Get the Flash Player to see the slideshow.

Saalbach Hinterglemm 2009

Endnu en skiferie står for døren, og denne er ventet med spænding langt mere end tidligere, ventetiden har været alt for lang, drømmene mange og forventningens glæde stor. Vi (Martin og jeg) skal igen til Østrig, det land som fangede og gjorde vores glæde ved skiløbet endnu større. Et fantastisk smukt land med bjerge så langt øjet rækker, små smalle dale og det hele så småt og ligetil. Østrig er meget intimt og tolerant, der er plads til alle og gæstfriheden er stor.

Vi tog det store spring sidste år, efter at have famlet os rundt på de norske pister, synes vi tiden var til at prøve en “rigtig” skiferie med alt hvad den begærer. Vi fandt en pension i Zell am See – Østrig, og havde en fantastisk uge på pisterne. Skiløb i det sydlige er noget andet end i Norge og Sverige, charmen, solen, temperaturene og hele “setup’et” omkring skiløbet, er bare mere udsøgt og professionelt. Turen viste sig også at udstille vores elendige fysiske form, efter 3 dage på ski føltes lårene som vingummibamser og syrede til, bare vi så på skistøvlerne.

Turen var min primære motivation for at starte på at opbygge en bedre kondition og et større velvære, jeg startede med at løbe umiddelbart efter hjemkomsten, og har holdt det ved lige siden. Jeg har desuden tilføjet styrketræning henover sidste efterår og denne vinter, så formen er ved at være, hvor den skal være for at få størst udbytte af turen. Mit BMI tal er faldet fra 30 til 25, og min vægt faldet med ca. 13kg. Det er ikke alene, men også fordi jeg vil have det hele med fra Østrig denne gang. Martin har været samme tur igennem, dog lidt mere drastisk, han er blevet opereret i knæet, da han havde problemer med det da vi var afsted sidst. Vi er trimmet og kan både rumme apfelstrüdel og wienerschnizel!

En af vore oplevelser på sidste tur var, at med kun 6 hele dage på ski, så er det svært at tage en dag ud kalenderen for at opleve andet, eller restituere, så vi har denne gang booket 10 hotel overnatninger med tilhørende liftkort i Saalbach gennem Slopetrotter Skitours som var det eneste selskab der kunne håndtere de 10 dage fremfor de normale 7 dage. Hotellet bliver basen for vort skiløb, men alt andet er åbent. Vi har valgt at køre selv, dels er det billigere end fly, og bus er ikke et valg, men også fordi, at med liftkort til “Skicirkus Østrig”, så er det muligt at køre på de andre destinationer uden at skulle betale ekstra for liftkort. Det er bare at pakke bilen og flytte sig de få kilometer til næste område.

Haus Pilch Saalbach
Haus Pilch i Saalbach

Saalbach skulle være en oplevelse i sig selv, byen har et indbyggertal på omkring 4.000 udenfor sæsonen. I sæsonen er der i nærheden af 22.000 glade mennesker i byen. 40 barer i byen og på pisterne skulle mestre den bedste afterskiing i Østrig, og der findes et hav af andre aktiviteter, blandt andet isklatring.

19. januar 2009

Jeg sidder her dagen inden afrejse, er rastløs, humørsyg og generelt bare utålmodig, jeg vil gerne afsted, og det kan kun gå for langsomt! Det hele er efterhånden på plads, bilen er klargjort og de fleste tasker pakket. Vejrudsigtenfor de næste dage siger op til 25cm sne i Saalbach, så vi skulle gerne ankomme til den første nysne siden december sidste år, det er helt perfekt. Jeg har brugt lidt tid på at undersøge turen derned, det er groft sagt lige ud af landevejen… Ud på motorvejen ved Th. Sauersvej, og så gi den gas indtil vi står i Saalbach 1418km længere fremme, ruten kan ses på “ViaMichelin“.. Rygterne vil vide, at der kan være kø omkring de store byer på vejen ned gennem Tyskland, Hamburg, Hannover, Nürnberg og München. Vi vælger derfor at køre i morgen aften ved 21 tiden, så vi har en chance for at nå ned forbi München inden myldretidstrafikken lukker til.

20. januar 2009

Sidste opdatering inden afrejse… Ventetiden er til at få øje på, jeg synes sekundviseren bevæger sig svimlende langsomt, og har den faktisk mistænkt for at springe baglæns når jeg ikke lige ser på uret. Der er i nat kommet 15cm sne i Saalbach, så det kan jo næsten kun gå for langsomt nu, yderligere 25 cm de næste par dage er der varslet. Se nu begynder det at ligne rigtigt skivejr! Intet er federe (ok måske noget er federe, men ikke så lang tid af gangen) end at glide gennem ny sne, hvor skiløbet nærmest foregår i langsom gengivelse og helt lydløst..

Kufferten er pakket, grejet stuvet og bilen klargjort, sjovt at man faktisk kan glæde sig til 1400km’s køretur ned gennem et mørkt Tyskland, men sådan har jeg det lige nu. Jeg har også pakket min bærbare pc og mit kamera, og håber jeg kan finde en levende forbindelse til Internettet i Saalbach. Jeg vil så, forsøge at opdatere min rejsedagbog dagligt, så nysgerrige har en mulighed for at følge os på turen, og ikke mindst, at jeg har noget at læse i de varme sommermåneder når jeg savner sneen..

Næste gang jeg lader høre fra mig, da skulle jeg gerne stå i pulversne til halsen, have forhøjet kolesteroltal pga. en overflod af Wiener Schnitzels og Apfelstrudel, og ømme lår efter de første gode timer på pisterne..

Auf Wiedersehen..

21. januar 2009

Kl. 21:15 præcis startede jeg bilen, Martin var kommet nogle minutter forinden med sin bagage som vi hurtigt fik fordelt på den ledige plads i bilen. Frugt, cola, vand og røg fik hver sin plads i kabinen, og vi begav os ud på motorvejen mod Østrig og Saalbach. Bare det at være af sted tog den værste rastløshed, vi sad der i mørket med autopiloten på 130kmt. og snakkede om hvad vi havde i vente. Turen ned gennem Jylland er altid kedelig, vi har begge kørt den så mange gange, at det er trivielt.

Godt to timer senere krydsede vi grænsen og fortsatte forbi Flensborg.  Helt som forventet var der ikke megen trafik på den tid af døgnet, der var faktisk ingen. Vi aftalte at jeg kørte de første timer indtil jeg var træt, og Martin lagde sædet ned og sov et par timer. Jeg elsker at køre bil, især i mørket, hvor det hele føles lidt mere intimt og hyggelig, den monotone lyd fra motoren, musikken fra radioen, og så bare æde de mange kilometer som de kommer, jeg efterlades nærmest i en trance lignende tilstand, hvor jeg ikke kan huske en brik af hvad der sker undervejs.  Ved 2 tiden havde jeg en mindre krise, trætheden begyndte at melde sig… Jeg fandt en afkørsel med en tank, og fik tisset af, gik lidt rundt og nød den kolde luft, og købte så den dyreste kop kaffe i Tyskland, 35.- for et papkrus med kaffe er uhyrligt! Men den smagte nu godt nok. Jeg kørte videre – og Martin sov videre.

