

Billetsalget starter d. 11 december, der kan findes videre information via dette link: http://eagles.dk/


The Eagles – Hotel California live

Kom lige i tanke om en udsendelse jeg så i aftes, det var et interview med Britney Spears omkring hendes liv, og hvordan det har formet sig de sidste år, og den lange nedtur hun har været på. Ret interessant var det at se, hvordan hun fremstår som et ganske fornuftigt menneske, og ganske langt fra det pressen har fremstillet hende som.. På et tidspunkt fortæller Madonna lidt om sit møde med Britney, og siger så:

I takt med at vi bliver ældre, så begynder alle de små tilfældigheder at have sammenfald, så de ikke længere er tilfældigheder, men en del af en større helhed, og du finder ud af, at du er en del af noget større

Ganske godt sagt af en kvinde som lever sit liv i glitter og overfladiskhed, hun ramte mig ganske godt, og gav stof til eftertanke. Det er nøjagtig sådan jeg har det med mit liv og den drejning det har taget de seneste år. Jeg begynder at finde en rød tråd i de ting der sker, jeg kan se en mening med det hele og finder ro i at vide, at jeg bevæges mod noget andet og mere end jeg selv er herre over. Det betyder bla. at jeg kan give slip i kontrollen og heldigvis lade mig rive med. Det er en herlig følelse at gå rundt med, og den giver mig en stor grad af ro og tro på de ting der sker, også når det går som jeg ikke gerne vil have det går. Forskellen på mig og Madonna er så bare, at hun har flere penge end jeg og derfor kan være lidt mere rolig….

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>