Get the Flash Player to see the slideshow.

Norefjell 1 dags skitur 2008

En del af børnenes julegave var en tur til Norge på en 1 dags skitur med to overnatninger på færgen frem og tilbage. Stenaline tilbyder et koncept som en pakkeløsning, hvor færge, kahyt, bus og liftkort er samlet i et godt tilbud, så det eneste man selv skal medbringe er godt humør og kriller i maven efter lidt sjov i sneen..

5 dage er lang tid at vente både for børnene, og jeg glædede mig mindst ligeså meget som dem. Nytårsaften var slet ikke i mine tanker i dagene inden, og endelig d. 29 satte vi snuden mod Frederikshavn og færgen til Oslo. Udover mig og børnene var der jo selvfølgelig Martin min gode ven, samt min lillebror Peter og hans ældste datter som også har fået smag for sneens magi under skiene.. Vi havde hver især haft vore forberedelser, jeg lavede pølsehorn, Martin sandwich og Peter….øh lavede vist ingenting… Frederik og Josefine havde brugt de kolde dage inden til at prøve skitøjet af, og Josefines hvide skibukser var knap så hvide da vi drog  afsted.

Så er vi på vej om bord på færgen
Forventnings glæde

Selv om vi kun skulle pakke til 1 dag i sneen, så fylder udstyret jo det samme som skulle vi afsted i 10, så vi var alle pakket godt op med mad, ski, skistøvler, varmt tøj osv, det var et slæb af den anden verden. Skiene kunne vi heldigvis aflevere i en container på kajen inden vi gik ombord, det lettede en del.. Kahytterne stod klar til os allerede da vi gik ombord, og jeg blev positivt overrasket ved at se, at der var tale om 2 personers kahytter, normalt er det 4 personers, og de kan være temmelig trængte når de fyldes med folk og bagage.

Pølsehorn til aftensmad i kahytten
Der “skaffes” i kahytten

Færgen sejlede kl. 18:30 og det passede med at vi skulle spise vores aftensmad, så vi samledes i  den ene kahyt, en tallerken blev fyldt med ketchup, sennep og remoulade, så spiste vi pølsehorn så det var en lyst. Jeg havde endvidere pakket min fantastiske rejsekedel, så der var kaffe til vi voksne mens børnene gik på opdagelse i færgen. Der gik hurtigt nogle timer med at dalre rundt og se på sjove nordmænd, og dem er der altid nok af på de færger der sejler rutinemæssigt mellem Danmark og Norge. Vi gik alle tidligt i seng, børnene var trætte efter alle juledagene, og vi voksne slappede af med læsestof på nær Peter som havde stor fornøjelse af datterens Nintendo DS.

Fremme ved Norefjell
Tidligt op og med bussen

Allerede kl. 6:30 næste morgen blev vi purret fra kahytten af en mislydende og skrattende højtaler, og efter lidt morgenmad og et par hurtige kop kaffer var vi alle klar i skitøjet. Bussen kørte kl. 7:30 fra parkeringspladsen lige udenfor Stena terminalen. Det var et helt andet vejr vi stod op til, det var bidende koldt og det lugtede af sne… 1½ times transport af de små veje i Sydnorge og vi kunne så småt ane det høje fjeld som var målet for vores tur. Norge er et imponerende smukt land ligegyldig hvilken tid på året man kommer der. Jeg er der typisk om sommeren når det hele er fugtigt grønt, men om vinteren er her lige så smukt. Det hele var dækket af sne og rimfrost, træerne stod tunge og bukkede for de massive mængder af sne og is.

Bussen stoppede ved en stor parkeringsplads lige nedenfor ski området, og vi læssede alt vort grej af i den bidende kulde. 18 graders frost viste termometeret, så det var lidt andre forhold end dem vi kom fra derhjemme. Det føltes nu ikke så koldt som det ville have gjort i Danmark, sikkert fordi kulden ikke er så fugtig som herhjemme, men jeg kunne nu alligevel ret hurtig mærke at jeg mistede følelsen i tæerne gennem mine danske “pæne” sko. Så jeg hankede hurtigt op i børnene og fik dem trukket ned til den lokale skishop, hvor vi kunne leje det nødvendige udstyr. Knap 500 norske kroner for ski, stave, støvler og hjelme til to, er ikke nogen bondegård, og det var både nyt og af god kvalitet, men det tog lidt tid for alle andre i bussen skulle selvfølgelig også have deres.

