Get the Flash Player to see the slideshow.

Saalbach Hinterglemm 2010

Nysne i Saalbach

132 ture med liftene, 51.8km vertikale kilometer og 293 kilometer ned af pisterne på  9 dage blev det til i 2009. Statistikken fortæller sit tydelige sprog om drengerøvenes legeplads, det frie liv derude hvor der er højt til skyerne på himlen, når ikke skyerne befinder sig et stykke under den bjergtinde vi har valgt til næste tur ned over sneen..

Saalbach er ikke kun en uge eller to på ski, det er også et år ind imellem – fyldt med minder. Et år fyldt med en masse varme drømme, det er et skisted der er gået under huden på os og satte sit tydelige aftryk i vores bevidsthed sidste år. Vi er aldrig helt kommet hjem fra vores tur derned, et eller andet efterlod vi, et eller andet der skal samles op og bygges videre på.

Sneen som er meget mere hvid, og meget mere løs end andre steder, himlen som er meget mere blå, mere varm og dyb end andre steder – et fatamorgana, ihvertfald i mit hoved og sikkert også i Martins.

Vi har haft mange timers flyvske tanker i det seneste år, vi har glædet os, og vi har været rastløse. Saalbach er sikkert ikke hverken bedre eller dårligere end så mange andre skisteder, men det har været det skisted der opfyldte alle vore forestillinger og lidt til. Vi har betalt dyre lærepenge i form af trykkede ribben og ømme muskler, men vi har også mærket den kildrende fornemmelse når det hele lykkedes, eller når det gik lige stærkt nok.

Vi gentager successen (forhåbentlig) og håber på lige så god en tur, lige så mange herlige oplevelser og vores andel af små opture og  sikkert også nedture. Uden øvelse ingen mester, og temaet for dette års tur, har været hård træning på en anden måde end tidligere.. Vores første tur til Østrig var også turen der startede mit løb for en bedre kondition. Den har jeg så nogenlunde holdt i ave, og har desuden bygget lidt vægttræning på. Martin har været ligeså seriøs i sin tilgang, så den del er på plads.

Nyeste påfund er som omtalt andre steder herinde på mit sted – flere ture til Skiarena i Århus, hvor vi med tiltagende succes har fået opbygget vores tekniske formåen på ski. Udover det har vi også været en smuttur i Norge for at teste vores nytillærte tekniske formåen, hvilke ikke skete helt uden spænding – var turene på det forvoksede løbebånd i Århus pengene værd.. Det var de, både Martin og jeg kan mærke et meget lettere skiløb, og de 3 dages skiløb i Norge, satte slet ikke det samme pres på vores lårmuskulatur, så de penge og timer har været givet godt ud.

I år starter vi ud fra Sdr. Tranders d. 26 januar ved 21 tiden. Vejret er ikke helt det samme som sidste gang, men dengang havde vi god tid da vi kom til bestemmelsesstedet. Køreturen kan ses her: ViaMichelin – 1420 km tværs ned gennem Tyskland af de store autobahns.

Vi skulle gerne ramme vores hotel ved 10 tiden næste formiddag, trætte og udkørte, men glade og forventningsfulde – 9 dage på ski inden det igen går hjem af samme rute med ankomst ved udgangspunktet d. 6 – 7 februar.

Vi rejser igen med Slopetrotter.dk da vi var tilfredse med sidste års service, samt det ikke har været muligt at finde billigere alternativer selv. Hotellet er det samme, så vi lander i næsten kendte omgivelser.

26. Januar 2010

Sidste opdatering inden afrejse

Tidlig aften… Sidste dag på arbejde blev en hård landing, Silkeborg – retur i 14 graders frost, kors hvor jeg glæder mig til at komme ned i varmen.

Ser ud til vi igen er heldige denne gang, vejrudsigten siger sne de næste 4 dage i Saalbach, og intet er jo bedre end ny sne og masser af den. Håber vi når at komme ud af Danmark inden det lovede uvejr trækker ned over landet.

Alt skulle være på plads, men der er sikkert et eller andet jeg har glemt.. Der er to timer til vi kører + en halv – Martin er altid forsinket.

Min rastløshed byder mig at gøre et eller andet, jeg lukker ned her, og vil om alt går op i en højere enhed, opdatere fra Saalbach i morgen ved aftenstid.

Hyg jer herhjemme i kulden :-)

27. januar 2010

Saalbach 24 timer senere og 1420 kilometer fra udgangspunktet. Martin KOM for sent, og vi endte op med at køre næsten to timer senere end planlagt – hmm. Vi fik lige pudset et par kanter af i den sammenhæng, og så gav vi os ellers i kast med de mange kilometers motorvej mod Østrig.

Turen forekommer lige nu temmelig triviel, alt gik som det skulle, ingen små uheld eller andet – heldigvis. Det skulle da lige være da jeg i nat legede is prinsesse på en rasteplads i Tyskland, hvor jeg kom gående med to kopper kaffe, jeg havde ikke set, at underlaget var ren is! Jeg gled og dansede lidt rundt, og endte med at kaste den ene kop kaffe ud over min nye hvide skijakke som nu er mere leopardplettet…

12.5 time tog køreturen, der var ingen sne undervejs, men temperaturen var koldere end i Danmark, og et stort stykke af vejen kørte vi i 18 graders frost.

Frosten forsvandt i takt med at vi nærmede os Østrig, og da vi passerede grænsen, lå den på omkring -5. Vi kørte de sidste 100 kilometer mod Saalbach i høj solskin, men kom også til at nyde turen mere end beregnet… En lastbil havde placeret sig forrest i en kø af temmelig mange biler, og havde ikke tænkt sig at holde ind for at lade os andre slippe forbi, så vi kørte i lang tid med ca. 40kmt…

Kringlede veje i Østrig
Kringlede veje i Østrig

Vi nåede Saalbach ved 12 tiden, parkerede bilen samme sted som sidste år, og gik ind på hotellet, det var ”the missing link” der tog imod os, intet ændret i forhold til sidste år. Han mumlede lidt på ur-østrigisk, hvilket hverken Martin eller jeg forstod en brik af. Heldigvis kom hans far og fortalte på glimrende engelsk, at vores værelse ville være klar om ½ time, tids nok til at vi kunne få noget at spise i byen..

