Get the Flash Player to see the slideshow.

Sundance Kid og Echoes..

En kold og blæsende mandag formiddag startede jeg min rejse mod nord. En isnende vind og støvdjævle fulgte mig langt ud over det øde landskab, og viste mig vej… Så langt mit øje rækkede var der ikke spor af andet liv, de hvide gribbe fra Hirsthals fulgte mig ridende højt på vinden – jeg var alene! Alene med mine tanker om endnu en grænsoverskridende oplevelse på kanten af den yderste del af vort land. I horisonten kunne jeg ane bjergkæden fra den jyske ås rejse sig. Truende den mødte mig, skyggefuld og ugæstfri, jeg sank en gang og fulgte sporet ind i det mørke grænseland, hvor kun hvileløse sjæle har sin gang.

Jeg havde en aftale med en sej og hårdfør hestehvisker som på bedste nybygger vis var trængt ind i dette ugæstfrie grænseland, og havde rejst sit hjem, hvor himlen åbnede sig og velsignede med sit lys. Jeg checkede en sidste gang tanken, og at jeg havde nok brændstof til en rejse ind i vildmarken og retur, trak skuldrene op og drejede fra ind af hulvejen mod denne udørken af forpint landskab. Min mobil telefon mistede stille og roligt signalet, jeg var udenfor dækning af menneskelige nødvendigheder, min kontakt med verden forsvandt og jeg var socialt isoleret.

Jeg nærmede mig lettet byskiltet til Uggerbyville, og vidste jeg var på rette vej. Byen var tom og spøgelsesagtig, faldefærdige rønner vidnede om et hårdt og nøjsomt liv, hvor kun de basale nødvendigheder kunne opretholdes. Et par steder anede jeg omridset af mennesker inde bag lukkede gardiner, jeg var ikke velkommen, en fremmed der kom forbi.. Jeg kørte videre og indledte den sidste del af min rejse gennem ødelandet, og godt det samme, min reserver kørte på det sidste, cantinaen var næsten tømt for vand og jeg havde spist resten af det tørrede kød, jeg følte mig temmelig nøgen uden min “peacemaker” fra Colt fabrikkerne..

Endelig fremme ved Langmarken som stedet hed, hvor jeg skulle have mit møde med det der måske ville blive min endelige skæbne…

Hestene venter på at vi får sadlet op
Kommer hun snart med de sadler…

Nå tilbage til virkeligheden, der er alligevel ikke meget Sundance Kid over mig eller mit mod, når det kommer til heste… En af mine veninder havde gennem lang tid truet mig med en tur på en af sine islandske heste, og da jeg ikke længere kunne undslå mig, måtte jeg jo takke ja og give mig i kast med udfordringen.  Jeg ankom til Uggerby lige over middag, og Lone ventede med kaffe og frisk bagte boller – herligt! Det hele var klappet og klart, jeg skulle nærmest bare følge trop… Der holdt en hestetrailer og ventede på os og de to heste, og vi fik hurtigt og let de to heste op på traileren. Jeg har ofte bandet over hestetrailere når jeg møder dem på landevejen, de kører så uendeligt langsomt, idag forstår jeg det lidt bedre, der skal ikke meget til før hestene får en meget urolig køretur.

Fremme ved Uggerby plantage tømte vi traileren, og Lone sadlede begge heste op, mens jeg stod og følte mig temmelig ubehjælpelig, men jeg havde ingen anelse om hvordan og hvorledes. Jeg har absolut ingen erfaring med at ride, eller hvordan en hest den skal vendes for den sags skyld, det  er blevet til et par ture i Fårup Sommerland, og en enkelt længere tur på islændere ved Dokkedal. De heste jeg red på dengang havde bestemt ikke samme energi som disse to, godt nok var det islændere, men jeg skulle bruge energi på at få dem i gang, det havde jeg lidt på fornemmelsen ikke var tilfældet med den jeg skulle ride på denne gang, her skulle jeg vist mere bruge energi på at holde ham tilbage.

Nå det lykkedes da at komme op på ryggen af ham uskadt...
Det ser jo legende let ud

Lone gik og smågrinede, jeg ved nu ikke hvor sjovt jeg synes det var, og slet ikke når hun grinede på den lumske måde… Jeg fik et par gode råd med på vejen, når jeg ville bremse hesten, så skulle jeg gøre som var det en trillebøre jeg kørte ned af en bakke med, altså læne mig tilbage og trække i tømmen (snoren der går fra den ene hånd til den anden gennem munden på hesten)… Det lød jo meget let, og jeg “kravlede” ombord på hesten som nu egenligt tog det meget roligt..

Stille og roligt det gik på en snedækket vej i plantagen, den værste “nervøshed” forsvandt, og jeg begyndte at få en fornemmelse af hvad det var for et dyr jeg havde mellem benene. Jeg kunne godt mærke han var ivrig efter at komme afsted og måske også lige finde ud af, hvor langt han kunne gå med mig på ryggen. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at han ville prøve mig af, drille lidt og hvis alt gik op i en højere enhed, smide mig af med stor fornøjelse..

