Get the Flash Player to see the slideshow.

Dybbøl mølle er langt væk hjemmefra…

Den sidste uge har bedst betegnet været en uge for beduiner, jeg er nået langt omkring og har været  rigtig langt væk hjemmefra… Tror faktisk ikke jeg kan komme ret meget længere væk fra Nordjylland og Aalborg, end til Nordborg på Als, langt nede i Sønderjylland. Sønderjylland har jeg ikke besøgt siden jeg var med skolen dernede for mange år siden, kan ikke huske om det var i 7′de eller 8′de klasse, men jeg kan huske vi boede på vandrehjem et sted i Sønderjylland, og jeg kan også huske både Sønderborg og Dybbøl Mølle. Når jeg siden har været i Sønderjylland, så har det kun været på motorvejen i forbindelse med et ærinde længere sydpå, Sønderjylland har som Fyn kun været et hop på vejen.

Onsdag morgen kl. “meget tidligt” startede jeg bilen for at køre til Nordborg, Krak.dk viste en tur på 4.18 timer, men det tog mig nu kun godt 3 timer. Min første tanke da jeg drejede fra motorvejen og kørte ind mod Sønderborg var, hvor meget grønnere det hele var. Utroligt at få hundrede kilometer kan betyde så meget for faunaen, men rapsen var sprunget ud på markerne, træerne stod alle grønne med nye friske blade og det hele akkompagneret af den bakkede idyl som markerne er bygget på.

Mit ærinde på Als var i forbindelse med den uddannelse jeg er begyndt på. Mellem hvert af de 5 moduler, skal vi mødes i en netværksgruppe som blev stiftet efter det første modul. I netværksgruppen er det meningen, at vi skal arbejde videre med de temaer der blev behandlet i seneste modul. En af personerne i min netværksgruppe er ansat i Danfoss, og hun havde indvilget i at stå for det første møde i “Obelix” som vi kalder os (opkaldt efter stedet for vort første modul på Bautahøj = bautasten). Vi er 6 personer i gruppen, og skal på skift stå for netværksmøderne, og jeg står for det næste i Aalborg.

Vindeltrappe i Danfos
Vindeltrappe på Danfos, helt i top af “førerbunkeren”

Jeg ankom til Nordborg til kl. 10 og søgte efter et skilt med Danfoss navnet på… Dem var der så mange af viste det sig, det ser ud til hele byen er byen omkring den virksomhed, alt har noget med Danfoss at gøre. Jeg fandt adminstrationen og blev henvist til en sofa, hvor jeg fandt resten af gruppen, det var helt skønt at se dem igen.

Da vi alle var samlede blev vi guidet ind i en biograf ved siden af receptionen, og så derefter en informationsfilm om virksomheden. Det er et ganske imponerende byggeri som huser administrationen, ingen tvivl om det er et billede på den succes Danfoss er. Det hele startede på en gård i 1961, og i dag er der mange tusind ansatte, både i Danmark og resten af verden.

Resten af formiddagen og eftermiddagen foregik i et mødelokale, hvor vi forsøgte at finde tilbage til de ting vi havde lært på første modul omkring coaching teknikker og assertiv kommunikation. Hver især berettede vi om de oplevelser vi havde haft i den forgangne periode med de værktøjer vi havde fået. Og det var meget forskelligt hvad vi havde fået ud af kurset, men det var nok ikke så meget udtryk for kursets kvalitet, som det var et udtryk for hvordan vi modtog den viden og de værktøjer vi fik præsenteret. Kurset er meget indadvendt og det kræver, at man har mod og lyst til at udfordre sin egen personlighed, det har ikke alle lyst til, og resultatet var ret tydeligt. Vi svingede fra at synes det havde givet stort udbytte, til at det slet ikke havde haft nogen betydning overhovedet….

Det blev sen eftermiddag inden vi kom derfra, og vi kørte i samlet flok tilbage mod Sønderborg og det hotel vi havde booket. Et hurtigt skift af tøj, og vi fortsatte ned på til Sønderborg slot og de mange små cafeer der findes i området. Vejret var perfekt til at lege turister, og vi sad der en times tid, inden vi fortsatte mod den restaurant hvor vi havde bestilt bord. 

Hele den sociale del af netværksgruppen er vigtig, det er nødvendigt, at vi opbygger et godt og personligt kendskab til hinanden, da det meste af de temaer vi arbejder kræver en stor grad af tillid til de mennesker der findes i gruppen. Resten af aftenen gik med at snakke, og vi fortsatte videre til et værtshus i den indre by, hvor vi sad nogle timer og snakkede om løst og fast i forhold til uddannelsen, jeg fandt det meget berigende, og det blev sent inden jeg ramte sengen på hotellet.

Næste morgen stod jeg tidligt op, jeg havde en plan i forhold til dagen og turen hjem. Kruså var ikke så langt derfra, og det er bestemt mange år siden jeg har prøvet grænsehandel, så jeg måtte jo selvfølgelig den vej hjem. Udover det ville jeg benytte muligheden for at se fæstningsværkerne omkring Dybbøl mølle og ikke mindst møllen selv.

