Get the Flash Player to see the slideshow.

FotoNord – jeg må være på svampe!

Det er eftårår! Bladene på min hæk, mister stille og roligt farverne, og mange af dem forsvinder med vinden. Sådan skal det jo være, men alligevel er det lidt trist, at endnu et års forår og sommer nu er væk, jeg er ikke speciel tilhænger af hverken efterår eller vinter, men på den anden side, hvis ikke vi havde de to sæsoner også, så havde jeg vel heller ikke sat så høj pris på foråret og sommeren, når den tid vender tilbage.


En rød fluesvamp i Lundby Krat

Det gode ved efteråret er det bløde lys og de lange skygger, som fotograf sætter jeg stor pris på, at sommerens hårde og uinspirerende lys er væk. Apropos fotograf, så har jeg kastet mig ud i endnu et eventyr – håber jeg. Båret frem af de positive tilkendegivelser og anbefalinger jeg har fået for mine fotos de seneste år, samt det faktum, at jeg har haft et par foto opgaver hvis udkomme har baseret sig på vennetjenester og bytte-bytte-købmand, så har jeg flere gange tænkt tanken, om ikke jeg kunne drive det lidt videre..

Med udsigten til endnu en fotoopgave af lidt større karakter, og udsigten til en indtægt af den vej, så tog jeg en beslutning som indtil videre virker fornuftig.. Jeg bruger og har brugt rigtig mange penge på min hobby, nok også mere end jeg egentlig kan forsvare. Kan jeg på en eller anden måde kombinere den hobby med en indtægt, og i det mindste ikke betale skat af de udgifter jeg har i den forbindelse, så vil det jo være oplagt.

Jeg har oprettet en “enkeltmandsvirksomhed” af navnet FotoNord. I den virksomhed vil jeg lade mine indtæger for mit fotoarbejde indgå, men jeg vil så også lade mine udgifter dække af samme kanal. Håbet er så, at jeg kan ende op i et rundt “0″, eller et mindre overskud..


Svampe i flok

Jeg er faktisk lidt imponeret af den måde Skat griber det hele an på.. Jeg havde dårligt registreret mig med CVR. nr. inden de ringede og tilbød mig et kursus for iværksættere, samt sendte mig en række links, så jeg kan blive klogere på det at drive virksomhed, og ikke mindst føre regnskab.


Endnu en flok svampe

Om det bliver til meget andet end den rare fornemmelse det giver mig, at starte noget for sig selv, ved jeg ikke. Det er i virkeligheden også ret ligegyldigt, så har jeg i det mindste prøvet det af, og vil også kunne finde fred i ikke at skulle gå den vej. Skulle det gå den rigtige vej, så har jeg bestemt en ønskeseddel af den anden verden, som nok skal hjælpe med at holde overskuddet nede… Alene tanken om Canon EOS 5D Mark II gør mig jo næsten overstadig :-)


Min fotoassistent er også model

Af uransaglige veje har jeg fået endnu en blitz til samlingen, og nu begynder det at blive rigtigt sjovt! Mit kamera har muligheden for at køre trådløst til blitz, og jeg kan bruge den funktion til at skabe forskellige lyseffekter i mine motiver. Gitte kan med lidt overtalelse overbevises om det vigtige i, at hun står model til mine prøvelser i den retning. Sidste weekend havde vi for os selv, og jeg har længe haft tankerne om den gamle værftsbygning ved KMD som mål for en fototur. Bygningen er en ren ruin med knust glas og ødelagt inventar, murene er dækket af grafitti, og i det hele taget er der en stemning af noget koldt og forladt over stedet..

Jeg hankede op i Gitte og mit udstyr og vi gav os i kast med bygningen, hvilket ikke er helt ufarligt med gammelt jern og udgravninger i gulvene. Det lykkedes da også for Gitte, at komme til skade, men vi fik da et par fede billeder undervejs..


Gitte ser mod lyset

Der går hurtigt et par timer på den måde, og endnu nogle stykker bag skærmen efterfølgende, men det er skide sjovt synes jeg, og Gitte er ganske overbærende og lever med mine særheder..

Nå men, det hele skal ikke handle om fotografi og motiver.. Jeg er igang med at læse en bog, og en underlig en af slagsen.. Den er bestemt ikke velskrevet, men alligevel ret fængende. Bogen hedder “Den Niende Indsigt” og er en temmelig stor succes for forfatteren James Redfield. Læst af over 5mio på verdensplan og oversat til et hav af sprog.

Den handler om ni indsigter, der er nedskrevet i Peru 600 år før Kristi fødsel. En ung amerikaner er på opdagelsesrejse i Peru, hvor han på sin vej møder de ni indsigter og erkendelser. En opdagelsesrejse både på det ydre og indre plan beskrives.

Selvindsigt, global  bevidsthed og bevidshedsudvikling, den er på alle måder en “underlig” bog, men også ret befriende i sin tilgang til naturen, mennesket og de energier der findes..  Det sjove er, at jeg er i tvivl om bogen er ren fiktion, eller indeholder en skygge af sandhed, meget af det er genkendeligt, men så alligevel ikke. Er der nogen der har læst den, og kan fortælle mig om den dybere mening i bogen?

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

3 Svar til “ FotoNord – jeg må være på svampe! ”

  1. Skal man så måske titulere dig Hr. Direktør Jens Larsen..?

    Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med dit forehavende – og skulle du få brug for en assistent, så ved du hvor jeg er ;-)

  2. @ Catarina: Ja måske selvstændig fotograf om tiden og udviklingen vil, men det er nu ikke det jeg har haft i tankerne, ganske simpel pengenød :-)

    @Mette: Jeg mangler en regnskabschef ;-)

  3. Jeg har forsøgt mange gange at læse bogen, men jeg har aldrig haft energien til at fordybe mig i den. Den skulle være fantastisk – men den oplevelse har jeg til gode.
    Tak for dine bevingede ord – særdeles rørende og et helt uventet flash back.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>