Der er utroligt mange rastepladser i Tyskland, alle er de fyldt med lastbiler og overnattende chauffører, det lader til at være en hel livsstil for dem, og rastepladserne er indrettet derefter. Ved 4 tiden var vi nået halvvejs, jeg kørte ind til en tank, vækkede Martin og fyldte tanken inden vi kørte videre, jeg trængte til en lur, så Martin overtog rattet. Jeg faldt ret hurtigt i søvn, og vågnede ved 6 tiden lige nord for Nürnberg og München, trafikken var tiltagende, primært af lastbiler.
Turen ned gennem Tyskland er ret ukompliceret, og godt det samme.. Den cd med navigation over Tyskland jeg havde liggende i bilen, var blevet så ridset at den ikke længere kunne læses, så det var lidt på fornemmelsen vi kørte. Først ca. 200km fra målet lykkedes det at få navigationen på plads med en anden cd som dækkede Alperne.

Syd for München begyndte tågen, og derefter sne og slud, trafikken tiltog og vores hastighed faldt tilsvarende. De sidste 200 km skulle komme til at tage 3 timer, ikke lige hvad vi havde brug for, trætte og utålmodige efter mange timer i bilen. Vi ramte grænsen til Østrig, og væk var de store lige veje vi havde kørt på. Nu blev det små smalle bjergveje med busser og lastbiler, og den sidste time var næsten ulidelig lang.. Vi kørte bla. gennem en lille by af navnet ”Berchtesgaden”, det var i det område og den by, Hitler brugte en stor del af sin tid som leder af Tyskland. ”Te huset” som hans beboelse blev kaldt, var en gave han fik af partiet på et tidspunkt under sit ”førerskab”, den lå på toppen af et bjerg  lige i nærheden af byen. Stedet blev sprunget i luften i de sidste dage af WW2, af tyske SS soldater som ikke ønskede at stedet skulle falde i de allieredes hænder. Göring og Himmler havde også boliger i samme område, som på det tidspunkt var en nazistisk højborg.  Lidt underlig fornemmelse, at køre gennem en by som har haft så stor historisk betydning…

Lige inden Zell am See blev jeg fotograferet, sikke venlige og imødekommende de er hernede… Jeg havde ikke lige set at hastighedsgrænsen var sat ned, så det er spændende at se om de Østrigske myndigheder kan finde ud af at sende en fartbøde til Danmark. Navigationen viste os frem til Saalbach og vort hotel uden problemer, vi parkerede udenfor hotellet og fik læsset bagagen af. Klokken var 10, og vi kunne først kalkulere med hotelværelset kl. 16, men heldigvis stod det ledigt, og vi kunne indrette os med det samme..

Hans Pilch i Saalbach
Haus Pilch hvor vi bor

Dejligt værelse med stor altan og udsigt over en af de sorte pister, det kunne ikke være bedre.

Udsigten fra altanen
Udsigten fra terrassedøren og altanen

Lidt deo under de svedige armhuler, og vi begav os ud i byen for at finde lidt at spise inden vi skulle have en tiltrængt middagslur.

Gågaden hvor vi bor
Hovedgaden

En kort tur gennem byen af de små gågader er ganske hyggelig, det hele bærer præg af skisport, hoteller og forretninger der sælger ski udstyr. Alt i alt lugter det hele lidt af skiløb og det er jo herligt! Hjem igen og sove et par tiltrængte timer, lidt vand i håret inden vi igen gik ud for at se os lidt omkring. Vi fandt et lille værtshus ”Unterbar”, hvor vore guider holder til. Vi fik en kort snak om forholdende, fik udleveret vore liftkort, og tilmeldte os et par fællesarrangementer. Den ene guide tilbød at vise os rundt på pisterne i morgen, flot service og godt for os, så vi ikke skal famle os frem på de 200km pister. Guiderne inviterede os til ”Beach party” i aften, gad vide hvad det indebærer hernede hvor alt er is og sne.. 

Vi har haft et særligt mål for dagen, der er lidt symbolik i en wienerschnitzel, og sådan én måtte vi bare starte turen med.

Vores første Wienerschnitzel
Forventningens glæde

Jeg har brugt lidt krudt på at finde en brugbar Internet forbindelse, så jeg bla. kan få opdateret min rejsedagbog..  Der er godt nok en trådløs forbindelse på hotellet, men den må vi af en eller anden årsag ikke bruge, så jeg har støvet lidt rundt, og har også fundet en sportsbar, hvor jeg kan købe adgang, men det er nærmest tyveri! 10 Euro for 1 times forbindelse… Jeg leder videre…

22. januar 2009

Vi holdt Beach Party hjemme i sengen, det havde vi klart bedst af. Vi skulle have mødtes med guiderne kl. 22, men valgte at blive hjemme, læse lidt og gå tidligt i seng, så vi kunne være friske til i dag. Da festen gik i gang sov vi begge trygt og var nærmest bevidstløse. Jeg vågnede senere omkring midnat ved en øresønderrivende larm! Det var helt abnormt, at der kunne komme så megen nasal lyd ud af en mand… Martin lå på ryggen og snorkede som en lavine.  Et par velsiddende cirkelspark, så var der ro og jeg faldt i søvn igen..

I dag stod vi op kl. 7:30, begge friske og klar til et nye eventyr. Et par kopper kaffe fra min rejsekedel, et bad og ned i restauranten til morgenmad.  Allerede nu har vi fundet ud af, at en af vore værter – en ung mand på vores alder, helt sikkert er ”The missing link”, han kan kun brumme som svar på tiltale, ser meget sur ud og undgår enhver dialog. Morgenmaden var ganske god og ”the missing link” pegede os over på til et bord, hvor vi kunne sidde.

Kl. 8:45 stod vi klar ved liften lige ved siden af hotellet. Vi valgte at tage op på den sydlige side af området, primært fordi kortet viste en 7 km lang grøn piste som ville være oplagt at varme op på. Vi skulle helt op på toppen og forsvandt i skyerne mens liften bar os op. Det var lidt råt og koldt, men vi havde friske ben og gav os i kast med pisten. Vi kørte et stykke og stoppede så op og kiggede på hinanden og tænkte det samme, ”er det her en grøn piste?”, den ville som minimum være rød de andre steder vi har været.  Det har generelt været vores oplevelse hele dagen, pisterne er bare mere stejle i Saalbach.

Martin på toppen med vor herre
Martin læner sig op af troen

Vi kørte et par timer og undersøgte de nærmeste pister, og de var alle som vi kender det fra Østrig, brede, velpræparerede og fantastiske at køre på.

Kors hvor er her smukt!
Kors hvor er her smukt

På et tidspunkt havnede vi på en top, hvor der lå et gasthaus ved siden af et stort kors som rejse sig højt i horisonten, solen var kommet frem og det var nærmest malerisk smukt. Vi fandt en plads ved baren og købte kaffe og cola, sad i solen og nød varmen indtil det var tid, at køre ned til mødestedet vi havde aftalt med guiden.