Dybbøl Mølle
Dybbøl mølle

Jeg havde selvfølgelig mit kamera med, på en eller anden måde, så forpligter mit kamera altid til at søge lidt rundt om det jeg vil fotografere – fordybelse, så min oplevelse er altid større når jeg har det med. Møllen havde nu ikke den store lyst til at fremstå idyllisk, den var under renovation, og havde været det siden 2003… Jeg søgte lidt rundt i omgivelserne, og fandt resterne af fæstningsværkerne som tyskerne bombede til grus tilbage i tiden.

Kanoner på fæstningen
Kanoner på fæstningen

Ret imponerende historie der fortælles i ruinerne og omgivelserne. De danske soldater var i den grad underlegne både i forhold til bemanding, men også i bevæbning. Alligevel lykkedes det i en lang periode, at holde fjenden fra Sønderborg.. Siden jeg var der sidst, er der blevet opført et museum som på bedste vis skildrer det historiske, politiske og menneskelige i slaget. Der er 3 biografer som hver fortæller historien fra forskellig synsvinkel om kampene.

Fætsningsværket på museet ved Dybbøl mølle
Rekonstruktion af fæstningerne

Det blev til et par spændende timer i selskab med slaget ved Dybbøl, inden jeg kørte videre til Kruså og Padborg for at handle.  Jeg fandt en af grænsebutikkerne, men havde lidt svært ved at finde de gode tilbud. Dåsesodavand og øl var billige, faktisk var øllene billigere end sodavandene, det fortæller jo lidt om danskernes alkoholvaner, og dunken på de mænd der handlede stort ind, viste også de kunne tage fra. Jeg vendte bilen og kørte mod Aalborg igen, jeg havde et lille svinkeærinde i Århus, hvor Ikea helt sikkert havde nogle af alle de ting jeg skulle bruge til Josefines fødselsdagsgave. Jeg ville give hende samme gave som Frederik fik sidste år, et ny renoveret værelse fra top til tå, med alt fra nye møbler til ny farve på væggene, men mere om det i næste indlæg..

Jeg nåede hjem til aften, og nåede lige at skifte tøj inden jeg fortsatte til teater med Josefines klasse. De har længe øvet på et stykke som vi forældre skulle beriges med. På stedet virkede min sofa dog lidt mere tiltrækkende, men jeg fik mig mandet op til den gode og sjove oplevelse det var.

Josefine på scenen
I fuld krigsmaling

Hjemme igen et par timer senere, gik jeg i gang med at tømme kufferten, og gøre den klar til næste dags tur til Munkebjerg i Vejle, hvor jeg skulle deltage i koncernens “tænk nyt” temadag, med efterfølgende fest. Tidligt op og afsted igen fredag morgen, vi skulle mødes allerede kl. 9:30 foran hotellet. Et sted mellem 350 og 400 ansatte fra koncernens udviklingsafdeling var mødt op. 

Magnolie træ i Munkebjerg
Magnolie træ

Munkebjerg ligger idylisk omgivet af bøgeskov i bakkerne ved Vejle Fjord, Magnolie træet var sprunget ud, sådan et vil jeg ha til min have! Ualmindeligt smukke blomster, nærmest lidt storladne i deres udtryk, desværre blomstrer træet ikke så længe, og er resten af tiden forholdsvis kedelig at se på..

Dagen startede med en to timers tale af vores direktør, ganske spændende at høre en insiders version af finanskrisen, og hvordan udsigterne ser ud fremadrettet. Resten af dagen indtil aften foregik udenfor med en masse fysiske og praktiske gruppeøvelser arrangeret af et eller andet event firma, hvis ansatte lignede tidligere jægersoldater, ganske morsomt og lærerigt. 

blomst fra magnolie træet
Blomst fra magnolie træet

Vi sluttede eftermiddagen med en tur på casino på firmaets regning, vores symbolske præmier fra dagens øvelser blev spillet op på rouletten. Herefter indcheckning på hotellet og et hurtigt skift af tøj, inden gallamiddagen løb af stabelen. Reimar Bo var aftenens vært og stod for underholdningen på scenen undervejs. Vi blev forsøgt placeret ved bordene, så vi ikke kendte nogle af dem vi kom til at sidde med, det var en god måde at nå lidt rundt i koncernen og møde andre mennesker fra andre afdelinger.

Lørdag startede som fredagen sluttede – hektisk. Hjemme igen og et nyt sceneskift, jeg skulle til børnefødselsdag, nye mennesker og endnu en dag med nye indtryk. Lørdag aften hjemme igen, skyndte jeg mig at låse alle døre og gemme mig i min hule, træt og slidt efter en lang uge..

Blommetræet i blomst
Blommetræet i blomst

Skønt at være hjemme igen under eget tag, og med egne vaner… Kaffen på min måde, mine små rutiner og morgen hyggen i stilhed.. En tur rundt i haven viste mig, at foråret også for alvor er nået til Sdr. Tranders.  Blommetræet stod dækket med små hvide blomster, det lover godt for årets høst af blommer..

Søndagen blev brugt på at slappe af, jeg havde en ny uge forude med mindst lige så mange udfordringer, men mere om det senere.

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>