Tilbage på hotellet, mætte og trætte, gik vi op på værelset, og så til vores begges skræk, at det var et middelalderligt værelse fra det gamle Østtyskland!!

Martin leger den kutteklædte hævner
Martin leger den kutteklædte hævner i vores “celle”

Meget meget lille, og med en trekvart seng, ikke som aftalt to enkelte senge.. Tv’et er så lille, at man skal stå inden for 1 meter for at kunne læse tekster derpå, og en helt række andre mangler generelt.. Jeg blev gal, fik fat i hulemanden nedenunder – han kunne ikke hjælpe, så i telefonen til rejseselskabet i stedet. Nu venter vi på at de finder et andet værelse til os, samt behørig kompensation…

Vi har begge fået sovet et par timer, og har handlet lidt småting til de næste dage. Vejret er super hernede, solen skinner og varmer skønt. Der er ikke så meget sne her endnu, men der skulle komme rigeligt de næste par dage, så vi er optimistiske..

Vi har haft besøg af rejseselskabet og har fået ordnet forholdene omkring vores værelse, vi flytter til et andet værelse lørdag, og har som kompensation fået lovning på alt hvad vi kan spise og drikke i morgen aften, hvor rejseselskabets gæster spiser på Spielberg og kører kælk ned af bjerget efterfølgende.

Turens første Wiener Schnitzel er nu en realitet! Vi sluttede lange 24 timer med at gå ud at spise. Trætte i hovedet og med dunken fyldt, går det nu mod sengen og den første dag på ski i morgen.

28. Januar 2010

Jeg vågnede tidligt i morges ved lyden af et fragt tog der kørte forbi, Martin har åbenlyst stadig store nasale problemer og snorkede vildt! Jeg kiggede ud af vinduet, så det sneede tæt, og lukkede øjnene igen – tog de sidste par timers søvn med. Op igen et par timer efter, tid til morgenmad inden turens første skidag. The missing link er blevet forfremmet i år, sidste år måtte han kun anvise plads i restauranten, i år havde han også fået lov til at anrette pålæg…

Vi aftalte at starte på sydsiden af byen, Zwölferkogel  liften er kun 50 meter fra vores hotel, og på toppen af bjerget er der en ganske skøn 7km nedfart. Vi nåede dog aldrig så langt, turen til toppen af bjerget sker over to lifte, og da vi skulle skifte viste det sig, at den øverste lift var lukket pga. snestorm.

Det var for så vidt ok, men nedfarten skulle så foregå ned af den sorte piste, ikke lige den opvarmning vi havde satset på, men der var ingen anden vej ned..

Vi kastede os over pisten, og fandt ret hurtigt ud af, at det var en temmelig stor udfordring i det her vejr. Store dyner af sne gjorde det svært, og andre steder var det ren is vi kørte på, så det blev en meget forsigtig nedtur..  Vi nåede bunden, forpustede, svedige og godt brugte, det var en hård start.

Martin har smidt sig i dynerne...
Martin graver sne hule…

Vi gik ind i byen igen, og fortsatte til Bernkogel som er vores favorit, det kunne være forholdene var bedre der.  Helt til toppen og så et sving mod Hinterglemm for at se på forholdene der. Situationen var den samme ligegyldigt hvor vi kørte, store sne dyner og meget lav sigtbarhed gjorde skiløbet lidt chance betonet.

Videre mod Kohlmaiskopf på nordsiden af byen, vi kørte af flere lifte mod toppen og des højere vi kom, des værre blev forholdene. Vi fandt et sted at spise vores middagsmad, og håbede på, at den pause ville give lidt stilstand i vejret. Vi endte til sidst helt nede ved byen, hvor den store brede begynder piste var nogenlunde tålelig at køre på. Her brugte vi så en stor del af eftermiddagen med leg på skiene af forskellig tåbelig karakter, men vi havde det sjovt.

Gullash suppe
Suppe gør godt på en kold og forblæst dag

Jeg ved ikke hvor mange gange vi er væltet i dag, men det er rigtig mange. Heldigvis lander man blødt i al den nye sne der har lagt sig overalt.

Sidelæns ned af pisten.
Jeg kan også grave snehuler

Vi har i aften været på Spielberg og spist spareribs så det var en lyst. Vi kørte med piste traktor derop, og skulle så køre med kælk ned. Det med kælken var ikke så lige til, sneen ligger tykt overalt, så mederne gravede sig ned i sneen, og vi endte med at gå halvdelen af vejen.

Sidder her i sengen træt og brugt efter en hård og lang dag, lårbasserne er ømme sammen med mine lægmuskler. Sneen pisker stadig ned, men i morgen skulle der blive hæderligt vejr med mulighed for sne. Jeg kunne godt bruge lidt medvind i morgen, så skiene kører lidt lettere gennem den nye sne. Det har været som at køre på et vaskebræt i dag, totalt umuligt at få rytme i skiene.

skiline
Dagens skiløb

29. januar 2010

Endnu en morgen, hvor jeg vågner ved bulder og brag, denne gang dog ikke fra Martin, men fra bjergene, hvor de sprængte sneen væk de steder med umiddelbar lavine fare. Det blev sent inden vi kom af sted. Billetsalget til AC/DC koncerten i Horsens startede kl. 10 og jeg ville se om jeg kunne få fat i et par stykker hernede fra. Det kunne jeg have sparet mig, efter en ½times intens forsøg på at komme i kontakt med billetlugen, meldtes der alt udsolgt..scheise!

Snestormen fra i går har vi ikke set mere til, der har været skiftevis sol og overskyet hele dagen, ingen vind og lune temperaturer. Vi startede dagen med en tur op til toppen af det bjerg, hvor liften kører lige udenfor vort hotel. Og i modsætning til i går, så havde vi ingen problemer med at nå helt til toppen og de 7km nedfart.