Martin og vores guide Stina
Martin og vores guide Stina

Guiden havde taget en kollega med fra Slobetrotter, en ung gut med en brækket hånd i gips. Det holdt ham nu ikke tilbage fra at give den gas undervejs. Han var guide i Wagrain, og skulle checke Sallbach ud. Vores guide Stina mente vi skulle spise frokost et sted, hvor de lavede den mest fantastiske grillkylling, hvad hun ikke havde sagt var, at vi skulle via 5 lifte og 1½ times kørsel for at komme dertil. Fremme ved målet viste det sig at kyllingerne var spist, andre havde fået samme idé, men der en masse andet på menukortet som også så lækkert ud, så vi spiste på stedet.

Go mad og godt selskab
Middagsmad i solen

Vi brugte 1 times tid i solen på den måde, inden vi kravlede i udstyret igen, vi skulle næsten samme vej tilbage, og afterskiing på ”Hinterhag” startede kl. 15:30, og det var et must, at vi oplevede det. Hinterhag er kaos af mennesker, og dobbelt så mange ski og stave. Det hele i et stort mix af barer og glade mennesker, vi kæmpede os ind i den bjælkehytte som var centrum for det hele. Der var allerede fuld gang i festen, og stoppet af mennesker på begge etager. På loftet var indrettet en lille scene, hvor et tomands orkester leverede den musikalske underholdning, og den var forfærdelig! Susi og Leo kunne spiller lederhoserne af dem uden problemer. Vi brugte et par timer på stedet, men listede ligeså stille af igen, vi var begge trætte og det er umuligt at finde hvile i et par skistøvler ligegyldigt hvordan man står, og bænkene var alle optagede.

Nu sidder vi på værelset og forsøger at finde energi til at gå ud og spise, benene er tunge, men på en skøn måde, det er en lille pris at betale for så herlig en dag i solen og sneen.
Hvad dag gør os lidt bedre på ski, og i dag ingen undtagelse, begge guider er rutinerede, og det kræver vovemod, at forsøge at følge dem ned over pisterne. Både Martin og jeg fik brudt grænser i forhold til vort skiløb, men ikke uden at bide i sneen. Talrige gange legede vi sprællemænd ned over pisterne, med arme og ben ud til alle sider, når det gik for stærkt eller når pisterne var for opkørte. På et tidspunkt blev jeg sågar kørt ned af en østriger med storhedsvandvid, han troede han var Herman Maier, og råbte i stedet for at dreje, så han havnede på min skulder.

Til sidst havde jeg ikke flere kræfter i lårene, og det var ren overlevelse at nå i bund ved byen…

Her lige et par film fra dagen i dag, og ikke helt uden humor :-)


Martin danser pirouette…


Og her forsøger jeg at få lidt fart i skiene…

 Samlet statistik over vores skiløb d. 21 januar 2009
Statisk over vores skiløb for d 22 januar 2009

 23. januar 2009

Anden dag på ski, og det føles allerede som om vi har været her i evigheder, både i forhold til alle de oplevelser vi har fået, men også i forhold til vores fysik som allerede nu lider under de hårde udfordringer.  Saalbach er noget helt andet en Zell am See som kun ligger 20km herfra i luftlinje. Sværhedsgraden er også noget helt andet, nok også en af grundene til vi ikke ser ret mange børn her. Det slider i hvert fald på os, når vi hele tiden skal holde igen og kæmpe mod de stejle pister.´

Dagen startede som i går, op kl. 7:30, kaffe og et hurtigt bad, og så ned til ”the missing link” ved morgenbordet..  Lårene ømmede sig over gårsdagens overmod, men vi fik dem da gået i gang på mod liften og nye eventyr. Vi har valgt en helt anden rute end i går, og startede nede i  byen med en lift som bar os mod toppen over Hinterglem by.


Opvarmning på den blå…

Vi startede i højt solskin, og snekrystallerne blinkede i solen mens vi bevægede os i højden med liften.

Sol over Saalback
Sol over Saalbach

Vi havde en plan om at nå hele vejen rundt med start i Saalbach og rundt i dalen omkring Hinterglem, for at slutte på bjerget som har en lift der går lige ned til vort hotel.. Altså start og slut næsten samme sted, det eneste vi ikke dækkede, var det område vi kørte i går.

Iskrystaller i solen
Smukt og fredfyldt

Der er intet skønnere end at komme tidligt op på pisterne, når de ligger ubrugte efter nattens præparering, helt glatte og uden spor. Vi kørte et par ture på blå piste som opvarmning, og hoppede derefter på en af de lifte som bar os helt op på bjerget med udsigt over området.

Mens storhedsvanviddet var intakt
Mens troen på egne evner var intakt…

Jeg havde godt set i vejrudsigten, at vinden skulle tiltage til hård, men for nu var der intet at bemærke. Udsigten var mageløs og vi brugte lidt på toppen med at få lidt røg og chokolade, mens vi kiggede på det store panorama der udspillede sig.

Mageløs udsigt
Mageløs udsigt

Formiddagen blev brugt på nyt land, det var ikke helt af samme høje klasse som i går, lange transportstykker mellem pisterne, og i takt med at vinden tog til mistede vi sigten i sneen som føg om ørene på os, og det var koldt. Vi fandt et gasthaus på en af pisterne, hvor vi ville have en kop kaffe og et stykke kage. Og her slog vi så lige alle rekorder! 125.- for to kopper kaffe og et stykke slattent kage. Over middag fortsatte vi på de piste der lå på nordsiden , den kolde vind og det, at det var blevet overskyet efterlod pisterne isede og svære at køre. Og efter et par timer på den måde, hvor vi begge var nede i sneen nogle gange fordi vi ikke kunne se sporene i sneen, valgte vi at skåne vore ben for yderligere. Jeg tog liften ned til hotellet og Martin mente at have ben til den lange sorte som også ender ved hotellet. Det havde han også, men mest fordi han tog turen på ryggen det meste af vejen :-)

De siamesiske tvillinger
Lykkelige i sneen

Resten af eftermiddagen har vi brugt på at slappe af, Martin fik sig en morfar, og jeg læste i en bog. Kaffe og Ritter sport gør jo den slags ekstra hyggeligt… Ved 17 tiden gik vi ned i byen for at få det sidste af afterskiingen med. Vi forsøger med alle vore evner at forstå dette fænomen, men jeg tror man skal være temmelig stiv for at se det vanvittige sjove i at stå ude i kulden og synge tyske slagere.

Vi fortsatte på en restaurant vi er kommet til at sætte pris på, stille og rolig uden larm, og fantastisk god mad. Og et mindst ligeså betydende faktum er, at vi må storryge derinde, herligt at have et lille fristed i verden, hvor den slags stadig er muligt, og ikke er genstand for politisk ukorrekthed..

Crepes med is, flødeskum og chokoladesovs
Dessert for konger!

Der er masser af mennesker i byen lige nu, det er tydeligt, at både og tyskere og resten af Østrig, også synes en weekend på ski er godt i Saalbach. I morgen er det skiftedag for de fleste skiturister, det vil vi udnytte til at starte tidligt på pisterne som vi nok nærmest kan have for os selv.

