Get the Flash Player to see the slideshow.

Zell am See – Schüttdorf 2008

Alle gode gange 3, Grønland, Sydafrika og nu Østrig har alle været fantastiske rejser for mig, fra det kolde nord til det varme syd, store distancer har jeg gennemført, og store oplevelser har jeg med mig derfra. I nedenstående vil jeg berette om Martin og undertegnedes skiferie i Østrig i uge 3, 2008 som vi netop er kommet retur fra.

Vores interesse for ski blev vakt sidste år under en fællestur til Norge, nærmere betegnet Skeikampen, hvor også min lillebror og nevø deltog. Vi havde 4 dage på ski, for at finde ud af om vi kunne finde en interesse for skiløb – det kunne vi. Efter 4 dage havde vi næsten fundet ud af hvordan skiene skulle vende, og hvordan man laver et parallelsving. Efter flere dages lidelser med “pløjning” pinagtigheder osv. havde vi fundet formen og evnen til at komme uskadte i bund af pisten, og derefter skulle vi hjem – antiklimaks! Det efterlod både Martin og jeg med en indebrændt lidenskab for at drive det videre, og efter at have rådført os med ressourcer på området, fandt vi det rigtige udstyr og sted for at udvikle os videre, men der skulle næsten gå et år inden vi igen fik sne under skiene…

Vi brugte lang tid på at undersøge de forskellige ski destinationer på nettet, www.skisport.dk har været os til stor hjælp, der er rigtig mange nyttige oplysninger om de enkelte skisportssteder, alt lige fra vejrudsigt til snedybde. Snakke med andre med samme lidenskab, finde udstyr og forsøge at opbygge en fornuftig kondition på løbebåndet. Heldigvis har vi en fælles bekendt ved Mytravel.dk som kunne hjælpe os på vej for lidt billigere penge. Vi valgte Østrig som er et af de forholdsvis billige lande at besøge med ski i tasken, og Zell am See området er en gammel klassiker i den sammenhæng.

I Schüttdorf fandt vi et lille pensionat, hvor vi kunne få et dobbeltværelse med bad, og morgenmad, andet havde vi ikke behov for. Og det viste sig senere at samme by ligger helt perfekt og i centrum for de andre skiområder der findes i området, Zell am See få km til højre, og Kaprun til venstre. 10 minutters gang fra pensionatet, findes liften til vores område, alt i alt 160km pister af enhver afskygning, det var helt perfekt! Se et pistekort over området her: Kort

Lørdag d. 12 januar
Den sidste uge inden afrejse var nærmest modbydelig lang, men endelig lørdag eftermiddag kl. 13:30 havde vi bilen pakket og begav os med bagage og stor entusiasme mod Billund, hvorfra vi skulle flyve til Salzburg i Østrig. Vel fremme i lufthavnen og i god tid, fik vi indchecket bagage på nær mine ski som kom med på afbud, hvis der var plads nok. Mytravel havde glemt at fortælle at skitransport skulle bestilles separat inden afrejse…

1½ timers flyvning senere, og vi stod i Salzburg lufthavn, vi fik flyttet bagagen videre over i den bus der skulle køre os til vor endelige destination. Vi ankom til pension Albert sidst på aftenen ved 23:30 tiden, og fandt et værelse som til fulde dækkede vores behov – toilet og bad, samt en dobbeltseng. Vi manglede dog en kedel til at varme vand i til kaffe, men Martin syntes det var for dyrt at købe en kedel med hjemmefra, og vi endte med at bruge flere penge på kaffe, end en kedel med pulverkaffe ville have kostet os, men sådan bliver man jo så klog af erfaringer undervejs :-)

Søndag d. 13 januar
Vi vågnede lidt tunge i kroppen, men ikke mere end et bad og Frau Sommeres morgenbuffet kunne klare. Og kl. 9:30 var vi på vej mod liften som skulle køre os til toppen af bjerget. Ved siden af liften findes et center som både indeholder skiforretning og restauranter, Martin skulle leje ski, og Intersport har en velassorteret forretning, hvor han fandt ski som passede til vores niveau, prisen var 125 EURO for 6 dage. Samme sted kunne vi leje en opvarmet boks til ski og støvler, så vi slap for at gå i skistøvler frem og tilbage mellem lift og hotel, og næste morgen var udstyret varmt og tørt – hvilken luksus. Liften, eller Areitbahn som den hedder er delt i tre etaper opover bjerget, alt i alt 20 minutters transport til toppen i godt 2000 meters højde. På toppen findes en restaurant af navnet “Schnaps Hans” et galehus af musik og leben, men med en fantastisk udsigt.

