Get the Flash Player to see the slideshow.

Highway to hell!

AC/DC

Hele Danmark blev fredag hold fast af et uvejr med både styrtregn, hagl og kastevinde. Vi var nogle få heldige som havde fornøjelsen af at kunne forlænge dette uvejr med skrigende guitar riffs, torden trommer og en dunkende fast rytme – The thunder from downunder - AC/DC var i byen!

Jeg var et sted mellem 12 og 14 år gammel, da jeg hørte dette australske band første gang. Gasolin var gået i opløsning, jeg var blevet lidt ældre og søgte efter en ny lyd til min kassette båndoptager. 80′erne var musikalsk et elendigt årti, konjukturene var i bund, og midt i den depressive tid forsøgte danskerne at finde humøret gennem elendig sukkersød dansk musik, skåret over samme læst. Jeg havde allerede taget springet væk fra pop musik, og hørte bands som Sweet og Slade. Jeg kan huske det var den lokale cykelsmeds søn som første gang spillede T.N.T for mig, jeg anede ikke hvem bandet var, men rytmen og den skarptskårne Rock’n Roll fangede mine øre.

AC/DC åbnede en helt ny genre for mig, og siden kom en masse andre bands til – Heavy Rock blev en del af mit begreb og tilpas rebelsk til, at jeg følte mig hjemme der. Iklædt min storebrors læderjakke som jeg havde “lånt”, og min grønne Puch Maxi med kickstart, var den musik en del af min attitude. Mit sidste år i folkeskolen bestod af et sceneskift til en mindre skole, hvor de mente, at have bedre redskaber til at tøjle min rastløshed og manglende interesse for fagene. På den lille landsby skole, hvor jeg gik i 10′de klasse, mødte jeg en mindre flok drenge som også var lidt utilpassede.

De dyrkede den hårde rockmusik, og gik klædt i lædertøj, stramme jeans og vest. Håret var langt og nitterne utallige. Jeg følte stor tiltrækning mod disse drenge, og endte hurtigt op i deres selskab. Skolepengene jeg skulle bruge på mad, blev brugt på 5 prince istedet. Vi kørte rundt på vore knallerter i området, og brugte weekenden på diskotek Strandgaarden som den dag i dag stadig har åbent – 6 guldøl og en pakke cigaretter dækkede rigeligt en aften. Det ene år på landsbyskolen var med til at forme min personlighed og min smag for den hårde rock musik, og musikken har fulgt mig lige siden.

AC/DC har holdt lav profil de seneste år, og der er gået 8 år siden den sidste cd fra bandet. Det ene bandmedlem havde en dårlig vane med alkohol han skulle hjælpes over, og en anden var kommet til skade i et biluheld. Mange af os troede, at vi havde hørt det sidste fra bandet tilbage i 2000. Men så ud af den blå luft, sendte de sidste efterår en ny cd på gaden, og annoncerede en turne for at følge udgivelsen på vej, og at de i den forbindelse valgte at lægge vejen forbi Danmark – fantastisk!

Jeg forsøgte som en masse andre håbefulde fans, at købe billet til koncerten gennem billetlugen, men som så ofte før, brød billetsystemet sammen under det massive pres. Jeg sad i 4 timer og forsøgte at komme igennem til deres hjemmeside, men kom først igennem da alt var udsolgt, og fik en lang næse. Det gjorde det ikke bedre, at andre jeg kendte skulle afsted, og jeg siden har skulle høre på, hvor meget de glædede sig… Jeg har siden hen fået tilbudt billetter til 2500.-, så meget fan er jeg dog ikke…

I tirsdags ringede min lillebror og fortalte han havde fundet en billet til mig, det var jo intet mindre end fantastisk og jeg var helt oppe at køre. Jeg glædede mig over billetten, men skulle jo også have det praktiske på plads, transport og overnatning.. Jeg checkede hurtigt min kalender, og skulle heldigvis i forvejen til et møde i København, så jeg skulle bare ændre hjemrejse billetten til dagen efter, og finde et hotel tæt på centrum, hvor jeg kunne overnatte. SAS Radisson Royal er placeret midt i København, lige op af Hovedbanegården og Tivoli. En overnatning kostede mig 10000  bonuspoint fra mit SAS bonusprogram, så var det på plads. Hotellet er iøvrigt mit favorit hotel, indrettet af Arne Jakobsen og fyldt til randen med dansk design og fornem service.