Blå piste med et kylder af mennesker
Myretue af mennesker på ski i det gode vejr

Andre havde fået samme glimrende ide, mange blev hjemme i går grundet snestormen, og de skulle så alle ud i dag. Det betød, at det til tider var temmelig svært at komme frem, og pisterne blev ret hurtigt puklede, så min bløde lår fra i går fik ben at gå på..

På trods af bløde ben kom vi langt omkring, efter nedturen på de 7km kørte vi med liften over til den anden side af byen, og kørte derfra ud mod Leogang og de berømte grillkyllinger som vi også sidste år satte stor pris på. Der er et eller andet med en rygende varm grillkylling som serveres under åben himmel i næsten 2000 meters højde, det smager himmelsk!

Skicirkus Saalbach
Skicirkus Saalbach er et passende navn, konger spiser også grillkylling

Videre af pisterne ind mod byen igen, over til Bernkogel , op til toppen af bjerget over mod Hinterglemm. Det var efterhånden sidst på eftermiddagen inden vi igen vendte næsen mod byen, og det var på et hængende hår, at vi nåede det. Den sidste lift vi skulle med, havde lukket da vi kom, men med bedene øjne fik vi lov til at køre med.


Et stykke af Bernkogel set fra liften – fantastisk piste!

Klokken var i nærheden af 17 da vi stod af skiene for sidste gang i dag. Jeg var og er temmelig brugt efter en lang dag, overvejer lidt muligheden for en pjækdag i morgen, når Peter og Mona ankommer. Vi skal også skifte værelse i morgen, og mangler voks til skiene som skal hentes i Zell am See, så alt i alt er der grund nok til at sove længe og tage en slapper. Skulle solen stråle med varme, kan det dog godt være jeg ændrer mening, og forsøger at presse lidt mere kraft ud af mine lår… Men lad os nu se..

Nu sidder vi trætte og mætte i hver vores seng, jeg med bløde ømme lår, og Martin med et knæ der smerter.. Tror muligheden for en tidlig putning er til stede…

Der er sket et eller andet med vores statistik på skiline.cc. I følge den har vi kun kørt 12km i dag, sådan som jeg har det lige nu, bør det ganges med en faktor 10…

30. januar 2010

Store skiftedag er lørdag, og her på hotellet startede nogle allerede kl. 5 i nat med at pakke. Det gik ikke stille af sig. En af vore naboer har vist fået for meget Weis Bier, han følte i hvert fald behov for at tømme sig meget tidligt i morges, så jeg fik morgenen med…

Formiddagen foregik på værelset, det har sneet det meste af natten, og ser ud til at fortsætte resten af dagen også. Med trætte ben var der ingen grund til at trætte dem yderligere ved at køre rundt i de store puder af sne der er på alle pister.

Vi fik pakket al vores bagage og har fået byttet værelser, så vi nu bor en del bedre end tidligere, har både tv, egen seng og plads til at bevæge os rundt på værelset..

Peter og Mona ringede ved 11 tiden, at de nu var fremme efter en hård tur herned. Det havde taget det meste af 18 timer at køre pga. sneen. Vi aftalte at mødes, og vi gik op til pension Burger hvor de bor. Efter en lille rundtur i byen, aftalte vi at mødes senere med skiene på nakken. Og så køre lidt på de nederste piste, hvor sneen ikke pakker på samme måde.

Pension Burger
Pension Burger

Vi vil gerne snart se solen igen, det har været nogle tunge dage, hvor vi kun har set solen i få øjeblikke, men vejrudsigten lover ingen bedring i den retning.

Martin og jeg har også fået handlet lidt i dag, og skaber bestemt opmærksomhed hvor vi færdes, men vi har det sjovt med det.

.Alle samlet - med pynt
Vi lugter lidt af gnu, så hvorfor ikke ligne én

Der har været et stort rykind af danskere, det er tydeligt på pisterne, mange nye på ski og andre der som os, ikke har flere år på skiene bag sig.

Tidligt på aftenen kom Peter og Mona forbi med Mona’s nye ski som skulle vokses inden de for alvor tages i brug. Derefter fortsatte vi over på en mexicansk restaurant Martin og jeg fandt sidste år, hvor maden er forrygende og der er nok af den.

Mexicansk restaurant i Saalbach
Klar til det store ædegilde

I morgen står den på Bernkogel når liftene åbner, Peter og Mona vil gerne prøve den piste vi snakker så meget om, og vi vil alle gerne ud på pisten mens den er nypræpareret.  Det kunne være fedt om vi kan få et par timer på en forholdsvis ren piste som ikke er opkørt.

Dagens korte tur.
Det er ikke de mange kilometer vi har fået kørt i dag, men vi har da fået rørt os

31. januar 2010

Vi har fået en god og lang nats søvn, og mens vi sov stoppede snefaldet, så vi stod op til et køligt og overskyet vejr, men hellere det end mere sne – vi har nok nu. Vi mødte op ved Bernkogel et par minutter over 9, Peter, Mona og Sofie var der allerede, så vi kastede os på liften og kørte mod toppen.

Ny sne på Bernkogel, og næsten sol
Ny sne på Bernkogel og næsten sol…

Der er kommet ca. 10 cm sne i nat efter pistetraktorene har præpareret pisterne, så det var som at køre i en dyne af sne njed over pisten, skiene forsvandt i sneen , så det var en speciel, men herlig følelse at køre ned igennem den løse sne.

Peter og Sofie på Bernkogel
Peter og Sofie på Bernkogel

Jeg var lidt spændt på hvordan de 3 nye ville tage imod pisten, og resultatet var da også forskelligt… Peter kørte fint ned af, men fik ret hurtigt ondt i lårene, Sofie kørte som om hun aldrig har lavet andet, og Mona forsvandt ned fra pisten efter det første stejle stykke, hun havde behov for at slappe af ovenpå den oplevelse – hehe

Vi tog et par ture mere, hvor Martin og jeg havde nogenlunde godt styr på Sofie, Peter kom haltende efter og efter en kop kaffe på Western Stadle, besluttede vi at køre lidt hver for sig. Martin og jeg kørte mod Leogang, og de andre kørte rundt på pisterne omkring byen.