Skøn natur var rammen om det hele
I skridt det går

Et par gange slog han over i “tölt”, ikke på grund af noget jeg gjorde, nok mest fordi jeg ikke gjorde noget, men det var nu meget behageligt. De to heste havde en intern konkurrence kørende, ingen af dem ville gå bagerst, og holdt jeg ikke igen i min, så havde han givet den gas med det samme… Efter et stykke tid fandt jeg ro og lidt fortrolighed i at sidde på hesten, og Lone påstod sågar jeg var et naturtalent, og den slags går jo ikke uhørt forbi min hjerne… Straks følte jeg mig uovervindelig og sej, så jeg begyndte at nyde omgivelserne og den natur vi befandt os i… Det gik over igen senere…. Jeg fandt mig selv siddende og storsmile på ryggen af den her hest, og nærmest lykkelig, jeg følte mig helt høj! Det var ren terapi og en helt fantastisk måde at nyde stilheden og roen derude i skoven, sneen dalede tæt og stille ned omkring os, hestene fortsatte ufortrødent og virkede også til at sætte pris på turen..


Rytmen og omgivelserne var ren terapi og guldkorn for sjælen

Jeg ved ikke hvor længe vi red på den måde, men der blev ikke sagt mange ord, og jeg tror egentlig Lone havde samme fornemmelse som jeg, der var ikke brug for ord…

Farlig flod skal krydses, eller var det bare en lille rende...
Hesten tøver lidt med at gå over vandet

Lone havde en plan, vi skulle helt ud til havet, og ride langs stranden, jeg fulgte bare trop og havde ingen idé om hvilken retning vi red i. Vi forsøgte først at krydse et vådområde med is, men isen kunne ikke bære os, hestene var temmelig usikre på fødderne, så vi red vi videre langs klitterne til et andet sted, hvor vi kunne komme ned. Nede på stranden kunne jeg godt mærke, at hestene ikke var vant til at skulle holde sig i ro lige der på den strand…. Jeg måtte mange holde hårdt tilbage, så min ikke skiftede fra tölt til galop, han var klar, jeg var bestemt ikke!

Afsted i tölt
En eller anden gang art i sneen

Når jeg kiggede mod syd kunne jeg se Hirtshals, og mod nord lå Skagen godt gemt i snevejret.. Lone forsøgte prøvende flere gange om ikke det var tid, om ikke jeg var klar osv… Jeg følte mig nu ikke specielt klar til noget som helst, men gav efter, og i samme sekund satte hesten i galop! Jeg havde ikke en skid styr på noget som helst, holdte fast med alt jeg havde, og forsøgte at finde rytmen i hans løb, men stigbøjlerne sad for lavt, så jeg havde svært ved at holde igen, eller rejse mig i sadlen, så jeg var lidt prisgivet hesten og forsøgte ikke at tænke så meget over, hvordan jeg lettest slap af med livet i behold..

Vildhest!
Vildhest som havde helt styr på passageren

Efter mindst 180km på den måde og med 110kmt, eller sådan føltes det, forsøgte jeg at få hesten til at bremse op med alt hvad Lone havde lært mig, han var nærmest ligeglad, og hver gang jeg brugte min styrke til at bremse ham, så gav han los igen med det samme jeg løsnede lidt igen. Til sidst måtte jeg bruge nødbremsen som Lone kalder den, jeg forsøgte at dreje hovedet på ham, og det lykkedes til hestens store irritation af få ham helt ned i fart igen. Han dampede endnu mere end jeg gjorde, men han bar også rundt på både mig og sig selv. Jeg var lettet over stadig at være i live, og red samtidigt videre på det kick de sidste minutter havde givet mig, det var alligevel lidt fedt, og måske man kan lære at føle sig tryg ved selv den fart…

Sjovt nok ville de gerne i havet
Fodbad

Vi red videre og drejede fra stranden og ind over klitterne. Jeg fandt ud af, at de skilte der stod undervejs, viste hvor alle de andre red, så vi red altid en anden vej, underligt synes jeg, for ude i trafikken skal man følge skiltningen, og fodgængerne fulgte også de skilte der viste gangstier, men vi undgik altid stierne som var beregnet til heste…


Midt mellem klit og hav

Vi red af en sti gennem klitterne, det var temmelig kuperet på sine steder, men hestene virkede ikke som om de bemærkede det, og jeg var ganske imponeret over den måde de kunne bestige en bakke på, med rytter på ryggen.. Men de havde nu ikke længere samme energi som da vi startede, så det gik i skridtgang hele vejen ind gennem plantagen igen. Hestene var våde af sved og jeg kunne mærke mine lår værke, så det gjorde ikke så meget at vi red tilbage mod traileren… Pludselig stoppede min hest og ville ikke videre, vi stod der midt på en parkeringsplads som jeg ikke kendte, men det gjorde hesten så åbenbart. Lone fortalte mig, at de normalt stoppede her, og trak hestene den sidste vej hen til traileren, så helt dumme er hestene ikke.. Heste er som kvinder har jeg fundet ud af… De skal styres og holdes hårdt, så de ved hvilken vej de skal gå, og hvem der bestemmer. Et øjebliks uopmærksomhed, og de forsøger straks at stikke af..

