Get the Flash Player to see the slideshow.

Et par flade..

Så kom foråret ned på jorden igen, det var en weekend af de kolde, lidt slud var der sågar også blandet ind i det… Heldigvis havde jeg garderet mig, og til børnenes store fornøjelse, og også lidt til min egen, har jeg fået fat i en Nintendo Wii. En Wii er ikke blot endnu en spilkonsol, den adskiller sig væsentlig fra andre på det marked, idet den er bevægelsesstyret. Det vil sige, at du bruger hele kroppen til at spille med i stedet for at sidde med dumt joystick mellem hænderne og trykker på nogle knapper..

Nintendo Wii - legetøj for alle aldre
Nintendo Wii – Legetøj for alle aldre

Der har været advarsler fremme i pressen omkring denne maskine, alt for mange har fået “sportsskader” under leg, og en kiropraktor udtaler, at 7 ud af 10 skader i øjeblikket stammer fra den maskine.. Der følger et sportsspil med som dækker tennis, boksning, golf, bownling og baseball, alt rigeligt til vort behov, og jeg får i den grad stryg af mine børn. Josefine er en lille hoverende bisse, og Frederik er tilbagelænet storhedsvanvid,  jeg forsøger at true mig frem til en sejr ved hårdnakket at påstå, at de skal vise deres far respekt! Det er de nu ret ligeglade med,og jeg overlever såmænd nok..

Der fås jo selvfølgelig et hav spil til dimsen, alt fra fitness til vandscooter… Det gik der rigtig meget af vores tid med i weekenden, og sikkert også de kommende weekends, det er en genial maskine, og vi har ikke fået skader, det mener jeg helt sikkert vidner om den gode form vi er i her i huset……….

Lørdagen blev brugt hos mine forældre, Frederik har tigget sig frem til en fisketur, jeg har længe undslået mig pga. kulden, men nu så det jo ud som om foråret holdt sit indtog… Det var der nu ikke meget der tydede på, da vi havde indtaget frokost hos mine forældre, og herefter satte snuden mod Asaa havn. Jeg har gennem tiderne fanget rigtig mange havørreder i lystbåde bassinet, så måske de kunne lokkes til fluen eller et blink.. Jeg havde taget min flydering med, og Frederik kun gå langs stensætningen og kaste ud i havnen. Josefine ville også med selv om hun tidligere har proklameret, at fiskeri er kedeligere end fodbold på Aalborg Stadion som i den grad er kedeligt..

Frederik og Josefine ved Asaa havn
På fisketur

Ingen fisketur uden waders, og Frederik skulle jo selvfølgelig også have sine på… Det betød så at han i et uovervåget øjeblik balancerede på kanten ud mod sejlrenden, jeg fik vinket ham ind på land igen fra afstand, og han undgik en temmelig kold vandgang… Jeg har ikke svært ved at genkende den adfærd han udviser, jeg var også temmelig dristig i den alder, min mor ville nok sige tankeløs, men jeg har da overlevet indtil nu..

Josefine gik frejdigt rundt og rodede i sandet efter alt hvad der nu kunne findes der.. Jeg har garagen fuld af alle de skaller og indtørede krabbeskeletter hun har fundet gennem tiden når vi har været ved stranden.. Prikken over i’et var den døde hundestejle hun fandt, der straks kom til at adlyde navnet “Anton”. At Anton så mistede hovedet lidt senere fordi han lugtede grimt, er en helt anden historie.. Et par timer på den måde uden hug til hverken Frederik eller jeg, var nok til at dræne lysten til yderligere kolde tæer og løbende næser, vi tog hjem til den aftensmad vi havde reddet os hos mine forældre..

Galleri i Blokhus
Set gennem vinduet i et Blokhus galleri

Galleriet set udefra..
Galleriet set udefra

Søndag blev brugt i godt selskab på en længere tur op gennem nordjylland uden et egentlig mål. Et kort stop i Blokhus ved et galleri, hvor der måske var et eller andet der kunne bruges på min væg. Det var der nu ikke, men turen var nu ikke forgæves af den grund. På stranden havde fiskerne trukket en kutter i land med lasten fuld af frisk fisk. 10.- for en rødspætte som til fulde kan dække en stegepande, er ikke nogen herregård. Inde i Aalborg ville jeg have skulle betale mange gange mere, men benzinen er jo også dyr i øjeblikket…

Et par af de flade på lit de parade
Et par flade i anseelig størrelse til en flad tyver

Ind til den lokale købmand efter aspargeskartofler, smør og persille – aftensmaden var på plads.  

Dovne måger i brændingen
Dovne måger sidder og venter på maden skylles op…

Som altid snyder vejret på denne tid af året, på trods af sol, så var vinden bidende kold, og det blev kun til en kort tur inden snuden igen pegede mod land og ly for vinden. 

Måger på vej langs kysten
Indtil jeg fik dem på vingerne!

Sådan en dag nydes bedst fra bilen med varme i sæderne, så vi kørte videre mod Lønstrup som har alt det i charme som Løkken og Blokhus slet ikke har. På vejen dertil blev det til en kortere omvej, Rubjerg Knude lå i vejen og er selvfølgelig altid et besøg værd.

Det gamle fyrtårn
Det gamle fyrtårn

Det er mig altid til stor undren, hvorfor sådan en sanddynge har valgt at placere sig lige netop der, den stikker op midt i det hele uden grund. Fyret blev bygget i 1900, og allerede lukket igen i 1968, da det stille og roligt forsvandt i sandmilen. Jeg kan huske at der har været yderligere en bygning, men den er sikkert revet ned inden den forsvandt under sandmasserne. 

Sandmilen ved Rubjerg knude
Sandmilen

En kop kaffe med tilhørende kage og is i Lønstrup, så kan man vist ikke forlange ret meget mere af en søndag, det skulle da lige være rødspætterne som vred sig i smøret mens de forsøgte at kravle ud af paneringen, det er en herre spise og de smagte herre godt!

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

2 Svar til “ Et par flade.. ”

  1. Altid en fornøjelse at læse din blok… sjov maskine – lækre fisk og dejlig søndag…. hva mere kan man ønske sig af en weekend. Knus.

  2. Jeg synes at der mangler lidt info om kunst på din side. Med andre ord lidt spræl ønskes imellem alt det ammestuesnak og råd om dårlig mave. One love Sille

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>