Al den nye sne og solen, sendte en masse mennesker på pisterne, så der var en voldsom trængsel på de piste der lægger tættest på byen. Vi skyndte os derfor ud på de lidt snørklede områder, hvor der ikke er så overrendt.

Martin har fået nyt hår
Hattehår har fået en ny betydning…

Vi endte til sidst ved den gamle smedie lige inden Leogang, hvor vi spiste frokost. Selv om solen nu tittede frem ,så er det stadig for koldt at sidde ude, så vi indtog vores mad i en international atmosfære. Ved det bord, hvor vi sad, fandtes også et par englændere, to russere, og et par fra Østrig. Det var næsten synd for russerne, et ældre par, som hverken kunne tysk eller engelsk, så er det lidt svært at gøre sig forståelig, endvidere bestille mad.. De endte med at pege på vore tallerkner med kartoffelsuppe og gullaschsuppe, og bestilte ud fra det..

Det er lidt sjovt, at selv om der er så mange tusinde mennesker her, så er det lykkedes mig at støde ind i en bekendt to gange nu – samme mand på to forskellige toiletter…

Vi kørte til Leogang af den fede piste, hvis eneste minus er, at den er så langt væk fra vores udgangspunkt, den vil være helt fantastisk om morgenen når ingen andre har kørt der.

Ved 14 tiden vendte vi om igen og begav os mod Saalbach, det var en absolut afslappende tur med kaffe og drikke ved hvert sted vi kom forbi.

Ved 16 tiden kørte vi forbi Hinterhag alm på vores vej mod byen, og tog et par ture ned af ”børnebakken” som stadig er super at køre på sidst på eftermiddagen, det er sikkert på grund af den lave faldhøjde, at sneen ikke pakkes på samme måde som på de andre piste.

I nysne på Bernkogel
Ørene har bragt os på en fangruppe på Facebook

Det er koldt i aften, vi har lige været ude at spise, og sneen knasede under støvlerne. På pisterne kan vi se piste traktorerne køre helt oppe på toppen af bjergene, så noget tyder på, at der næsten er skyfrit, det lover godt for i morgen, hvor vi har planlagt at skulle tage Peter og Co med på en rundtur, så de får set nogle af alle de fantastiske piste der er her i området.

Skulle solen så skinne fra en klar himmel, er det jo oplagt at tage fotoudstyret med under armen. Den slags er følsomt overfor både slag og fugt, så ingen vilde ridt ned over pisterne, hvilket passer meget godt med, at vi skal have andre med, som skal se det hele for første gang.

310110
32km er ok for sådan en dag.

1. februar 2010

Endelig en dag med sol og blå himmel over Saalbach, den har vi ventet længe på. Vi mødtes alle 5 ved foden af Bauers i alm kl. 9 som aftalt, og hoppede på liften som start på en lang dag. Martin og jeg med hver vores rygsæk med fotogrej, og resten af flokken med optimisme og lyst til at udforske området. Vi havde besluttet at køre mod Leogang, hvor det meste er lettere tilgængeligt uden hverken røde eller sorte piste. Et par røde pister var der dog, men mere om det senere..

Det var oplagt, at stoppe ved grillkyllingebjerget omkring middagstid, og så bruge eftermiddagen på at køre retur mod byen. Vores beregninger slog fejl, og det tog en del længere tid end planlagt.

Sådan holdt vi mange pauser
Trætte ben plejes i sneen – igen – igen – igen

Mona er ret ny på ski, og kan med den mest basale teknik bevæge sig ud på pisterne, men der er også nogle forløb under vejs af kortere længde, som kræver et vist mod at give sig i kast med. Modet havde Mona, men det tog lidt tid at forcere de mange udfordringer undervejs.

Pause på pisten
Pause på pisten

Vi holdt den første pause efter at have forceret et par pister og lifte. Vi satte os udenfor et gasthaus og drak dagens første forfriskning. Jeg lurede lidt da Mona fandt hjemmefutterne frem, for støvlerne passede ikke helt mente hun – vi havde nær aldrig fået hende i dem igen.. Hun sad der i sneen med futter på, et ganske morsomt syn.

Tiden går hurtigt i det vejr, og selv om det var både skønt og hyggeligt at sidde der i solen, så måtte vi videre hvis tiden skulle holdes – kyllingerne sælges ret hurtigt ud, og efter kl. 12:30 er de alle væk.

Bjergene set i 2000 meters højde
Betagende smukt i højden

Vi nåede toppen af det første bjerg i næsten 2000 meters højde – udsigten er betagende smuk. Endnu en kop kaffe blev der plads til inden vi kørte videre af piste og transportstykker. Andet bjerg blev også en realitet, men herfra begyndte det så at gå rigtig langsomt, der var ikke mere energi i Mona, og støvlerne klemte hendes tæer, så de var blåfrosne og ømme..

saalbach19
Mens der stadig var fart i skiene

Ved foden af den sidste lift mod grillkyllingebjerget meldte hun pas, men der var klokken også langt over middagstid. Vi tog en anden lift og arbejdede os tilbage mod byen og endte ved Wildenkarkogel hütte, hvor vi besluttede at spise vores forsinkede frokost. Det bekom os alle vel, at sidde der i solen og spise, mens vi havde den fedeste panorama udsigt rundt i hele området.

En helilkopter over pisten
En helikopter fra det østrigske forsvar

Pludselig hørte vi lyden af en helikopter som fløj tæt forbi, dernæst kom der gående en flok soldater fra den østrigske hær med faldskærm på ryggen. Helikopteren vendte tilbage og samlede dem op.

En faldskærm i farten
En faldskærm med chauffør

Bedst mens vi sad der og spiste dryssede der så faldskærme ned omkring os. De havde valgt bjerget som landingspunkt, og i løbet af 5 minutter landede der ikke mindre end 10 stk faldskærmsjægere på den samme plet, jeg skyndte mig at forevige det hele med kameraet..