Jeg har ”hacket” vores værters internet forbindelse, så det er lidt lettere at opdatere hver dag, jeg skal bare vente til ”the missing link” er smuttet, så har jeg frit spil…
Nu vil jeg nyde ”min side” af sengen, Martin ligger allerede i sin. Jeg vænner mig måske nok til, at han ofte snakker med sin laptop når han ligger der, men indtil videre tror jeg det er mig han taler til, når han spiller skak eller mahjong…

Samlet statistik over vores skiløb d. 23 januar 2009
Dagens data fra pisterne, genialt med den slags teknologi….

Hov! Det sner nu :-)

24. januar 2009

Optakten til i dag var ikke den bedste, Martin fik feber og blev mere snottet, så han kravlede tidligt i kassen med masser af tøj på i håbet om at han kunne svede det ud. Og jeg kunne ikke sove pga. larm fra de andre værelser, hvor den sidste skid skulle drikkes til inden hjemturen. Men også på grund af Martins meget nasale lyde, han lød temmelig snottet…

The missing link havde morgenmaden parat da vi kom, og vi hørte ham udveksle en hel sætning med det vi tror, var hans mor.. Martin havde fået det bedre, og mine ben var ikke så tunge som de sidste par dage, det så lysere ud..
Vi holdt strategimøde og besluttede at køre i det samme område som vi startede på den første dag, og så ville vi prøve de der grillkyllinger vores guide havde skamrost..  Allerede på vej til liften kunne vi mærke dagen var anderledes, solen skinnede fra en skyfri himmel, frosten bed i vore næsebor når vi trak vejret, og det var helt vindstille.

Pisterne skinnede i solen, endnu var de ikke betrådt af ski, og lå helt tomme hen. Det var som vi havde håbet, skiftedagen betød, at der ikke var mange folk i området. Vi tog liften hel t til toppen af et bjerg og blev nærmest lammede af stilheden, ikke en vind rørte sig, og der var mennesketomt.

Skiferie i solen
Skiferie i solen

Vi nød stilheden og kørte stille rundt på pisterne den næste time, det virkede helt sært at have det for sig selv. Vi fandt et sted hvor der var plads i solen, der var så småt begyndt at komme folk på pisterne. Da vi satte os til rette med kaffe og mineralvand, tog fanden ved ejeren af stedet, det væltede ud af højtalere med prøjsisk ølmusik, så meget for stilheden..

Vi skyndte os videre og skiftede til at betragte hinandens skiløb, hvem ellers kan komme med gode råd, end ens bedste ski-ven…  Og her skete så det epokegørende i vort skiløb, vi gik mod nye dimensioner! Vi bed begge mærke i, at vi var begyndt at overhale de andre på pisterne, så vores fart , teknik og vovemod gik åbenbart op i en højere enhed :-) Vi kørte videre mod grillkylling stedet, og sad i den varme sol i 2000 meters højde og spiste kylling direkte fra grillen, så bliver det vist ikke meget bedre!

Grillkylling i 2000 meters højde
Grillkylling på toppen

På vejen derfra så vi bagsiden af medaljen, en helikopter landede på en piste og samlede en tilskadekommen skiløber op, det fyldte os lidt med ærefrygt, den måde har vi ikke lyst til at slutte ferien på.. Vi har faktisk ikke set ret mange skadede skiløbere, den mest pudsige episode, var en kvinde der væltede på vej ud af en stolelift, hun kom så meget til skade, at hun måtte hentes med en ”banan” (Båre spændt efter en snescooter).

Der var et eller andet med sneen i dag, om det skyldes at temperaturen er faldet et par grader ved jeg ikke, men den var så fantastisk let og løs, det hvislede så skønt under skiene og sendte pudder op hver gang vi svingede eller bremsede.


Løs og let sne gør det til en fornøjelse

Det har været vores bedste dag på ski, vi har i den grad hygget os, har rastet ved de fleste af de gasthauses vi er kommet forbi, drukket kaffe og væske i solen, snakket fortroligt, grinet og taget gas på hinanden og andre.. En ny leg (paranoia ski) vi er kommet på i misundelse over skiskolernes lange slange af nybegyndere, går ud på at finde et offer på pisten, og derefter følge vedkommendes spor ned af pisten få meter bag personen.   Efter et par hundrede meter sætter vedkommende farten i vejret fordi de fornemmer andre bag sig, og når de så ikke kan køre hurtigere slår de ud til siden for at se hvem det er, og med stor undren… Måske lidt plat, men vi fandt det ganske morsomt :-)

Udsigt fra toppen
Endnu et panorama view

Sådan gik dagen hurtigt, vi blev ved med at trække den sidste tur ud selv om vi havde aftalt at stoppe i god tid for ikke at belaste vore ben for meget, men klokken nærmede sig kl. 17 inden vi tog den allersidste tur, og kun fordi skyggerne på pisterne var blevet lange, og temperaturen faldt så det blev bidende koldt at køre… Vi kørte helt i top på en anden piste, og stod i det klare solskin og så solen gå ned over sneen, der kvitterede med en million iskrystallers glimten i solen, det var smukt, fredfyldt og stille…


Martin i dyb sne….

Tilbage i byen var den næsten ikke til at kende, der var et mylder af taxier, kufferter og entusiastiske skiturister, heldigvis var den overvejende del danskere. Jeg er efterhånden garvet i det tyske sprog, da vi kom, kunne jeg kun citere et par sætninger fra en tysk pornofilm, men kan nu både bestille mad og drikke, jeg vil dog hellere snakke dansk.. I aften holder rejseselskabet fest for det nye hold gæster de har taget i mod i dag, vi er inviteret med, og det bliver dejligt at møde ligesindede som taler det samme sprog..

Myldretid i Saalbach
Myldretid i Saalbach

Det uhørte er sket… Vi er begge blevet solskoldede og måtte i forretningen efter solcreme…

Statistik over vores skiløb d. 24 januar 2009
Endnu en maraton distance er det blevet til i dag

25. januar 2009

Fælles ski med resten af de danskere der rejser med Slobetrotter var planen for i dag. Vi mødte op som aftalt ved liften kl. 10. Allerede på vej dertil kunne jeg mærke prisen for vores lange ski dag i går, jeg blev stakåndet og mine lår var fulde af mælkesyre, men det passer meget godt med de andre gange vi har været af sted, 4’de dagen er altid min værste. Det var overskyet og råt, det gode vejr fra i går var der intet tilbage af.

8 deltagere var vi af blandet alder og køn, flere havde været her før og andre var lige så grønne i Saalbach som vi har været.. Det er altid hyggeligt at mødes på den måde, snakke undervejs i lifterne, køre sammen ned af pisterne.
Ruten var lidt den samme som Martin og jeg kørte i går, men med den store forskel, at der var skiløbere overalt og i hobetal, så det var med at holde tungen lige i munden når vi skulle køre ned af de store brede piste. Mange bruger pisten i hele sin bredde, og det giver nogle halvfarlige situationer ind i mellem, og med mine dårlige lårbasser, var det så som så med min evne til at reagere i tide..

Solen har lange skygger sidst på eftermiddagen
Det sidste lys på pisten

Kl. 11:30 var vi nået til enden af vores tur – den populære grillkylling. Martin og jeg bestilte dog spareribs i stedet. Mens vi sad der så vi 11 store luftballoner svæve forbi, og kort tid efter 3 paraglidere som slangede sig op og ned over pisterne i få meters højde. Solen havde efterhånden fået brændt hul i skyerne, og vi nød varmen.