Vi hoppede på liften og begav os mod toppen, stod efter anden etape i godt 1500 meters højde og fandt en piste af de blå som så ud til at være uden for mange sving og store fald. Det var ikke helt uden nervøsitet vi stod ud af liften, spændte skiene på og tog de første meter pisten på ski. Vi havde i tankerne set, hvordan vi ville gøre os til grin og virke helt amatøragtige, men de tanker kunne vi nu godt have sparet os, vi druknede i mængden af udstyr og mennesker og ingen kunne se, at vi var lidt rustne.. Rustne var vi, og selvom teknikken stadig sad i rygraden, så havde balance evnen ikke helt samme niveau. Vi væltede rundt som kegler de første par ture, men heldigvis var det mig der havde kamera med og ikke Martin :-)

Forbavsende hurtigt fandt vi dog en nogenlunde stabilitet, og bevægede os lidt ned af de forskellige pister. Med ærefrygt så vi ned af de røde pister, og måtte erkende, at de var udenfor vores nuværende evner. Vi er senere kommet frem til, at farverne i Norge og Østrig ikke har samme betydning. En sort piste i Norge er knapt rød i Østrig, sværhedsgraden er generelt væsentlig større i Østrig.


En kort video fra den blå piste som i starten til fulde dækkede vores lyster, sidst på ugen fandt vi den ganske kedelig :-)

Vi brugte et par timer på denne måde, og trængte til en forfriskning, benene var trætte og tørsten stor, så vi entrede det første det bedste “Gasthaus”

Modet voksede med vore små succes’er og vi tog liften til toppen for at se hvordan der så ud. Helt til toppen kunne vi ikke køre direkte, vi måtte stå af og via et kortere mellemstykke med endnu en blå piste, køre videre til en anden lift som kørte os helt til tops.

Det var en “bjergtagende” smuk udsigt der var fra toppen af bjerget, ligegyldigt hvilken retning man så, var der bjerge der strakte sig uendeligt…

Det var efterhånden sen eftermiddag, og lifterne lukkede kl. 16:30, så det var tid at vende snuden mod Albert, trætheden var for mit vedkommende også til at tage og føle på. Martin er en stædig og viljefast mand, derfor besluttede han sig for at imponere – ikke mindst sig selv, ved at tage den røde piste der førte mod dalen og først sluttede ved bunden. Jeg var imponeret og endnu mere hovedrystende da han begav sig på vej. Jeg tog liften ned, og satte mig i baren nedenfor pisten med en kop kaffe og ventede på at Martin skulle komme ned af den røde piste. Det er en tur som normalt tager ca. 10 – 15 minutter, men efter 45 minutter var han stadig ikke at se på pisten, og jeg blev lidt urolig. Det viste sig dog, at det tager væsentlig længere tid at GÅ ned af pisten, og først efter en time kunne jeg se en rød frakke der kom gående ned af bjerget i disen, det havde vist sig en større mundfuld end først beregnet :-)

Aftenen blev brugt på nærmeste restaurant, benene kunne ikke bære længere end højest nødvendigt, og Wienerschnitzlen var nu ganske fin alligevel…

Mandag d. 14 januar
Vi var tidligt oppe og afsted, lysten til skiløb var stor. Efter den første dag, følte vi os lidt bedre hjemme. Bla. fandt vi ud af, at hvis man fumler tilstrækkeligt længe med skiene, når man skal  ombord på kabineliften mod toppen, så er der ikke andre der når den samme kabine. Dette kan udnyttes, så man har en ganske udemærket rygekupé helt til toppen med panoramaudsigt :-)