Nice landing..
Blød landing i sneen

Efter frokosten havde Mona forhørt sig i restauranten, og det viste at liften lige ved siden af, også kørte til foden af bjerget, hvorfra der kørte bus tilbage til Saalbach. Inden vi fik set os om forsvandt de alle tre med liften.  Det var bestemt ikke uden vores medfølelse at de tog af sted. Både Martin og jeg husker hvordan det er at køre i støvler der ikke passer, eller hvordan lårene fuldstændigt syrer til, og al bevægelse er smertefuld.  Det havde trods alt været for stor en mundfuld for dem alle, men jeg er også sikker på, at de i morgen vil finde børnebakken lidt for kedeligt og under deres niveau – grænser er til for at flyttes, og det gjorde de i dag.

Martin og jeg fortsatte af den kendte rute tilbage mod byen, begge havde vi tankerne ved Maisalm med sin terrasse på et plateau udover bjerget. Her kan man sidde i sofaerne, nyde solen og panorama udsigten samtidigt med at man får sin kaffe serveret.

Der sad vi i en times tid og kiggede på alle skiløberne der kom kørende forbi mens vi drak kaffe og sludrede… En pludselig indskydelse og vi endte med to store kager til kaffen, dem er de rigtig gode til at lave hernede, men jeg har på fornemmelsen, at de ikke er så sunde som de er store.

Vi kørte det sidste stykke ned mod byen sidst på eftermiddagen, mætte og trætte – for dovne til andet end at smide os på sengene, på hotelværelset..

010210
18 km retfærdiggør ikke den junkfood vi har spist i aften

2. februar 2010

En sen start er nødvendigvis ikke skidt, sådan begyndte min dag.. Det sneede tungt da vi gik i seng i aftes, og da jeg vågnede tidligt i morges sneede det stadig og vinden var taget betydeligt til. Jeg kunne se sneen fyge hen langs jorden og træerne tømte deres grene for den tunge sne med hjælp fra vinden – snestorm!

Jeg tog en hurtig beslutning om at spare på krudtet og se hvordan vejret artede sig ved middagstid.. Martin tog skiene under armen efter morgenmaden og forsvandt ud på pisterne. I stedet gik jeg og futtede rundt på værelset, fik læst lidt, ryddet op i mit habengut og gik en tur i byen for at ose lidt rundt i de forskellige sportsforretninger som der er nok af hernede. Mens jeg gik der og passede mig selv og mine tanker om livet, tittede solen frem gennem skyerne som var det en anden åbenbaring, og vinden forsvandt. Det måtte være signal om at jeg skulle af sted på skiene med det samme.

Jeg sendte en sms til Martin og Peter, Martin kørte rundt på det ene bjerg, hvor der på den tid af dagen er skyggefuldt og koldt. Peter er også blevet fan af Bernkogel og han kørte rundt deroppe mens resten af familien var på skiskole – jeg gik mod Bernkogel..

For dem der ikke ved hvor ubehageligt det er at gå i skistøvler, så er en kort tur på 500 meter ikke at regne, heller ikke selv om det er op af bakke hele vejen… Jeg gik til og svedte bravt da jeg nåede op til liften og lød som en dampmaskine… Kun for at finde ud af, at mit liftkort var i den anden jakke – sucks! Frem og tilbage igen af samme vej – endnu mere stakåndet og svedig. Liften har plads til 3, men af en eller anden årsag så fik jeg lov til at køre alene… Sikkert fordi jeg mindede om en olm tyr..

Kaffe på Western Stadl
Kaffe i sol på Western Stadl
Jeg mødte både Peter og Martin på Western Stadl, hvor de sad og drak kaffe, jeg fik en kop med og vi aftalte slagplanen for resten af dagen. Peter skulle tilbage til familien, så Martin og jeg besluttede at køre ind mod bunden af dalen, hvor vi kommer lidt mere i højden, og hvor det hele er lidt forblæst, det område havde vi stadig til gode i år.

På toppen af Bernkogel
På toppen af Bernkogel i høj sol

Det er en hyggelig tur derind, ad små transportstykker og mindre kringlede pister går det op og ned mellem træerne. 5 lifte senere og 1200 meter tættere på himlen var vi fremme ved den sidste piste, og så er der hele turen tilbage igen af en anden rute som krydser sporene fra udrejsen..

Mageløs udsigt når solen står højt
Luften fås ikke meget renere og mere blå

Vejret har været fantastisk i eftermiddag, bare en skam jeg ikke havde mit ”rigtige” kamera med og måtte nøjes med min Ixus… På den anden side var det måske meget godt… Jeg havnede på et tidspunkt i offpisten, hvor sneen var så dyb at min skistav ikke fandt fast grund, da jeg efter et mindre styrt forsøgte at komme på ret kurs igen. Jeg var begravet i sne til livet, og mine ski stak op af sneen i sammenhæng med mine ben som også var der dybt begravet i sneen.

Udsigten fra et gasthaus, hvor vi spiste middag
I sådanne omgivelser smager maden også himmelsk

Sådan en dag hvor solen skinner fra en skyfri himmel, er der rigtig mange på pisterne, som hurtigt bliver knoldede og opkørte. Mine ben og ikke mindst lår er ved at være slidte efter en uge på den måde, hvor det kræver meget at balancere ned over pisten uden at køre gennem alle knoldene.. Det var derfor en lang tur hjem, hvor jeg ind i mellem havde lyst til at råbe højt når mine lår syrede fuldstændigt til.



Panorama i Sunliner liften

Vi nåede næsten at komme med den sidste lift inden den lukkede. De havde lukket af, så der ikke kom flere skiløbere på liften, men vi sneg os udenom, og kravlede på T-liften og kørte det sidste stykke op med Bernkogel. Pisten var næsten tom da vi stod på toppen og kiggede ned over pisten.. Helt i bund var pistetraktorene begyndt at arbejde sig mod toppen, hvor vi stod. Vi kastede os ud i de sidste 4 km’s kørsel samtidigt med at solen gik ned bag bjergene, så er det ganske hyggeligt og intimt at være skiløber..