Det er svært at få skiene på for første gang
Al begyndelse er svær

Inden vi kom retur fra skishoppen var Martin smuttet, han skulle lliiiggee prøve pisten en lille tur mens han ventede på vi andre fik hentet grej. Han kom nu tilbage inden jeg havde fået puttet mine børn i udstyret, og havde fået mit eget på. Allerede her startede morskaben, så længe man kæmper mod den nye balance et par ski med tilhørende støvler giver, så er det nærmest umuligt at gøre noget som helst, men det lykkedes både Frederik og Josefine at få skiene på fødderne, men så kom det næste problem – hvordan bevæger man sig på den slags… De brugte lidt tid på at kæmpe sig op over en bakke på små 1½ cm, men vi kom da frem til lifterne, jeg forklarede hurtigt hvordan de skulle gøre det, og vi kørte mod toppen af fjeldet.

Der er langt op med liften
Der er langt op med liften

Josefine synes det var lidt for spændende at hænge der så højt fra jorden med fødderne dinglende 20 meter over jorden, jeg gruede nu mere for hvordan jeg skulle få dem af liften ved toppen… Normalt er det jo en glidende overgang, hvor man rejser sig fra liften mens den er i fart og fortsætter med at glide på skiene indtil man er helt fri af liften… Hvordan forklarer man lige to børn der aldrig har haft ski på, at de skal rejse sig og køre på skiene ud af liften, men de klarede det nu meget elegant og kom begge af liften uden at vælte.

Josefine på glatis
Josefine på glatis..

Næste udfordring… Vi stod nu med sne til alle sider og ikke mindst hældninger til alle sider, og jeg skulle forsøge at få transporteret dem begge videre til ski instruktion inden kl. 11. Jeg forsøgte at hanke op i Josefine og holde hende opretstående, Martin tog sig af Frederik, men de næste 300 mtr brugte vi nok ½ time på at tilbagelægge, og finalen på den korte tur var en temmelig hidsig lille bakke som vi alle skulle ned af. Jeg forsøgte med alle midller at bremse mig selv og Josefine, Frederik så jeg komme susende forbi med det ene øje, han havde kun en ski på og flagrede rundt med temmelig høj fart! Han nåede dog at vælte inden han ramte hegnet..

Fremme ved skiskolen kunne jeg konstatere at vi var kommet 20 min for sent og vi derfor missede instruktionen, så jeg stod lidt med hårene i postkassen og med to børn som havde helt havde tabt troen på egne evner i forhold  til skiløb. De sad begge og hang med næbet på en bænk, Frederiks ski var gået i stykker og han skulle ALDRIG stå på ski igen, Josefine var lidt ked af det og følte det var helt uoverskueligt at lære at stå ski…

Martin kørte med liften ned til ski shoppen og fik nye ski til Frederik og mens vi ventede fik Josefine så “enetime” hos mig på børnebakken… Jeg tog hende mellem benene og holdt hende i armhulerne mens vi stille og roligt kørte ned af børnepisten – det gik smertefrit udover at mine arme var ved at falde af… I bunden skulle vi så med tallerken liften op igen, jeg forklarede Josefine hvordan hun skulle gøre det, og hun stod lidt og så på hvordan de andre børn gjorde, og så sprang hun på!


Josefines første tur på tallerken lift udført med stil!

Til min store forbavselse hoppede hun ind i liften og kørte med op som om hun aldrig havde lavet andet, jeg var nærmest så pavestolt som kun en forælder kan være. Det så ud til der var lys for enden…. Vi tog et par ture mere på samme måde, og hun begyndte at finde balancen, Martin var vendt retur med ski til Frederik og gav ham lidt lektion i at køre. Herefter var det jo næsten kun at give slip – hænderne på knæene og kør i “V-form” og se så om du kan bremse undervejs, det kunne hun ikke, så hun satte sig på røven hver gang det gik for stærkt, men det er jo også en måde at bremse på… Sådan gik den næste time, og jeg kunne fornemme at det var tid til at de to skulle hjælpe hinanden med at få styr på detaljerne, så vi aftalte at Martin og jeg kørte en tur ned over de andre piste og derefter vendte retur for at se hvordan det gik.


