Get the Flash Player to see the slideshow.

Øh sommer og kopimaskinen…

Hvert år i juli måned finder en koncertrække sted i Kildeparken, midt i Aalborg. Det er forholdsvist nyt initiativ, hvor alle kan komme gratis ind og se forskellige mindre bands spille på scenen der normalt anvendes til karneval. Jeg har efterhånden fundet en tradition i tage dertil hver tirsdag aften når der spilles, og højdepunktet hvert år er uden sammenligning – “Peter & De Andre Kopier“, eller Gasolin kopimaskinen som de selv kalder sig. Det er et helt fantastisk band, der som jeg har en stor kærlighed til Danmarks største band gennem tiderne, nemlig Gasolin. Peter som er forsanger og primus motor i bandet, er af samme alder som jeg,  og kan også huske den dag i 1978, hvor han fik beskeden om Gasolins opløsning. Vi var begge 12 år gamle, og jeg havde et helt lidenskabeligt forhold til bandet, hvor andre mere var til ABBA, Shubidua og den slags tøsepop, som jeg ikke havde den store respekt for.

Den dag vil jeg huske til min død er jeg sikker på, det var den 21. august 1978, jeg var på grillbaren i Storvorde med min fætter Morten. I en årrække var jeg hver sommer på ferie hos ham i det nordjyske. Jeg boede selv i Thy på det tidspunkt, og i anledning af sommerferien, havde jeg alene fået lov til at besøge den lokale tøjforretning i Hurup, Baun hed forretningen dengang, og det gør den vidst også i dag. Jeg havde fundet et Gasolin billede som jeg kunne få trykt på en rød T-shirt jeg havde valgt til formålet. Det kostede en formue, men var alle penge værd, jeg var stolt som en pave og følte mig vild sej i den røde T-shirt.

Den samme røde T-shirt havde jeg på den dag på grillbaren, og det udløste en kommentar fra en af de andre på stedet “Gasolin! De er lige gået i opløsning” Jeg var helt ødelagt og grædefærdig, men sådan er livet jo så uretfærdigt.. Nå men tilbage til Peter og Kopimaskinen, så spiller de hele Gasolins katalog af fantastiske sange med stor respekt for den oprindelige lyd. “Først tror du det er Gasolin, så tror du det er løgn!” er det blevet udtalt, og det er ikke helt ved siden af… Det er samme historie hver gang jeg hører dem spille, jeg får ståskind, pyllekød eller gåsehud som det også kaldes, og det vækker min indre trubadur, jeg er nødt til at skråle med, jeg er helt væk i fællessang og nostalgi. Langebro, Stakkels Jim og Kattemor, de er der alle sammen, og jeg bliver næsten rørt!

Peter & De Andre Kopier: 

 

Og den ægte vare:

 

I dag er jeg lidt hæs og nærmest lykkelig ovenpå oplevelsen, det var endnu en gang fantastisk. Jeg står der igen om 14 dage, da er det “The Pink Floyd Project” som spiller. Bandet er et koncept band bestående af 10 musikere der har et stort hjerte for Pink Floyd, som ikke har spillet i Danmark siden 1994. Jeg var der dengang i Parken, hvor de spillede, og det står stadig som den største koncert oplevelse jeg har haft.

Jeg hørte “The Pink Floyd Project” første gang på Skråen sidste år, og var helt solgt! Ikke nok med de spiller musik som jeg finder fantastisk, men de spiller den næsten bedre end Pink Floyd gør det. Sceneshowet er ligeledes fantastisk, jeg glæder mig vildt!

Nå men tilbage til den danske sommer hvis man kan kalde den sådan… Det er midt i en agurketid, og der sker ingenting, alt er gået i stå, mine børn render rundt i Frankrig og hygger sig, så jeg småkeder mig mellem alle regnbygerne.. Vejret er dog godt for noget… Havørredfiskeriet i åerne er godt i gang, og de fleste vandløb har kastet fangster af sig, så jeg har også benyttet mig af vejret.

Jeg havde lovet min gode ven Martin en fisketur, så han kunne se hvordan fluefiskeriet finder sted. Vi aftalte en tur i mandags, og Martin blev sendt hjem for at trække i tøj som passede til turen… På trods af advarslen om regnvejr og sån, så valgte han at møde op i et par vandresko, jeans og en trøje… Det tog ca. 1½ minut inden han var gennemblødt, og vi tog hjem igen…

En skidt generalprøve gør som regel en god premiere, så vi tog afsted igen om onsdagen. Vejret var perfekt til havørredfiskeri, let blæsende og med skiftende skydække..


Fiskeri er også megen hygge med ligesindede

Fremme ved Lindenborg Å som er i behagelig afstand fra min bopæl, parkerede vi sammen med de andre håbefulde fiskere. Min gamle fiskeven som jeg kun kender af navnet K.E var også mødt frem, jeg havde ikke set ham siden sidste år, så vi havde lige lidt vi skulle have indhentet…

Jeg fik rigget udstyret til, trukket i det vandtætte tøj, og gik med Martin op af marken langs skellet, forsøgte at forklare ham lidt om fiskeriet og forholdene, standpladser og vandstand.


Smukt er der…

 Louisendal er et dejlig stykke af åen med historisk mange fisk på bagen. Vi gik et par kilometer op af stykket og startede ved et stykke, hvor jeg tidligere har taget fisk.


Stor koncentration om det rigtige kast til standpladsen..

Normalt når jeg går og fisker ved en å, så fyldes jeg hurtigt af ro, og tømmes for tanker, men med Martin hoppende omkring som en anden pressefotograf er det så som så med roen, men hyggeligt alligevel. Vi fisker et godt et stykke uden nogen som helst reaktion mod fluen, men Martin når alligevel at skyde omkring 350 billeder på et par timer.

Det lykkedes mig at “rejse”  en fisk til fluen, det vil på dansk sige, at jeg fremprovokerer en reaktion ved en havørred som med en bølge viser sig i åen, dog uden at tage min flue, måske var fluen den forkerte, måske ville havørreden bare vise, at jeg havde overtrådt dens territorie, men fedt at se alligevel.. Vi havde en dejlig aften ved åen.

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>