Lidt hygge og fis er der også plads til undervejs..

Næsten alene på pisten og med friske spor efter pistetraktorene gør jo ikke lysten til at give den gas mindre, og vi kastede os ned over pisten. Tror jeg satte hastighedsrekord, men er ikke helt sikker på jeg havde en helt masse styr over noget som helst, men jeg nåede da bunden af pisten med vand i øjnene og en fornemmelse af, at jeg ikke helt vidste hvor jeg var… Tunnelsyn måske..

Vi fortsatte på vores ski tværs over hovedgaden til elevatoren som første os de 10 meter op til písten på den anden side, og vi kørte det korte stykke ned til Bauers Schi Alm, hvor vi fik en cola og lidt røg mens vi dampede af…

Følelsen af at være brugt efter en dag på ski findes ikke bedre. Turen tilbage til hotellet er hård, energien begrænset og indsatsen derefter. Men når man så sidder i kælderen, hvor ski og støvler opbevares og tørres, så er der ikke en bedre følelse af velvære…

Det øjeblik hvor støvlerne trækkes af og man igen kan bevæge sin fod og sit ben ubesværet er skønt. Vi lovpriser vore støvler hver dag på pisten, de sidder som støbt og er fanstastiske, varme og komfortable, ikke en øm plet eller tå der giver gene. Men når de trækkes af, så er det ligesom om kroppen giver efter og slipper dagens udfoldelser og bare bliver træt.. Forventningens glæde over at skulle smide sig på sengen  med benene oppe og en kop kaffe er til at få øje på..

24km på en eftermiddag er ok
24 km på en eftermiddag er ok
3. februar 2010

Endnu en dag i snevejrets tegn, og den kom i rigelige mængder. Vi stod op relativt sent velvidende, at det ville sne hele dagen, men da vi vågnede var det stadig tørvejr, så vi hoppede hurtigt på morgenmaden og videre derfra i skistøvlerne.  Oppe ved børnebakken mødte vi Peter og resten af familien, Mona var i gang med at afrette en skilærer og Peter kørte sammen med Sofie.
Udsigten fra vores værelse
Udsigten fra vort værelse..

Martin og jeg fortsatte op i terrænet for at prøve nogle af de øverste piste inden sneen for alvor satte ind. Helt i top af kohlmaiskopf som altid har været hvor startpunkt for turene til Leogang. I stedet for at dreje til højre ned af den korte sorte piste, så drejede vi den anden vej  og havnede pludseligt i uprøvet terræn.
Vi har vel kørt 500km i området omkring Saalbach, og der findes stadig områder vi ikke har udforsket – utroligt. Det viste sig, at der på venstre side af liften ligger en super piste til carving, bred og ikke alt for stejl, kuperet og med megen variation. Den kørte vi en del ture på, og fik sågar lokket Peter med på turen.
Panorama Alm
Kaffe og vand på Panorama Alm

Halvvejs nede af pisten findes et lille gasthaus af navnet ”Panorama alm”, der havde vi en del stop i løbet af dagen.  Det passede med, at hver gang vi havde kørt pisten to gange, så var det tid til en kop kaffe… Hele formiddagen gik på den måde, og det første af eftermiddagen også. Efterhånden var snefaldet så kraftigt, at vi hverken kunne se hvor vi kørte, eller hvor vi var på vej hen. Sneen lå i et lag på 30 cm overalt, og skiene var det meste af tiden gemt under sneen.
Vi endte på børnepisten igen, den har flere gange tidligere været vores redning, og også denne gang. Det sidste af dagens  snefærd kørte vi her, og ved 15 tiden vendte vi snuden hjem til hotellet, våde og temmelig slidte, men vi havde haft det sjovt.
Klokken 15:30 havde rejseselskabet inviteret os på Hinterhag Alm, vi benyttede os af invitationen og hoppede på liften derop en time senere. Der var som forventet stuvende fuldt af mennesker og stemningen høj. Vi fandt bordet hvor rejseselskabet holdt til, men blev nu ret hurtigt mætte af fuldemandssnak og andre tåbeligheder, så vi fandt et sted, hvor vi kunne passe os selv.


Hinterhag Alm

Der er en tradition på Hinterhag Alm, hvor Esi som er fruentimmeret der ejer stedet, kommer ud på balkonen og kaster forskellige souvenirs ud på dansegulvet.  Herefter er der masse slagsmål om at få fat på effekterne som er aldeles gyselige. Det er vældigt prestigefyldt at gå rundt med et pandebånd, et klistermærke eller en hue fra Hinterhag Alm . Sidste år fik jeg fat i et pandebånd, og denne gang lykkedes det mig at få fat i en tophue med en masse hjerter på. Sjovt er det, men ikke særlig klædeligt..
Saalbach hovedstrøg i eftermiddags
Hovedgaden i Saalbach i eftermiddagens snevejr


Vi gik af pisten ned til byen igen i det tiltagende mørke og endte på Bauers Schi Alm, hvor et østrigsk rockband spillede op til fest. Herligt at høre rockmusik igen, alle de tyske slagere kan være belastende i længden…
Vi brugte en time der, og gik så videre ind i byen for at spise vores aftensmad, fortsatte derefter til hotellet for at slappe af, men sneen, lyset og atmosfæren i byen fangede et eller andet i os. Vi pakkede vores fotogrej og gik på safari i byen, til interesse for nogle som mente vi var professionelle som brugte infarøde kameraer… Øl gør underværker ved folks fantasi og dømmekraft..


Ingen skiferie uden Martin pisser pister!