Skønt at mærke køligheden og få tørret sveden af
Har den mon slidt sig til døde…

Jeg forsøgte at hjælpe Lone med sadlerne, men var vist mest i vejen… Jeg stod og snakkede lidt med “min” hest samtidigt, og jeg tror næsten vi blev gode venner, han virkede ihvertfald til at kunne li når jeg kløede ham under manken, hvor han svedte allermest.  Jeg troede heste skulle vaskes og strigles efter sådan en tur, men islændere skal åbenbart bare have lov til at rulle sig i sneen og gnave lidt af vegetationen.. Jeg havde en fantastisk dejlig følelse og havde i den grad nydt turen på hest… Den slags sætter jo selvfølgelig tankerne i gang, og bekræftede mig bare i, at jeg på mine ældre år vil læne mig tilbage, købe mig et lille landsted med et par heste, nyde min kontanthjælp og lade andre tage slæbet.. Det er helt sikkert en mere sund måde at leve på, end den hverdag jeg har nu… Jeg vil ha en hest!!

Udover det, så har det været en hård uge, jeg har brugt nogle dage i København  med forskellige møder, og det er altid trættende når det hele er så omskifteligt. Mit skrivebord står jo stadig i Aalborg, og tager ikke hensyn til mit fravær, så der er altid en masse der skal klares når jeg kommer retur.. Mine poder har haft vinterferie i denne uge, men de er begge mærket af en februar i sygdommens tegn, Frederik har nærmest ikke været i skole i februar, og Josefine hænger også lidt med ørene.. Et par dage hos mine forældre er det dog blevet til, og den anden dag ringede Frederik glædestrålende og fortalte, at de skulle have hund… Fedt for ungerne, men jeg er ikke helt sikker på deres mor ved hvor meget arbejde der er med en hund, jeg glæder mig til at se hvordan det går, og har selvfølgelig meldt mig som plejefar hvis det skulle blive nødvendigt undervejs…

Torsdag sad jeg og læste Nordjyske Stiftidende online, og faldt over en reklame for en koncert i Aalborg Kongres og Kulturcenter, jeg havde helt glemt at “The Pink Floyd Project” skulle spille – fedt fedt fedt!! Når det nu ikke er muligt at se “the real thing” herhjemme så ofte, så er det der kommer tættest på nemlig Pink Floyd Projekt. Det er sjældent at musik i den grad giver mig gåsehud og kuldegysninger, men de gør. Peter og de ander kopier kan også gøre det, men ikke helt på samme måde..

The Pink Floyd Project i Aalborghallen
Pink Floyd Project

Jeg har aldrig hørt dem i en fuld opsætning, hvor både lyd og billede er optimeret, oftest er det ved friluftkoncerter jeg har set dem, eller på Skråen, hvor der ikke er plads til det store 10-mands orkester. Jeg skyndte mig at købe billet til koncerten, og glæder mig som et lille barn til at se dem igen.. Denne koncert er bygget op omkring “Echoes” et 23 minutter langt nummer fra Meddle albummet, som er det album, hvor bandet fandt den lyd og det setup der siden har været kendetegnet deres musik. Jeg kan kun opfordre til, at man tager sig tid og råd til den oplevelse, også selv om man normalt ikke hører Pink Floyd..

Det er blevet vinter i Sdr. Tranders… Sneet har det hele dagen, og der er glat herude.. Fuglene er tydeligvis også ved at være mætte af al den sne og kulde, de flokkes om mit foderbrædt og tager kærkomment imod den frugt og de solsikkefrø jeg smider til dem..

Fasankokken er sulten
En sulten fasan

Jeg har gennem hele vinteren haft besøg af fasaner, og kan efterhånden kende dem fra hinanden… Den første og den største kom allerede i efteråret, og er helt tryg ved min tilstedeværelse inde i huset, han løfter end ikke næbet når jeg sidder inde på den anden side af døren. Siden er der kommet to mere til, en anden han lidt mindre end den første, er også forholdsvis tam, men ikke helt på samme måde, han kommer typisk ved solopgang og når solen igen forsvinder til aften.. Den sidste fasan kom til for kort tid siden, han er mindre end de andre og meget mere sky, en lille bevægelse og han løber i skjul under hækken.. Sjovt der er sådan en forskel på samme art..

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

2 Svar til “ Sundance Kid og Echoes.. ”

  1. Dejligt!!
    Dig er der da noget ved at give en ridetur….

  2. Håber der er islandske heste “på den anden side”, Jens og masser af laks, motorcykler og smukke kvinder

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>