Vi brugte nogle timer med at udforske de forskellige piste, men bevægede os ikke længere ud, end vi kunne køre på en blå pist, sikre var vi ikke endnu, og der er ingen grund til at ødelægge en ferie pga. overmod. Ved middagstid havde vi besluttet at holde en pause, tage bussen til Kaprun (15min) og spise vores frokost. Kaprun er en rigtig hyggelig by, og ligner meget det billede jeg har af en Østrigsk by. Vi fik en ganske god og stor Schnitzel, gik tilbage mod bussen, men fandt ud af, at der i dette område er middagslukket overalt fra 11:30 – 14:00! Vi måtte tage en taxi retur – endnu en dyrekøbt erfaring…

Tilbage i velkendte omgivelser, tog vi endnu engang turen mod toppen, og fik resten af dagen til at gå med nye pister i området…

Vi har nu efter to overnatninger fundet en rutine i, at komme retur til Albert, bestille en kande kaffe, smide os på sengen og se tysk tv. Efter et par timer på den måde har vi samlet energi nok til at gå i bad, hvorefter vi går rundt i byen og leder efter den restaurant som skal være vært for endnu en Wienerschnitzel. Ingen af os fatter hvordan nogle har energi til fænomenet “after skiing” og derefter rejse sig tidligt dagen efter, for at stå på ski igen…

Lidt fornemmelse af befolkningen og deres måde at leve på, har vi efterhånden også samlet… Heldigvis er det et langt mere afslappet folkefærd end både danskere og tyskere generelt, der er ikke indført rygeforbud, man viser bare hensyn, sådan er der mange ting vi kunne lære af, der er plads til alle. Sikkert også derfor, at bøsser er langt mere tydelige i gadebilledet end herhjemme… Dejligt at opleve, at de ikke deler den samme stereotype opfattelse af mennesker som vi lider under i Danmark.

Tirsdag d. 15 januar
På Tjæreborgs program er der fastsat “fælles skitur”, det benytter vi os af, både for at lære de andre at kende, men også for at få hjælp til at besøge et af de andre skisportsteder. Det aftales, at vi alle (12 stk) hopper på bussen og kører til Kitzsteinhorn. Kitzsteinhorn er et bjerg som ligger i forbindelse med Kaprun, og er væsentligt højere end Schmittenhöhe. 3000 meter over havet, og derfor altid iklædt sne og is. En stor gletcher er grundlag for et stort skiområde som også det Østrigske skilandshold benytter sig af til træning.

Det er et helt andet område vi kommer til, ingen træer, masser af klipper og vind – ganske råt. Pisterne derimod er formidable, op til 500 – 600 meter brede findes de, og andre steder snor de sig mellem klipperne i smalle spor.

Det viser sig, at Martin og jeg er de eneste novicer på “holdet”, og vi finder ud af at de andre forventer, at der køres på røde pister… Med hjertet oppe i halsen indvilger vi i, at gøre et forsøg…. Ditte vores guide, tager bagtroppen og sørger for at vi kommer stille og roligt ned af den første røde piste. Opvarmningen gøres på den brede del af de blå pister, for vores vedkommende drejer det sig mest om at få svingteknikken på plads.

Det gik nu ganske fint for os begge med at komme ned over de første røde pister, og oplevelsen gav os et stort kick, og en masse selvtillid. Vi var klar til endnu en tur!


Turen ned over den røde piste.

Svenske Volvo har bygget en række store igloer på toppen af bjerget, den største med indrettet bar og tv stue. Ved siden af lå der en række mindre igloer som man kunne leje til overnatning, hvis man har den slags lyster..

Efter frokost på bjerget, var vinden tiltaget så meget, at pisterne blev lukket. Lidt surt, når vi nu havde mod på mere… Vi tog lifterne ned igen, deltes om en taxi tilbage til Schmittenhöhe og kendte omgivelser. Martin og jeg var dog enige om, at det ikke var sidste tur vi havde taget til Kirzsteinhorn. Vi besluttede at tage tidligt afsted dertil dagen efter..

Onsdag d. 16 januar

Den foregående aften gik som de andre, dog var schnitzlen byttet ud med pasta, vi trængte i den grad til at få kulhydrater…
Vi tog igen bussen til Kitzsteinhorn, men vejret var en del anderledes, det blæste ikke som dagen i forvejen, men det sneede og var langt koldere. Sneen var derfor af samme årsag helt anderledes hård at køre på, og da vi efter en tur ned over en af de røde pister kom forbi to skiløbere som begge var kommet til skade pga. den isede overflade, besluttede vi os for at tage tilbage til Schmittenhöhe.
Sjovt som tingene ændrer sig fordi man har prøvet noget andet, og efter de succesfulde nedkørsler på de røde pister på Kirzsteinhorn, virkede Schmittenhöhe som et lille og intimt sted. Vi havde fået mod på det meste, og prøvede de fleste af de pister vi ellers havde sorteret fra som livsfarlige :-) Dog ikke de sorte som endnu var hellig land. Pga. af det dårlige vejr fik vi ikke taget billeder.