Saalbach torv
Saalbach torv

Sneen tynger grenene
Al den sne tynger grenene

Det har været en begivenhedsrig dag, langt bedre end udgangspunktet var med sne sne sne.. I morgen skulle det efter vejrudsigten blive en solrig dag, det ser vi frem til..
030210
16km – tror vi er ved at enten være, eller brugte…

4. februar 2010

Sidste aften på hotellet og kun én dag tilbage på skiene… Underlig følelse, ærgerligt at det allerede er overstået, men også skønt at vende hjem til dem derhjemme, mine børn, kæreste og hjemlige omgivelser, savnet har været der og det har været stort – 10 dage er lang tid uden sine kære…

Vi vågnede temmelig sent til høj sol og vindstille, der er virkelig tale om vejrskifte med karakter hernede… Snestorm den ene dag og høj sol den næste.. Vi havde en plan, det har vi for det meste. Endnu engang mod Leogang og den skønne sne på denne strækning. En sidste grillkylling havde vi også i tankerne selvfølgelig.
Udsigten fra et gasthaus
Dagens første kaffe drak jeg alene, men det gjorde ikke noget med den udsigt..
Vi startede ud ved børneliften, hilste kort på Peter og Co. Inden vi begav os med liften op af bjerget. Sneen er fantastisk sådan en dag efter snefald, og der er nok af den, så vi legede ned af pisterne – også dem vi ikke har fået prøvet af i år.

En misforståelse mellem Martin og jeg betød, at jeg endte op alene med dagens første kop kaffe. Jeg ved ikke hvordan man kan gå galt af sætningen ”det ser hyggeligt ud, der skal vi ind”, men det kunne han, så han fortsatte mod Leogang mens jeg drak kaffe.. Efter et telefon opkald fandt vi hinanden, og jeg fik endnu en kop kaffe i selskab med Martin og en lille hund der havde kastet sin kærlighed på mine skihandsker – gad vidst om det var lugten af gnu…

Vi har leget os gennem dagen, taget pis på hinanden og andre vi mødte undervejs, der er så mange typer på sådan et sted som her, og nok at grine af, så det gjorde vi.. Jeg havde lidt trætte ben i formiddag, den megen sne i går har især været hård ved mine knæ, hvor det ene i forvejen er forkrøblet, men det gik heldigvis..

Grillkylling på toppen
Grillkylling på toppen

Klokken 12:15 parkerede vi skiene ved Grillkylling stedet, og spiste vores frokost i det fri, i 2000 meters højde. Jeg mødte en Aalborgenser på stedet, ikke at jeg vidste hvem han var, men han kørte rundt i en AaB spilletrøje, så jeg måtte lige hilse på..

Leogang ligger dybt under skydækket
Leogang findes et eller andet sted under skydækket..
En tur ned til Leogang inden vi igen vendte snuden mod Saalbach, jeg var nød til at holde regelmæssige pauser pga. bentøjet, men fandt ved en pludselig indskydelse på, at jeg skulle høre Pink Floyd ned over pisterne, så frem med iPod’en – Wish you were here måtte være passende til disse smukke omgivelser..

På vej mod endnu en grillkylling

Jeg har nævnt det før, musik giver skiløbet en ekstra dimension og jeg nød det i fulde drag – på Martins bekostning.   Vi nåede ret hurtigt området ved Saalbach igen, jeg havde stadig musik i ørene og skiene kørte langt bedre end tidligere på dagen. Sjovt som musik ændrer på det faktum at jeg havde trætte ben, men de forsvandt med musikken.

Et stilskifte som passede bedre til omgivelserne, hvor der var plads til lidt aggressiv kørsel – Back in Black af AC/DC. Så gik det hele da først op i en højere enhed, jeg kørte som en gal og benene spillede sammen med skiene, og jeg synes det hele fløj af sted, svingene faldt som de skulle og de andre skiløbere løb ikke ind i min ideal linie.. Fremme ved Mais Alm som efterhånden er blevet en af vore favoritter, stoppede vi igen til en kop kaffe og lidt vand. Jeg fik fat i Peter og Co. Og de stødte ret hurtigt til selskabet, så sad vi der en times tid og nød det gode vejr.
Terrassen på Mais Alm
Terrassen på Mais Alm

Vi tog derefter en fælles tur, hvor Mona og Sofie ville vise os, at de havde lært at køre baglæns. Peter er vist den eneste der ikke helt har fanget den kørestil endnu, selv om han hårdnakket påstod en af de første dage, at det skulle han nok få lært..
Sen eftermiddag trillede vi af bjerget og gik den tunge gang mod hotellet. Et hurtigt tøjskifte og vi begav os mod Hinterhag Alm for at gentage succesen fra i går, hvor jeg fik en ny tophue af liden karakter..
Effekter fra Hinterhag Alm
Effekter fra Hinterhag Alm

Ved sgu ikke helt hvad der er med de effekter, men de er i høj høj kurs hernede, og der går lidt sport i at være klædt på med effekterne… Jeg havde igen held med at få fat i både klistermærker og fingerløse handsker under tumulten – og Martin gik igen tomhændet derfra.. Sådan sluttede endnu en lang dag..

Det er sidste aften på hotelværelset, og dermed også min sidste opdatering her fra Saalbach, jeg opdaterer med de sidste detaljer fra turen, når vi engang er kommet hjem..
040210
Endelig en dag med lidt kilometer i fødderne
5. februar 2010

Sidste dag i Saalbach og sidste dag på ski.. Det var en stille for os begge, godt nok stod vi op til høj solskin og kom tidligt afsted til pisterne, men det var med en lidt trykket stemning vi begge gav os i kast med pisterne. Splittelsen i at skulle forlade dette fantastiske sted, og savnet af alle dem derhjemme som vi igen skulle hjem til.. Vi startede på Bernkogel som var sidste års store favorit, men som i år ikke har haft samme tiltrækning på os. Solen varmede som den ikke har gjort i de øvrige dage og sneen var lidt tung under skiene, men skøn at køre i.


Toppen af Bernkogel den sidste dag

Begge havde vi brug for at sige farvel for os selv, så det blev også en dag, hvor vi hver især kørte med iPod og musik efter eget valg, ikke en masse snak eller fis, men dybsindighed og eftertænksomhed – alle oplevelserne skulle bearbejdes og placeres på deres hylde under mindeværdige oplevelser.
Lidt sjov fik vi da plads til, pistetraktorene havde efterladt en bakke med et lille hop som vi ikke kunne nære os for at prøve, og det viste sig ret hurtigt at blive t adrenalin trip af de store. I for os en relativ høj fart fløj vi ud over bakken og mistede al kontrol og kontakt med underlaget. På video ser det ikke så vildt ud, men jeg rystede i bukserne efterfølgende..