Frokost på toppen, spareribs og grillkylling
Frokost på toppen, spareribs og grillkylling

Vi kørte stille og roligt tilbage af en lidt anden rute, jeg hang efter som rosinen i pølseenden, skulle bare have overstået turen uden alt for mange smerter i lårene, men det var en kamp hele vejen, køre 300 meter, holde pause indtil smerterne fra lårene var væk, og så køre 300 meter igen, jeg var en ynk… Jeg aftalte med Martin, at han kørte videre og jeg satte mig ned på torvet med en kop kaffe i solen istedet.

Det er næsten som at komme til en helt anden by i forhold til de andre dage, der er et leben af mennesker af alle afskygninger. Det ser ud til Rusland er gået nogenlunde fri af finanskrisen, der er rigtig mange nyrige russere her, og i det særeste outfit, men penge har de nok af… Jeg gik tilbage til hotellet efter at have brugt en times tid på at betragte dem mennesker som gik forbi på torvet. Jeg tog et hurtigt bad og pakkede mit spejlrefleks kamera ud, det var en oplagt mulighed for at få taget nogle gode billeder af byen og omgivelserne mens der stadig var lyst.

Solen går ned over kirken
Solnedgang over kirken

Kirken er midtpunkt i byen og ligger lige op af torvet.

Byen gennem hullet i et skilt
Hullet i skiltet

Martin ringede midt i det hele, han var lige stået af pisten, og vi aftalte at mødes og så gå til afterskiing sammen.

Martin med ro i sjælen
Martin er pisteglad

Han lignede en glad dreng efter en god dag på ski, af en eller anden årsag er hans ben bedre end mine og bliver ikke så træt som jeg, men han vejer jo også en del mindre.

Der mistes meget udstyr hernede, lidt hen af vejen er det selvforskyldt, udenfor alle afterski stederne, står der i hundredvis af ski og snowboards, og mange kommer til at tage en andens udstyr end sit eget på vejen derfra, evnen til at skelne er ikke så god efter ”Jäeger te”. Under alle omstændigheder er det en let måde at få sig et par nye ski på, det er bare at tage dem og gå. Martin og jeg har hver sin lås, så vi kan låse skiene fast til den nærmeste lygtepæl når vi efterlader dem. Det er en billig løsning på et problem som kan spolere en skiferie.

Hænderne fulde, er det hans eget?
Hænderne fulde…

Vi brugte en times tid på afterskiing og tyske slagere, vi finder ret hurtig en vis mæthed i den slags når vi ikke på samme måde tåger rundt i en brandert, det kan godt få tæerne til at krummes lidt…

En træt Martin på vej gennem byen
Træt efter en lang dag på pisten

Der er så hyggeligt i byen om aftenen, der hænger lys alle vegne og man kan se det sidste lys fra pisterne hele vejen rundt.
Vi er gået på lavbudget i forhold til vores aftensmad, det er dyrt at gå ud og spise hver aften, og så fantastisk er maden heller ikke. Motivationen for at sidde på en restaurant og vente på maden, er ikke så stor som at ligge og spise pizza i sengen med benene oppe, så i aften står den på pizza og cola i sengen…

Jeg sender lige en tanke til min højere magt, og håber på ”gode ben” i morgen, hvor vi har aftalt at tage på fotosafari hvis vejret er til det. Det betyder en lang dag på ski med en masse stop, på en masse forskellige steder..

Samlet statistik over vores skiløb d. 25 januar 2009
Statistik over en ynkelig dag for mit vedkommende

I øvrigt så har jeg problemer med min mobil telefon, den kommer med de mærkeligste fejl, og slukker af sig selv. Jeg er derfor sikkert gået glip af en masse sms og opkald…

26. januar 2009

Vejrudsigten for i dag lovede sol, sol og atter sol, og det passede på en prik. Vejrmæssigt har det været den suverænt bedste dag, og vi havde gjort tanker i den retning i går aftes. Vi ville tage på fotosafari, køre hele turen rundt om dalen, og filme som vi kom frem. Det fordrer jo en vis sikkerhed på ski, at køre rundt med en rygsæk der er hårdt pakket med fotoudstyr, så aftalen var, at vi stille og roligt trillede gennem pisterne uden alt for megen fart. Alligevel er det ikke uden spænding at køre ned over en piste med en hel sværm af forholdsvis grønne skiløbere. Der er helt tydeligt sket et fald i standarden siden der kom nye gæster i lørdags, om det er fordi de fleste er danskere ved jeg ikke, men vi følte os som styrtløbs specialister ved siden af nogle af de der forsøgte at komme ned af pisterne. ..

Det at vi skulle trille gennem pisterne uden alt for megen fart, passede mine lårbasser så glimrende, de har nærmest ikke vist smerte i dag, jeg håber det fortsætter i morgen også… Vi startede ud fra hotellet ved 9:30 tiden, først da var solen oppe over de højeste bjerge. Liften lige ved hotellet bar os til toppen i 2200 meters højde.

Endnu et klassebillede fra toppen
Endnu et ”klassebillede” fra toppen..

Vi var ikke kommet ret langt inden vi mødte det første offer for sneen, en ældre dansk herre havde mistet magten over skiene på vej ned af en lille hidsig bakke. Det kostede ham en køretur i ”bananen” og derefter en tur med helikopter til nærmeste sygehus.

Bananen
Bananen

Det har været en dag med mange ”faldne” flere gange har vi set snescootere med bananen på slæb, og helikopteren har fløjet i rutefart.  Vi skulle ikke have klinket noget, rygsækken var fuld af det pureste guld… Alt vores grej havde vi med – filtre og objektiver, dog havde Martin efterladt trefoden hjemme sammen med sine skistave…

Det at vi tog så tidligt af sted, betød også, at selv om vi stod i solen, så kunne bjergene på den anden side, stadig kaste skygge over store områder, det kom der lidt sjove effekter ud af..

Forgrunden i sol, og baggrunden i skygge
Forgrunden i sol, baggrunden i skygge…

På trods af at Martin fik taget omkring 600, og jeg små 200 fotos, så havde vi fint tid til at stoppe ved næsten alle gasthauses, drikke kaffe og nyde solen.. Det lyder af mange billeder, men når den værste grovsortering er foretaget, så er der måske 10% tilbage, og i den endelige oprydning, er det måske lykkedes at få 10 – 15 gode fotos.. Rundt omkring på bjergene står de her gamle huse som sikkert er flere hundrede år gamle, de stinker i den grad af hygge og charme, det er helt umuligt at køre forbi uden at tage en stak billeder..´

sBjælkehus ved pisten
Bjælkehus ved pisten

Ved middagstid var solen så stærk, at vi måtte smide en del af tøjet, vi svedte som heste selv om vi kun kørte stille og roligt.. Andre havde også fået øje på solen, så i stedet for at pisterne var fulde af folk, så var det i stedet liggestolene rundt omkring der var fulde af folk.

Tomme pister
Tomme pister

Middagstid er ikke den bedste tid at tage billeder, solen kommer lodret ned og efterlader ingen skygger, så fjollede rundt og moppede de der kørte ”slange” med skiskolen, de bliver så stressede når man kører ind og ud mellem dem, lidt synd var det, men vi havde stor humor af det..

