Get the Flash Player to see the slideshow.

Mens jeg venter…

Det er en underlig tid lige nu, alt foregår som i et tomrum mellem vinter og forår, og mens jeg venter på foråret, glemmer jeg helt alt det der sker omkring mig. Det er ikke mere end en uge siden vi havde sne over det meste af landet, og i dag blev jeg forstyrret af en nærmest ukendt lyd, det var fuglene der sang i haven. Underligt at komme hjem fra arbejde og det stadig er lyst, så jeg kan se det tydelige vidnesbyrd på, at det  ikke er mine vinduer jeg har brugt energien på i vinter..

Jeg tager mig selv i at dagdrømme, et sug i maven ved tanken om at kunne gå ude i et vejrlig uden blæst, regn og kulde. Den første varme sol i april, hvor jeg kan sidde på min bænk med en kop kaffe, lidt røg og en bog. En lang køretur til Vesterhavet med kogekaffe, tæppe og et bål i solnedgangen…  April holder stadig fast i vinteren. og er gråtonet, det er koldt morgen og aften, men i løbet af dagen kan jeg være heldig at fange lidt varme. Maj er en overflod af farver, liv og fornyelse, alt mødes med stor optimisme og tro på at alt lykkes. Midt i alt det ligger marts, hvad skal jeg lige bruge den til?? Den er lang og hænger fast i februar som i den grad er en trist måned, intet gror og intet trives, jeg er rastløs i marts og vil gerne fremskynde alt det gode der kommer senere i foråret. Hvad skal jeg med en måned, hvor alt bare står stille, jeg er for rastløs til fordybelse og for magelig til havearbejde..

Er det muligt, at være til stede i nuet, når det er en tid på året, hvor jeg hellere vil være et andet sted.. Jeg oplever en fragmentering af ro, og dernæst rastløshed, energi og optimisme, dernæst sløvsind og dovenskab… Tror ikke marts er sund for hverken krop eller sjæl..

Vintergækker i kulden
Lyspunkter i februar

Det er den sidste dag i februar, jeg kan faktisk ikke huske ret meget fra denne måned, jeg er bare gledet stille igennem den uden anmærkninger. Dagen er tiltaget nogle timer, og giver lyst til opbrud, noget er på vej, min krop fortæller mig det med øget energi, så jeg både løber og træner i montionscentret. Mit intellekt fornemmer også et skifte, tankerne vandrer hele tiden mod det som kommer, varmen, lyset og den spirrende vækst, det fylder mig også med energi, men vejret er endnu ikke til at udfolde tankerne eller mit fysiske overskud…Jeg burde være blevet i Saalbach, og drevet mit skiløb endnu længere…

Tændt på sindsrobønnen
Tændt på sindsrobønnen

Noget nyt sker der i marts, noget jeg har glædet mig til i snart et år, og et sted jeg har parkeret min forventningens glæde.. Min arbejdsgiver har tilbudt mig et kursusforløb, hvorfor kan man jo have sine ideer om, men jeg har valgt at takke ja og gå ind i det med åben pande… Personlig Power – Styrk din karriere – bliv mere synlig og få større gennemslagskraft. Overskriften fanger mig ikke en helt masse, men efter nogle samtaler med de ansvarlige for kurset, har jeg kunne finde en begejstring frem som er nødvendig. Jeg har fået mine første lektier for, allerede inden kurset er gået igang. Jeg skal forberede en præsentation af mig selv, som tager sit udgangspunkt i en “ting” jeg medbringer som har stor betydning for mig, og fortæller noget om hvem jeg er.. Den har jeg gået og tygget lidt på, hvad beskriver mig bedst… Er det mit kamera med hvilket jeg forsøger at fange stemninger i nuet, er det min fluestang, med hvilken jeg tanker overskud og oplevelser i naturen. Er det min zippo lighter med den indgraverede “Sindsro” bøn som har fulgt mig i tykt og tyndt, op og nedture. Den fortæller, at jeg er skide ligeglad med politisk korrekthed og de gældende “normer” for korrekt opførsel i samfundet, jeg er ryger og har troen med mig. Den oplagte er et billede af mine børn, de er jo omdrejningspunktet og min fastholdelse i livet,  men den tager andre sig sikkert af, jeg grubler videre…

Nybyggeri
Solfangeren spejder efter solen

Sjovt som et kamera kan forvandle et almindeligt besøg hos mine forældre, til en levende historie for eftertiden.. Mine små ture giver mig altid stor glæde efterfølgende, der er altid et billede at tage, en historie at fortælle.