Frederik er kørt i hegnet og Martin hjælper mens vi kører i liften

Der er to måder at komme ned af fjeldet på til bunden af skiområdet, den ene er en sort/rød rute, den anden er en blå/rød rute… Vi valgte den sidste da det snart var et år siden vi sidst havde kørt, og vi kendte ikke området. Det var skønt at få det rette glid i skiene igen, og vi carvede ned over nogle fine pister inden vi nærmede os bunden, hvor snekanoner hjalp med at holde området med sne. Det er noget helt andet sne at køre i, meget tungere og uden det samme lette glid som den naturlige sne giver.

snekanon i arbejde
Snekanon i arbejde

Det betød også at vi ramte issede områder, hvor det er temmelig svært at holde balancen, så det endte med at vi begge måtte nede og smage på sneen inden vi nåede bunden, og kunne tage liften op igen. Vi skyndte os tilbage til børnepisten og jeg frygtede lidt for mine børns tilstand, men det kunne jeg nu godt have sparet mig… Frederik råbte til mig allerede på afstand “Se far! Jeg kan køre slalom” og Josefine kunne køre fra top til bund uden at vælte, selv det at bremse var hun ved at få styr på, og hun skar den flotteste “pizza”.


Frederik kører slalom

Det var en lettet far der fuld af beundring satte sig i sneen med en cola og en Ritter Sport, jeg sad længe og kiggede på de to og nød synet.. De var langt bedre til at lære hinanden det, end jeg nogensinde kunne have fortalt dem det… Jeg kørte et par ture med dem ned at børnepisten og grinede ligeså meget som de, og aftalte så igen, at Martin og jeg tog på en smut tur ned over de “voksne” pister… Vi valgte denne gang den anden konstellation med den sorte piste, og det var virkelig en mandfolke pist. Ikke nok med at den var langt stejlere end andre sorte pister jeg har set i Norge, den var også dækket af is, så det var helt umuligt at holde stille undervejs, skiene gled bare nedover..

Den sorte piste var stejl og uden margin for fejl
Martin på røvtur ned af den sorte

Herligt at mærke adrenalinen pumpe mens vi kørte nedover, Martin valgte at stå af et par gange og det så vældigt dramatisk ud. Ikke noget med at vælte lige så stille, nej mand og ski stod ud i alle retninger, og han gled ned over pisten og stoppede først langt nede. Han fik nu hurtigt hjælp af de lokale som kunne se, at hans “ven” havde mere travlt med at filme styrtet, end med at hjælpe. Martin tog det nu heldigvis i stiv arm og grinede i hele ansigtet mens han kurrede ned af pisten..

Martin efter et styrt i sneen
Snehvide…

Vi tog liften op igen. og fandt at vi nærmest var i vejen for børnene… Peters datter Sofie som har været afsted tidligere, kørte ned af pisten som en garvet, og mine egne børn havde slet ikke tid til at snakke med mig.. Min bror fortalte om en tur de havde haft helt til toppen, den ville Martin og jeg jo også prøve, så Peter viste vej mod toppen via flere forskellige lifte. Alle var det stålifte, enten tallerken eller T-lifte, så det var ganske hårdt ved benene når sådan en optur er over flere kilometer.

Martin på toppen af fjeldet
Martin på toppen af fjeldet

Sneen var lidt tynd på toppen og det virkede lidt forblæst, men der var en ganske forrygende udsigt over området. Flere af lifterne var lukkede og der var kun et smalt område som kunne køres, og efter en kort pause kørte vi ned over fjeldet og endte uden den store dramatik ved børnepisten igen. Pigerne svarede meget roligt da jeg spurgte hvor Frederik var henne, at han da forsvandt på da vi kørte, og så blev jeg lidt panikslagen.. Hvor f…. var han nu stukket hen… Efter et kvarters tid kom han pænt kørende på ski, han havde fulgt efter os og var fortsat ned af pisterne inden han endte i bunden – “og jeg væltede kun 3 gange far” Tal lige om vovemod, knægten er jo bindegal! 3 timer på ski og kaster sig ned over de røde pister…

Toppen af fjeldet
Udsigten fra toppen

Dagen var ved at være gået, vi havde kun godt en time tilbage, så den sidste tid brugte vi sammen med børnene på deres piste. Det er en fornøjelse at have sin børn med på ski, der er så megen glæde i dem når de på den måde har det sjovt, og det en glæde vi kan være fælles om.


Sofie i den røde jakke, dernæst Frederik i brun/blå og sidst Josefine

Vi kørte de sidste ture ned over pisten mens solen så småt begyndte at forsvinde under fjeldet og kulden tog til, et smukt panorama og hvilken bedre måde at slutte en herlig dag på..