Torsdag d. 17 januar

Da vi stod op var vi som ramt af muren, benene var bløde som vingummi, og vi blev forpustede ved det mindste. Det betød, at dagen blev den mest rolige på turen, vi hyggede os ned over pisterne, eller sagt på en anden måde, efter hver 200 meter måtte jeg stoppe med syre i lårene.

Vi besøgte næsten samtlige gasthaus der var i området, hyggede, filmede hinanden ned af pisterne og var temmelig useriøse dagen igennem.

Vi fik alligevel prøvet mange af pisterne fra andre sider, og legede os gennem dagen. Natten igenem døjede jeg med lidt feber, de hårde strabadser var begyndt at sætte  deres spor.

Fredag d. 18 januar

Sidste dag på sne, og hvilken dag! En fantastisk afslutning på en fantastisk tur, jeg holdt feberen på afstand med panodil. Vi startede i snevejr, men efter kort tid strålede solen om kap med vores humør. Den rolige dag i går gav os nye kræfter i benene, og alt lykkedes for os. Vi fandt nye pister på nordsiden af bjerget som var vældigt spændende, heriblandt en sort som vi uforvarende kom til at køre ned af uden tanke for liv og helbred. Det var først bagefter vi så den var sort, men ikke desto mindre var det en af de fedeste piste vi havde kørt på, så vi tog den nogle gange.


Turen ned af den sorte…

Vi sluttede dagen på toppen af Schmittenhöhe ved Schnaps Hans, på en bænk med udsigt over hele området, solen var så småt begyndt at synke ned bag de sneklædte bjerge, og sendte lange skygger over pisterne. Vi delte en Marsbar, og blev enige om, at det bestemt ikke var sidste gang vi ville nyde hinandens selskab på den måde. Vi ventede til pisterne nærmest var mennesketomme, og begyndte herefter vores tur ned over pisterne – fra top til bund er der ca. 8km. Der er ren luksus at have pisterne for sig selv, glide stille og roligt ned over området og vinke farvel til de omgivelser der havde givet os så mange oplevelser og endnu flere røvture i sneen.


Alberto Tomba og Herman Maier i sneen den sidste dag :-)

Efterspil:
Vi er kæmpe mange erfaringer rigere efter denne tur til Østrig, og de skal bruges til næste tur som gerne må gå til samme område.

  • Det er forholdsvis dyrt at spise dernede, så næste gang vælger vi logi med aftensmad.
  • Køb og brug dit eget udstyr, det er hurtigt tjent hjem igen – start med støvlerne.
  • Husk dine bindinger, lejer du ski, står dine bindinger alt for stramt. Mine står på 5.5, og det er alt rigeligt.
  • Det er vigtigt med de rigtige skibriller (flere par), både til overskyet og solrigt vejr, især gule er gode når det er overskyet.
  • Tålmodighed – lad være med at forcere, nyd de ting du kan, og byg videre på din teknik som det kommer. Tidligt ud af fjerene, pisterne er suveræne om morgenen efter nattens præparation.
  • Bestil og betal alt hjemmefra – husk kvittering, Tjæreborg kan virke lidt forvirrede…Norge er Legoland ved siden af Alperne…

Tak herfra – Jens

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Et Svar til “ Zell am See – Schüttdorf 2008 ”

  1. Если вам интересно лучшее развлечения с друзьями дома непременно придите на наш сайт. Наше новое развлечения с друзьями дома MidNight, это реально новое и крутое развлечения с друзьями дома! Оно превратит ваш офис в настоящий дом с привидениями! Наше развлечения с друзьями дома это супер круто! Что бы скачать развлечение дома для гостей MidNight, просто приходите на наш сайт: http://www.gkclab.com/russ/midnight/midnight.html

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>