SAS Radisson Royal
Værelse på SAS Radisson

Jeg skulle egentlig have brugt hele arbejdsdagen i København, men valgte at tage fri den sidste del af eftermiddagen, mine tanker var et andet sted… Jeg checkede ind på hotellet ved 2 tiden, og havde aftalt at mødes med et par gamle klassekammerater fra folkeskolen lige efter. De kom ind med S-toget fra Hillerød, hvor de havde fundet overnatning ved en bekendt. Jeg skulle have min billet gennem min bror, og vi havde aftalt at mødes på Nyhavn ved 4 tiden, så vi gik gennem strøget ned over Kgs. Nytorv og videre mod Nyhavn. Den indre by kogte af glade AC/DC fans, hele vejen ned over strøget stod der gadesælgere og forsøgte at sælge uorginale tshirts med AC/DC. Jeg skulle selvfølgelig have en tshirt med som souvenir fra koncerten, men valgte at vente til vi kom ud til Parken, hvor de originale tshirts sælges.

Opvarmning til AC/DC på Nyhavn
Min lillebror og den gamle klassekammerat

Vi sad på Nyhavn i et par timer sammen med en masse andre fans som også var på vej mod Parken på Østerbro. Det er en gåtur på på godt 3km, og dørene åbnedes kl. 18, så da klokken var godt 5, begyndte vi ligeså stille at gå derud. Vi havde ingen problemer med at finde vej, det var bare at følge den lange hale af mennesker der skulle samme vej. Ind i mellem blev vi stoppet af en heftig regnbyge, som de jo havde lovet ville komme. Jeg havde godt nok håbet på at vi ville undgå regnen, men det var temmelig tunge dråber der fulgte os på vej. Når det blev for voldsomt med regnen søgte vi tilflugt under markiserne ved de forretninger vi passerede. Jeg tror aldrig de mange blomsterhandlere på vejen har haft så mange kunder i forretningen, der var stuvende fuldt af våde fans på vej mod Parken.

Udenfor Parken var der nærmest ens stemning som når AaB slår FCK derude, lutter glade mennesker og hardcore fans som holdt fest med billige drikkevarer. Vi gik lidt rundt i det cirkus, fik lidt at spise og skiltes så for at gå til hver sin indgang. Jeg havde billet til plænen og de andre til tribunerne, jeg ville gerne have byttet på det tidspunkt, muligheden for at sidde ned i tørvejr lød lidt fristende, men senere var jeg nu meget godt tilfreds med at stå på plænen, og tæt på scenen.

Parken fyldes af forventningsfulde fans
Inden det hele gik i gang…

Det hele var forsinket pga. af regnen, og de to opvarmingsband som jeg ikke kendte til på forhånd, var på en utaknemlig opgave i at skulle varme publikum op i regnvejr. Det ene band var dansk og formåede slet ikke at komme ud over scenekanten, de var nærmest ved at blive væk for sig selv på den store scene. Det andet band var irsk, og spillede musik som lød lidt hen af det hedengange Led Zeppelin, forsangeren var forrygende… Navnet var “The Answer“,  tror jeg skal grave lidt mere i, at finde ud af hvem de er.

Jeg fik mig møvet frem mod scenen, og fik mig lige så stille listet forbi mængden af fans, indtil jeg stod helt op mod rækværket som adskilte os dødelige fans fra VIP fansene. De havde et særskilt område helt op af scenen, hvor de kunne stå forholdsvist beskyttet mod den store mængde af mennesker der pressede på for at komme tæt på. Jeg var meget godt tilfreds med placeringen lidt til venstre for scenen, men ikke mere end 20 meter derfra. Jeg stod der resten af aftenen uden at flytte mig en meter, så måtte tisseture og andet vente til koncerten var forbi godt 3 timer senere..

Forrygende sceneshow
Forrygende sceneshow!