Bjælkehytte
Bjælkehytte

Vi var efterhånden ved at være hele turen rundt om Saalbach, og havde kun vores favoritsted tilbage. Den flade top af et bjerg, hvor vi har uanet udsyn hele vejen rundt, og turen ned derfra er fantastisk. En lang blå piste, meget bred og meget varieret.

Toppen af bjerget
Helt på toppen

Den sidste del af turen derop foregår med T-lift, dem er der heldigvis ikke mange af hernede, de slider hårdt på benmusklerne når man skal trækkes flere kilometer af sted på den måde. De har dog den fordel, at man kan stå og tage billeder undervejs, så det gjorde vi..

Det rene, stilheden og stemningen
Finale – stilhed, renhed og stemning

Hvilken finale på en god dag, jeg synes d et er et suverænt fedt billede, stilhed, renhed og stemning i et..

Vi stoppede vores fotosafari ved 15 tiden, da vi havde en aftale med resten af holdet, der var dømt afterski på Hintertag Alm. Det er som tidligere nævnt et galehus af festlige mennesker som danser rundt i skitøjet til musik af et forfærdelig to mands band. Vi var begge lidt skeptiske efter at have oplevet det samme i torsdags. Men af en eller anden årsag bed stemningen os i aften, så vi både sang med på de tyske slagere, og dansede rundt sammen med de andre. Prikken over i’et var den souvenir jeg fik med derfra, og som der åbenbart er stor prestige i… Indehaveren af stedet, en stor blond mutter, lukker festen ved at kaste forskellige ting ud til publikum. Har man ikke set det, tror man det er løgn, men det ligner næsten et masse slagsmål på dansegulvet, alle vil have en souvenir – jeg fik én! Det var det mest gyselige frotté pandebånd jeg længe har set…

Statistik over dagens skiløb
Kun 18km, det er godt for mine ben

 27. januar 2009

En dag på det jævne… Ser ud til vi brugte al solen i går, i dag har det nemlig sneet siden vi stod op, og dagen i morgen skulle blive af samme karakter. Det gør nu ikke så meget, det er ganske hyggeligt at køre rundt på ski i snevejr, når bare det ikke blæser, og i dag har det nærmest været helt vindstille.

Senvejr på pistne
Snevejr og dis på pisten

Der er ikke mere nyt land i området, vi har dækket det hele, og nogle steder mange gange, men et vejr som i dag ændrer jo drastisk på det hele. Sneen pakker sig hurtigt i dyner rundt på pistene, og det er ikke uden spænding, at køre ned af en piste, uden at kunne se hvordan underlaget er pga. den ringe sigt. Vi måtte flere gange ned og ligge i sneen fordi skiene sad fast i en dyne, men når der er så meget nyt sne, så slår man sig ikke, det er som at lande på en blød dyne. Den fine sne har dog en evne til at finde ind alle de steder hvor ens tøj ikke dækker helt, så jeg har flere gange måtte tømme sne ud af nakken, ærmerne eller i bukserne.

Tungen ud af halsen
Martin med tungen ud af halsen

Det er hårdt at køre i et underlag man ikke kan se, så ind i mellem var det med tungen ud af halsen vi kørte og pulsen helt oppe, men sjovt var det alligevel.

Vinterdis
Martin på pisten i snevejr

Tiden går hurtigt i godt selskab, og i dag ingen undtagelse, vi har ”bare” kørt rundt i området uden mål, drukket kaffe når det passede ind i ruten, og eller bare hygget.. Et af stederne vi stoppede hed ”den gamle stald”, og for at det ikke skal være løgn, så stod der to lyslevende heste i en stald som var bygget ind i restauranten. Hér gjorde vi så dagens opdagelse, de havde en chokolade kage af dimensioner vi ikke har set tidligere, så sådan en måtte vi jo have, og den var nu også ganske god.

Chokolade kage fra den gamle stald
Er der mon flødeskum nok…

Det har været en hård dag for os begge, Martin ligger og læser mens jeg skriver, vi skulle egentligt have fortsat efter afterskiing til ”stamværtshuset”, men energien var ikke helt dertil, så vi tog i stedet på mexicansk restaurant, og fortsatte direkte hjem efterfølgende – i morgen er atter en dag…

Statistik over dagens skiløb
33km er ok i det vejr

28. januar 2009

Det blev lidt hektiske dage op til afslutningen af vores ferie… De sidste dage løb lidt ud i et, og er svære at skelne fra hinanden, men jeg forsøger at resumere som jeg husker det… Onsdagen startede som tirsdagen sluttede, skiftesvis overskyet og sne. Vi valgte derfor at holde lav profil, stod sent op og hyggede os gennem det meste af formiddagen med kaffe og læsestof. Schüttdorf ved Zell am See, som var sidste års destination for vores skiferie, ligger ikke mere end 20km fra Saalbach, så vi besluttede at bruge lidt tid på at besøge byen igen, bare sådan af ren nostalgiske grunde.

Pension Albert i Schüttdorf
Pension Albert i Schüttdorf, hvor vi boede.

Det var helt underligt at komme tilbage, hele byen og skiområdet var meget mindre end vi huskede det.. Det virkede lidt andenrangs i forhold til Saalbach, og den store indflydelse det havde på os sidste år, var helt væk… Det virkede ikke som om det kun var et år siden vi havde været der, men langt længere…Tiden så ud til at stå stille i Schüttdorf.

Vi fortsatte til Zell am See som er nabobyen, en by som af østriske normer er en forholdsvis stor by, og ikke mindst gammel by. Saalbach levner ikke megen mulighed for shopping med mindre man er russisk millionær, og vi er hverken russere eller millionærer… Zell am See skulle derimod være et godt sted at shoppe rundt, ikke fordi vi manglende noget, men alligevel.. Gamle byer af en vis størrelse er næsten et særsyn i området, de fleste større byer blev bombet væk under 2′den verdenskrig, men ikke Zeel am See, nok mest fordi den ikke har haft nogen betydning for krigens udvikling, da den er gemt væk fra det meste i bunden af dalen.

Den gamle kirke i Zell am See
Den gamle kirke i Zell am See

Byen er skøn og charmerende, en blanding af tysk storhed og sydlig charme. Vi gik lidt rundt i gågaden og besøgte nogle enkelte forretninger, men fandt ikke noget der råbte på at blive købt. Som alle andre steder i Østrig, så er tøjforretningerne også 30 år bagud i tid, og med mindre man finder en skiforretning, så er det svært at finde noget tidssvarende… Helt uden spor af krigen var byen dog ikke, der stod mindesmærker mange steder rundt.. Ved kirken var det mere udtalt, mindesmærker og et hus, hvor man i fred kunne tænke sine tanker og sende en bøn ved et levende lys, og en dukke af en helgen..

Mindesmærke over faldne i krigen
Mindesmærke over faldne i krigen

Tilbage i Saalbach trak vi i skitøjet igen, vinden var løjet af og der så lidt mere tålelig ud på pisterne… Jeg havde købt en “bandana” til at beskytte mit ansigt mod den hårde isnende vind og snefnugende, så der var nærmest ikke et bart område på hele mit korpus..