Den sidste tur i samlet flok, Frederik, Josefine og jeg

Vi tog skiene på nakken og begav os tilbage til den store lift som skulle bære os til bunden og parkeringspladsen, hvor bussen holdt og ventede på at fragte os tilbage til færgen kl. 16:30. Vi var alle lidt slidte og meget trætte da vi kom til bunden, fik afleveret det lejede udstyr og pakket resten i bussen, så vi var klar til hjemturen. Der var noget mere stille i bussen på tilbagevejen, og samtlige passagerer sov inden der var gået ½ time – inklusive os.

Ventetiden er lang
Ventetid i Oslo terminalen

Nordmænd er jo et finurligt folkefærd, denne gang ikke mindre, så da vi kom ind i terminalen for at checke ind til færgen, viste det sig, at de har fået indført skanning af bagage med røngten og metaldetektorer til pasagerer for at undgå…øhh…bomber… måske….eller våben… Klogt træk når der i samme åndedrag vælter biler ind på færgen uden det mindste check, så er det jeg forstår hvor ordet “fjeldaber” kommer fra… Nå men vi kom da ombord på færgen efter en mindre ventetid, og vi havde alle brug for lige at smide os i køjen inden vi skulle have noget at spise. Vi havde nu godt nok haft éngangsgrill og pølser med på fjeldet, men havde ikke haft tid til at spise noget, så vi endte op med resterne af pølsehornene, og den slik børnene købte i butikken ombord.. Nu kunne det næsten kun gå for langsomt med at komme hjem så vi kunne få nytårsaften med… Vi gik alle tidligt i seng og vågnede ved kaptajnens gustne stemme over højtaleren kl. 07:10 næste morgen, en hurtig kop kaffe og i tøjet, så var vi igen på dansk grund…

Det var en fantastisk tur, hvor vi både mødte frustrationerne og den store glæde som skiløb kan give, det var en også en hektisk tur, hvor det hele var meget komprimeret. 1 dags skitur i Norge kræver næsten for megen logistik og for meget transport, der er rigtig megen spildtid, hvis målet alene er skiløb, men kobles turen sammen med lidt nærvær og hygge, er det en rigtig god måde at bruge et par dage på. Vi havde alle stor fornøjelse af turen, men var også trætte da vi var hjemme igen… Næste gang skal turen vare minimum 3 – 4 dage, og skal også helst være i egen bil, så der ikke er så megen slæben frem og tilbage af bagage.

Norefjell er et godt skisted når der er sne på pisterne, det er også et sted, hvor der måske ikke er så megen plads til novicer og børn, idet vejen ned, enten går via en lift der lukker 1½ time inden mørke, eller via en sort eller rød piste. Jeg savnede lidt en sammenhæng i området, det virkede meget tilfældigt hvordan det hele var stykket sammen, skiudlejning et sted, skiskole et helt andet sted, lifterne hænger ikke sammen, sommerhuse midt i alt og en fuldstændig mangel på skiltning, så det var temmelig umuligt at finde rundt. Norefjell dækker 1 dags behov, men så heller ikke mere. Jeg har tidligere været på Skeikampen, også på en kort tur, det er i samme område, men er af en helt anden beskaffenhed, og med langt flere pister i alle sværhedsgrader, det hele er samlet et sted, og jeg foretrækker helt klart at komme der i stedet.

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

3 Svar til “ Norefjell 1 dags skitur 2008 ”

  1. Som altid… en fornøjelse at være på tur med dig Jens :-)

    Og specielt sidste 3 linier glæder mig, for der sender jeg om 9 dage min pode op på sin første skiferie.

    /Mette

    ØH, Jens – hvor går man i byen i Aalborg, når man er sådan et par singleduller på henholdsvis 37 og 46. Et sted vi ikke falder helt igennem? Aldersmæssigt altså ;-)

  2. det var en spændende måde at opleve jeres skitur på .meget mere levende end når jeg bare spø`r .jeg glæder mig på børnenes vegne
    over der måske kan blive en hel uge til dem ,måske næste år

    hilsen mor

  3. Hej,

    Jeg faldt lige over dit indlæg via Google.

    Det lyder til at I havde en rigtig god endagstur. Jeg var selv på Idre Fjall og stå på ski i år og de eneste to ulemper, der er – var at det var hundekoldt og at der går et helt år, før vi skal afsted.

    Tak for kigget på din side :)

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>