Klokken 2145 gik showet fuldstændig uvarslet igang, en tegnefilm vistes på 3 storskærme med en masse lydeffekter, bandet var ikke noget sted at se, men ud af larmen kunne vi høre en guitar vokse frem, og så gik det ellers stærkt. I løbet af et minut var det store rockshow igang. Larmen var infernalsk, publikum og musik i en højere enhed, jeg stod bare målløs og så på. Mine tromhinder blafrede og jorden under mig bevægede sig i rytme til musikken..

I løbet af det første nummer lykkedes det at skubbe et lokomotiv af fuld størrelse ind på scenen som kulisse, selvfølgelig havde den djævlehorn som bandets lille iltre guitarrist. Jeg fandt mig selv stå og storgrine, det var fantastisk! AC/DC i Danmark og jeg var der…

Allerede i andet nummer fandt de en klassiker frem, og sådan gik det slag i slag, nye numre blandet med de gamle kendinge. Hells Bells er en af klassikerne, og det er også klassisk, at der sænkes en stor klokke ned over scenen som forsangeren gynger frem og tilbage over scenen med.

Det viste sig, at mit valg af ståsted var helt rigtigt, der stod en flok HA rockere uden rygmærke lige bag mig, og selv uden rygmærker var der ingen i tvivl om hvem de var, så der var ingen skubben og masen, ingen skulle have klinket noget..

Et gigantisk scenshow
Vanvittig energi de har

Udover scenen foregik showet faktisk på halvdelen af plænen, de havde lavet en lang gangbro ind til midten af plænen, hvor der så igen var et stort plateau. Her løb de så frem og tilbage mens de spillede og sang, det var forrygende. Eneste tidspunkt jeg bemærkede at alderen måske er begyndt at tynge lidt, var i pausen mellem hvert nummer. Der mødtes de hver gang ved trommeslageren, drak vand og fík luft til næste nummer. Det passede meget godt med at guitarristen Angus Young skiftede guitar efter hvert nummer, han var ved at rykke strengene i stykker..

De sluttede en fantastisk koncert med “Let there be rock“, hvor Angus igen tog opmærksomheden med et lang solotrip frem og tilbage af gangbroen, sluttelig endte han på plateauet, hvor han blev hejst yderligere 10 meter op i luften under en guitar solo. Lys fra alle fire hjørner stod ned over ham, og det hele endte med konfetti som blæstes udover hele plænen…. 17 minutter tog det sidste nummer inden de forlod scenen…

Selvfølgelig skal der ekstranummer til, og efter et par minutters taktfast brølen af publikum, entrede de scenen og spillede klassikerne over alle klassikere – “Highway to hell” og “For those about to rock“. Sidstnævnte akkompagneres altid af 10 kanoner på scenen, det er ren Rock’n Roll og sceneblær.

Et fantastisk nummer som altid giver mig gåsehud og ståskind, en værdig afslutning på en fantastisk aften! Efter de sidste toner vendte jeg ryggen mod scenen og gik mod udgangen, mens et stort fyrværkeri lukkede en stor fest…

Don Ø's toilet
Don Ø’s toilet

3 timer på samme plet uden muligheden for at slå en streg, jeg nærmest løb efter et toilet.. Toilettet var en oplevelse for sig… 48000.- vilde rock fans efterlader ikke den slags rengjort og pænt… Det måtte være en hilsen til Don Ø og den elendige lyd der er i parken…

Jeg var træt, mæt og glad da jeg gik gennem Københavns gader mod hotellet, hele vejen ind summede det af glade fans, og ikke mindst i mine ører… Sikke en fest vi havde været vidne til og del af, hvornår mon de kommer igen…..

Sætlisten:

1. Rock N Roll Train
2. Hell Ain’t a Bad Place to Be
3. Back in Black
4. Big Jack
5. Dirty Deeds Done Dirt Cheap
6. Shot Down in Flames
7. Thunderstruck
8. Black Ice
9. The Jack
10. Hells Bells
11. Shoot to Thrill
12. War Machine
13. Dog Eat Dog
14. Anything Goes
15. You Shook Me All Night Long
16. T.N.T.
17. Whole Lotta Rosie
18. Let There Be Rock
Ekstranumre:
19. Highway to Hell
20. For Those About to Rock (We Salute You)

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>