Klar til kamp!
Klar til kamp!

Resten af dagen brugte vi pisterne i kølige og grå omgivelser, men sneen på pisten fejlede heldigvis ikke noget.  Jeg tror aldrig jeg har oplevet så tæt tåge før, en overgang var der så lidt sigte, at vi flere gange kørte forkert på pisterne og havnede i dyb sne. Andre havde samme famlende oplevelse, så det var lidt som en flok får der samledes på marken og ligeså stille drev ned af sporet, styret af den forreste..


Det var en af de mest useriøse dage vi har haft…

Statistik over dagens skiløb
Vores mest stille dag på pisterne

29. januar 2009

Næstsidste dag på pisterne, det var allerede begyndt at være lidt vemodigt, vi kunne begge mærke at det snart var tid, hvor vi skulle herfra igen, og det havde ingen af os lyst til overhovedet. Vejret var stadig overskyet, men vejrudsigten sagde at det ville klare op i løbet af dagen, så vi var friske på pisten fra morgenen af… Jeg havde ikke noget kamera med på grund af vejret, men det var endnu en dag af de skønne..

Vi havde booket kælketur gennem guiderne sammen med resten af holdet. Turen skulle gå fra en restaurant på toppen af et bjerg, af samme vej som vi var kommet derop. Det fede var ikke så meget kælketuren, men mere turen derop, som kom til at foregå i en af de store traktorer de bruger til at præparere pisterne med om natten. De er kæmpe store og kører på larvefødder, og kan nærmest hænge på en klippevæg uden at vælte. Martin og jeg havde tit snakket om at få lov til at køre med, for ligesom at se det hele fra en anden vinkel. Nu fik vi muligheden, og så var det bare at slå til…

Snetraktor
Snetraktor baner sig vej

Vi mødtes med resten af holdet og guiderne på torvet kl. 20 samme aften. Derefter gik vi i samlet flok mod enden af byen til foden af bjerget, hvor vi ventede på traktorene skulle komme ned fra bjerget og samle os op. Det så lidt voldsomt ud, da de kom brølende ud af mørket med store projektører, hvorefter de stoppede foran os, slog en trappe ned til en stor kasse bag på, hvor vi skulle stå mens maskinen kørte os mod toppen af bjerget. Det var lidt hyggelig, at stå der  i mørket og kulden, og mærke maskinen grave sig gennem sneen…


Med snetraktor på vej mod toppen

Det tog ½ times tid af snoede veje, at komme til toppen, hvor vi ankom foran hoveddøren til Restaurant ”Spielberg” som var et kæmpe stort bjælkehus der ligeså godt kunne være taget ud af et postkort. Indenfor var der ikke så megen postkort over det.. Larmende mennesker og tyroler musik væltede ud i mod os da vi åbnede døren.

Spareribs ad libitum
Spareribs ad libitum

Maden var der ikke så meget at sige til, der var kun spareribs på menukortet, og drikkevarer efter behov. Store gryder med kartofler og spareribs blev sat på bordet, og sådan lidt symbolsk blev der også sat en lille skål salat ind til et helt bord med 20 personer… Sådan fortsatte det hver gang gryden var tom, en ny blev sat ind og glassene fyldt til randen. Jeg er ikke sikker på det var specielt sundt, men det lagde bestemt bunden til den lange tur på kælkene efterfølgende…

Kælketuren var en oplevelse… Ude foran stod en container der var fyldt op med gammeldaws kælke, ihvertfald af udformning, de var lavet af plast, men virkede helt efter hensigten. Det var bare at smide sit lange legeme ned på kælken, og så efterfølgende bruge benene til at styre kælken med. Problemet var bare, at den der kørte forest hvirvlede så meget sne op, at de efterfølgende ikke kunne se en brik og måtte køre med lukkede øjne, savl og snot stod ud af ansigtet som fuldstændigt isede til.. Guiderne havde selvfølgelig prøvet det hele før, så de havde huer og skibriller med…

Afterskiing på Bauers skialm
Afterskiing på Bauers skialm

Vi fortsatte alle sammen til afterskiing efterfølgende, Martin og jeg havde efter intens søgning fundet en bar der passede godt til vores temperament, musikken var tilpas plat, og menneskene der var lidt ældre, og nærmest helt uden utilpassede snowboardere. Vi er begge lidt spedalske når vi står sådan et sted, ingen af os drikker os lamme eller danser på bordene, og mit tyske er næsten fraværende, og Martins meget hjemmelavet… De færreste tyskere kan tale engelsk, så vi havde kun os selv at snakke med, og de få danskere der også var tilstede. Stemning er heldigvis international, og fejlede bestemt ikke noget, de forstår i den grad at skabe fest og højt til loftet, og vi kunne ikke andet end at lade os rive med..

Statistik over dagens skiløb
Meget af dagen blev brugt på Bernkogel

30. januar 2009

Den sidste dag i sneen, vi var begge lidt stille, sådan var det også sidste gang… Kede af at det hele er ovre, og vi skal hjem til hverdagen igen. Vi var tidligt ude af dynerne, og kunne se solen stå op over bjerget, og se de første stråler ramme bjergsiden over Hinterglem. Vi ville have en hel dag på ski, stille køre rundt og få sagt farvel til det hele med vemod i sindet. Da vi stod på den første piste stod solen højt over pisten, og vejret viste sig fra den allerbedste side. Væk var de sidste dages sne og kulde, det kunne ikke passe bedre, at de sidste indtryk vi skulle have med fra Saalbach, skete i høj sol og varme. Jeg har ikke mange billeder fra dagen, men filmede de fleste steder det var muligt at holde et kamera i den ene hånd, og køre med skistavene i den anden hånd.


I fart på Bernkogel

Det blev også dagen med fleste kilometer på pisten, vi skulle have det hele med… Vi havde efterhånden så megen fart i skiene, at der var tid til at drikke kaffe på alle de gasthauses vi kom forbi, og så stadig nå at køre længere end vi havde gjort hidtil.


Udsigten fra en lift

Efter to dage med sne og kulde, havde alle andre også fået den brilliante idé, at de skulle stå på ski, så det blev også dagen hvor der var den største trafik på pisterne. Holder man sig væk fra området omkring de 3 store lifter der går ud fra byen, er det nu stadig muligt at finde “jomfru” pister som nærmest ikke har været kørt på, så dem søgte vi…


Helt fra toppen af Bernkogel og ned forbi den anden lift

Vi var nød til at søge væk fra Bernkogel som med tiden blev vores favorit, køen ved liften blev simpelthen for lang, så vi stod af pisten nede i byen, gik tværs over torvet og tog liften som bar os op mod Leogang længst ude i dalen. Det er her vi startede den første dag, og vi har været der nogle gange siden.