Maskinhus
Maskinhus mangler næsten kun maskiner

Min lillebror med følge af kone og to børn, besøgte mine forældre, og det var jo en kærkommen lejlighed til at få noget godt at spise og hilse på, så vi pakkede bilen over middag og drog nord på. Deres nybyggeri begynder at ligne en kommende bolig med standsmæssige udhuse, så det var lidt spændende at se hvor langt de nu er kommet, især når de forventer at flytte ind om 14 dage..

Køkkenet i det nye hus
Det nye køkken tager form

Jeg kan godt forstå de glæder sig til at flytte ind, endelig at få fornøjelsen af alle de valg der har taget gennem det sidste år. Det gamle hus de bor i nu, er både koldt og fugtigt, der er intet lys, og ganske lavt til loftet. Det kan man ikke sige om det nye, hvor der er plads til store armbevægelser. Jeg tror heller ikke de kommer til at gå hinanden på nerverne, der er plads nok til at de kan opholde sig i hver sin ende uden at se hinanden i dagevis…

Vi brugte et par timer på kaffe og fremvisning, derefter kørte jeg og Josefine mod Voerså og mine forældres gamle gård i håb om at de nye ejere var hjemme, så vi kunne få at se hvor meget de havde fået lavet om i stuehuset.. De var nu ikke hjemme, kun en mindre hund der stod på den anden side af fordøren og skældte ud, og en kat på den anden side af døren som manglede et øre… Vi kørte videre mod havet af en grusvej, og kom forbi en hjortefarm med en masse kronhjorte der lå og slappede af på den kolde jord.

Kronhjort på marken
Vi feder den, mens vi venter på græs..

Vi endte på havnen ved Asaa i en bidende kold og hård østenvind, som slog vand af øjnene og varmen af fingrene. Havnen er fuldstændig blottet for liv på denne tid af året, ikke en båd lå der, ikke en bil stod parkeret, det virkede lidt trøstesløst og affolket, men om to måneder, så er der et leben af den anden verden, dejligt at tænke på..

Bolværk søger beskyttelse i stenene
Bolværket gemmer sig i stenene for den hårde sø

Josefine flagrede selvfølgelig rundt ude på stranden i stormen, jeg gemte mig bag stensætningen, stak kun undtagelsesvis næsen op for at checke hun ikke drev mod Sverige.. Motiver er der nok af sådan et sted, de fortæller alle deres egen lille historie.. Bolværket som engang havde været sidste skanse mod havet, står nu nærmest inde i havnen, gad vidst hvem der har sat det op i sin tid…

Resten af et garn i stenene
Resterne af et monifilgarn som aldrig går til

Fodspor i sandet
Fodspor i sandet

Meget symbolsk på de små oplevelser, så findes de i nuet, det er bare at søge dem. De fodspor vi satte i sandet er nu væk, bølgerne har fjernet ethvert spor af vort besøg, det har ikke gjort nogen forskel at vi var forbi, kun i vore minder, og vore minder er vigtige.

Golfen tager sig godt ud
En reklamefotograf værdig…

På vejen tilbage fra havet, kom jeg til at se min bil som den stod der på havnen og forsøgte at gøre sig lidt lækker.. Jeg hoppede på den og skyndte mig at tage et billede som er en reklamefotograf værdig. Ingen kan se, at bilen er beskidt, tilrøget og totalt rodet.  Det er lige før, det er en skam den ikke står for at skulle sælges, jeg ville være gået på den, billeder er hvad de gøres til, og kan være illusioner…

Bare fordi jeg havde husket mit kamera i dag, og tog nogle få billeder undervejs, så blev det i hvertfald for mig en minderig dag som jeg kan huske langt tid efter den egentlig burde være glemt, den var jo ikke noget særligt, men så alligevel havde den sine øjeblikke, sine små historier at fortælle…

Hurra for nuet, det findes også i februar og marts :-)

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>