Dødshoppet på Bernkogel…

Op af formiddagen kørte vi af Bernkogel, og krydsede gaden for at køre på den anden side. Her var sneen dog så tung pga. temperaturen, at det kun blev til at par ture ned af pisterne, inden vi parkerede ved Panorama Alm, hvor vi nød udsigten og vores middagsmad. For første gang på denne tur, havde de fundet liggestolende frem, det siger lidt om det vejr vi har haft hernede denne gang..

Panorama Alm
Middagsmad på Panorama Alm den sidste dag.

Ved 16 tiden kørte vi af pisten for sidste gang i år, mine knæ har haft det svært med al den sne vi har fået, det er temmelig belastende at køre rundt i store dyner af sne. Jeg kunne mærke en tiltagende smerte i knæskallerne, og med den tunge sne var det kun at udfordre skæbnen at fortsætte på ski, så vi kørte den sidste tur ned af pisten meget stille og med mange stop, vi skulle have de sidste billeder med på nethinden..

Liggestole ved Panorama Alm
Liggestole ved Panorama Alm

Hjem på hotellet og en time på øjet, eller sådan var det tænkt.. Martin havde gang i det store tovtrækkeri og jeg kunne ikke sove for larmen, så jeg læste istedet… Et hurtigt bad og så pakke al vores habengut inden vi gik i byen for at spise det sidste måltid. Klokken 19. Kom min bror og hans familie, og vi startede bilen for at køre mod Danmark igen.
13 timer senere og uden problemer af nogen art, kørte jeg bilen i garagen herhjemme, træt og slidt, men også glad for at komme hjem i kendte omgivelser og til egen seng. Resten af dagen gik med vask og indhentning af søvn..
050210
23 km den sidste dag..

Efterspil

Samme skisted to år i træk – ville det stadig være lige fedt at køre ned af pister vi allerede kendte… Det var ubetinget en lige så spændende tur som sidste år, vi kendte en stor del af området, men fandt også piste vi ikke kørte på sidste år. Saalbach er et fantastisk sted for skientusiaster,  jeg vil gøre meget for at komme der mange år fremover. Det er et område og en stemning som passer mig aldeles glimrende. Afslappet og venligt – plads til alle, skicirkus er det rigtige ord.

Byen Saalbach har ikke forandret sig siden sidste år, det er de samme forretninger og de samme barer, der kører det samme tema – Afterskiing i alle afskygninger. Restauranterne er mangfoldige og der er noget for enhver smag og pengepung. Det generelle prisniveau er steget noget siden vores tur sidste år, håber ikke det følger udviklingen på nogle af de andre skisteder i Alperne, hvor almindelige mennesker ikke har råd til at komme.
Saalbach for børn og nybegyndere fik jeg også syn for i år. Min bror og hans familie som primært har kørt på ski i Norge, valgte at følge os i år. De fik kam til håret, og har helt sikkert udviklet deres skiløb betragteligt i den uge de brugte sammen med os. Men Saalbach er også et område som ikke har mange piste for nybegynderen. Har man modet og lysten til at udvikle sig, så kan Saalbach give et betydeligt spark i den rigtige retning. Fysikken blev sat under pres, og jeg kunne på min bror og hans familie se hvor hårdt de havde det, sådan var det også for os sidste år, og året før i Sell am Zee. Men jeg tror ikke der er smutveje i den retning, det er kun tiden på pistene der flytter skiløbet, og det er ikke de flade børnepiste der flytter grænserne for hvor langt man kan og tør udfordre sig selv.
Mit eget skiløb er også blevet bedre, jeg har stadig problemer med at få lårmuskulaturen til at holde til flere heldage i sneen, men jeg bruger i dag færre kræfter på at komme ned over pisterne. Jeg kan køre ned gennem nysne og offpisten på nogenlunde sikker på måde. Jeg kan komme ned af en opkørt piste uden at miste kontrollen over mine ski. På den konto har jeg flyttet mig meget i år i forhold til sidste år.

Vi har ikke kørt så mange kilometer i år, men det skyldes primært vejrforholdene som bestemt ikke har været med os på samme måde som sidste år, hvor vi havde syv dage med høj sol, og to med sne. I år var det lige omvendt, fem dage med sne, to dage med sol og et par dage med overskyet vejr. Det var et meget mere krævende skiløb vi oplevede i år, og det har selvfølgelig været med til at udvikle vores teknik, men har også forkortet distancen vi har kørt.
Jeg vender helt sikkert tilbage, og til næste år er der alt for lang tid lige nu.. Kan være jeg kan overtale min bedre halvdel til en smuttur af nogle få dages varighed lidt senere på sæsonen…Hmm måske..


Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

4 Svar til “ Saalbach Hinterglemm 2010 ”

  1. håber i har fået et andet værelse , men så slem ser Martin nu heller ikke ud . Har haft besøg af Frederik , hyggeligt .
    Go ferie ,kom nu hjem med arme og ben i hel tilstand

    hilsen mor

  2. Hov – hvem er de to 17 årige fyre der sidder med fake pelsøre på? Er det mon nogen i passer? De søger ihvertfald opmærksomhed. Bare de nu ikke stjæler hele opmærksomheden fra Martin og dig. Fjollede ser de ihvertfald ud. :-) kram fra gøjs. (kan nu pludselig være taknemlig for den dybe mand jeg har).

  3. Ajjj og mig som “virkelig” var hoppet på det var de to skitrolde Martin og Jens;-D.. Der kan man bare se!!! Et par unge look a like, uhmmm!! Joooo Gitte de ligner squ meget godt.. Heldig nok at finde andre til at se fjollet ud *GG*… tsk tsk ;-) . knuzz fra “solsiden”

  4. [...] den samme som sidste og forrige år, så ingen grund til at gentage den her, jeg har gemt den under Saalbach Hinterglemm 2010, hvis det har nogen [...]

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>