Transport stykke med himmelsk udsigt


Transport stykke fra Leogang og ned mod Saalbach lifterne

Dagen gik alt for hurtigt, og skyggerne blev lange inden vi havde fået set os omkring. Kl. 16:20 var vi i bund ved Bernkogel for sidste gang. Vi trak skiene af og gik stille ned gennem byen, og satte os på torvet som vi plejede for at strække ud og ryge en cigaret inden vi gik hjem. Vi tog en hurtig beslutning, da vi begge var friske ville vi gå hjem og pakke tasker og udstyr ud i bilen, så vi kunne køre samme aften, der var ingen grund til at tage en overnatning for at køre på de tyske veje i dagslys, hvor trafikken er størst… Efter pakkeriet ville vi gå ud at spise på vores mexicanske favoritsted, og derefter tage den sidste afterskiing med, så vi kunne få sagt farvel til de hoveder vi trods alt havde lært at kende undervejs.

Mexicansk mad
Nok mad til en hel nats køretur…

Klokken var 21 da jeg startede bilen og vi begav os på vej tilbage mod Danmark. Stemningen var ikke så høj som på udturen, men vi var glade i sindet og tilfredse med en skiferie der havde været over al forventning.. Hjemturen gik lidt hurtigere end turen ud, trafikken var nærmest ikke eksisterende og golfen fik lidt mere gas op gennem Tyskland.

Statistik over dagens skiløb
Sidste og længste skidag

Efterspil

Nu er det et par dage siden vi kom hjem, jeg ramte mit hus kl. 9 lørdag morgen, godt brugt og træt efter den lange tur hjem. De sidste 300km op gennem Danmark havde været mere udslidende, end de foregående 1100km gennem Tyskland og Østrig. Danskere er elendige billister, der er så mange selvbestaltede sheriffer som nok skal hjælpe med at overholde den maksimalt tilladte hastighed, selv om det næsten var umuligt at køre hurtigt i forvejen fordi alle skal placere sig i ydersporet, så de ihvertfald ikke skal sænke hastigheden hvis der kører en lastbil i indersporet.. Efter at have kørt med en fart på 150 – 160kmt op gennem Tyskland nærmest uden at røre bremsen, så var hastigheden op gennem Jylland vel i nærheden af 100kmt, selv om trafikken var væsentlig mindre… Dejligt at komme hjem til intolerance og jantelov igen….!

Det var så det eneste sure opstød jeg har over den ferie, udover den var for kort. Jeg har i den grad tabt mit hjerte til Østrig og dets indbyggere. I forvejen var jeg glad for sidste års tur, som dog slet ikke kan sammenlignes med denne. Med Østrigsk mentalitet som fundament, og Saalbach’s skiområde som bonus, så kan det kun blive en fantastisk ferie. En ferie som denne handler meget om kemi med både rejsefælle, skiområde og omstændigheder, alt gik  op i en højere enhed…. Jeg har svært ved at pege på et menneske jeg kan være så tæt på, og så længe som Martin, han er min modsætning, og derfor nok også den der kan holde mig ud så længe. Skiområdet er perfekt til alle, når ikke man er helt nybegynder, det er altid muligt at finde en piste der passer til ens niveau. Pisterne vedligeholdes på en seriøs måde, og det hele lugter lidt af tysk orden. Byen Sallbach er en hyggelig lille flække som har formået at bevare sin charme trods invasionen af skiturister hvert år.

Fakta om vores skitur: Vi har kørt godt 54 højde kilometer, 305km på pisterne, længste dag var på 6.47 timer og vi har kørt med lift 139 gange. Alt andet lige, så har det givet os en rutine som vi ikke havde før, og vi har begge lagt alen til vores evner på ski.. Vi havde 9 hele dage på ski, fremfor det normale som er 6, det har prismæssigt ikke været den store forskel, men for os har det haft en stor indflydelse på vores tilgang til at stå på ski, og hvordan vi ellers har aggeret dernede. Vi har ikke på noget tidspunkt været stresset i forhold til at skulle køre en masse kilometer hver dag, at have 9 dage betød, at vi kunne tage hele eller halve dage ud, uden at vi følte vi missede noget. Det er helt sikkert måden vi vil gøre det på fremover.

Køretur eller fly, bus er ikke et valg… Bilen har givet os friheden til at pakke hvad som helst vi havde brug for, uden at skelne til vægt eller fylde. Vi har vel brugt i omegnen af 1500.- på brændstof som er under det halve af hvad en flybillet koster… Køretiden er ikke himmelråbende, 13 timer ud, og godt 11 timer hjem. Med fly kan gøres det sikkert på den halve tid, når man tager bustransport, checkin og køreturen fra lufthavnen med i Danmark. Bilen vil være mit valg fremover..

Fakta om Saalbach skiområdet: Der er godt 200km pister fordelt jævnt rundt om hele byen, det er rigeligt til de fleste. Der er siden 2004 brugt 1.5mia kroner på at udbygge skiområdet, så alt virker perfekt. Der er ansat næsten 500 mennesker alene til at drifte området, lifte og piste.  Saalbach er ikke billig at bo i, alt har fået et ekstra hak op af prismæssigt efter Østrig overgik til EURO’en. En god middag kan fåes for ca. 150.- og en cola/kaffe for omkring 20.- Skiudstyr er rasende dyrt, så køb det hjemmefra, ellers er priserne som i Danmark. Pisterne er ikke for begyndere selvom der er mange af dem, derfor er det altid en god ting at have sikkerhedsudstyret på plads. Jeg blev kørt i sænk to gange af en vildfaren skiløber, og væltede også et par gange på en isset piste, min hjelm hjalp i de situationer, og næste gang har jeg også rygskjold på…

Sig til hvis der er nogen der skal til Saalbach… Jeg har endnu 2 feriedage til gode :-) Saalbach er jeg slet ikke færdig med, og jeg glæder mig allerede til at komme retur til næste vinter..

Jeg slutter af med lidt stemning fra to tyske sange vi ikke kendte på forhånd, men som vi kan synge i søvne nu :-)


Hey wir wollen die Eisbaern sehen


Anton aus Tirol

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

8 Svar til “ Saalbach Hinterglemm 2009 ”

  1. skam jeg ikke blev filmet i Norge , så ville i godt blive flove

    og kom til at gå og slås med mindreværkskomplekser ,men bare ud og øv jer . hilsen herfra mor

  2. jeg tror det ender med at i bliver kendte inden for skisporten , det bliver spændende ,så vil jeg følge jer rundt .jeg er så misundelig, jeg nåede aldrig så langt sku passe alle mine børn .men hilsen herfra mor

  3. Hej det ser da hyggeligt ud og i står måske også bedre på ski end mor da jeg ikke lige kan se hende for mig på vej ned af bakken med ski på og i den fart. man kan godt gå hen og blive lidt misundelig på sådan en middag i kanten af sneen. God tur.

  4. Nu har jeg jo video af mor Hanne da hun kørte i Norge. Der gemmer sig en professionel “styrtløber” i hende.
    Godt jeg ikke er misundelig på Jeres tur dernede, tænker allerede på mine trætte ben og den lange køretur

  5. Hvor kan man da sidde og blive misundelig når man ser de smukke billeder…

    Tak for turen – og god tur hjem!

  6. hej far jeg glæder mig til at du kommer hjem

  7. [...] det er et skisted der er gået under huden på os og satte sit tydelige aftryk i vores bevidsthed sidste år. Vi er aldrig helt kommet hjem fra vores tur derned, et eller andet efterlod vi, et eller andet der [...]

  8. The finest sites and blogs and forums centered on literature and learning? efadgkddkfbd

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>