Get the Flash Player to see the slideshow.

Kongen af Danmark…

Dagen der på. Det kan godt være jeg var konge på andendagen, men 3′de dagen har sgu ikke været så royal.. Havde godt hørt at 3′de dagen skulle være den værste, men ikke hvorfor, det fandt jeg så ud af.. Jeg vågnede frisk og uden hoste som er en af de første virkninger af den manglende røg. Min morgen var ganske glimrende, jeg havde kun ganske få tanker på røg, og fortsatte mod en aftale i Viborg, hvor jeg skulle hente nogle arkivskabe jeg har fået..

Jeg tog Frederik med, så kunne vi gøre en tur ud af det, måske havde jeg i underbevidstheden, at jeg altid plejer at storryge, når jeg er alene i bilen.. Turen gik fint, og vi var hjemme igen ved 11 tiden, herfra var det op af bakke, jeg kunne godt mærke en tiltagende uro i min krop… Det sitrede lidt over det hele, men mest i mine fødder og ben – nikotinen savnedes…

Vi havde en middagsaftale hos mine forældre og pakkede hurtigt bilen igen og fortsatte dertil. Jeg havde nu helt tydelige abstinenser og både min krop og mine tanker kæmpede det bedste de havde lært.. Frokosten husker jeg ikke meget af, heller ikke køreturen videre op til ørnereservatet ved Bindslev husker jeg en helt masse fra, udover 3 larmende tøser på bagsædet..

Ved halv tre tiden parkerede vi ved reservatet og gik indenfor. Jeg bestilte en kop kaffe, og satte mig på en stol – forsøgte at få lidt ro på. Det hjalp, og jeg kunne rent fysisk mærke hvordan min krop igen gav slip, og tankerne derefter fulgte med, hvilken lettelse..


Lammegrib – Den tibetanske drage

Den næste times tid var vi vidne til et fantastisk show, og selv om alle frøs, så sad vi bomstille på vore pladser og fulgte den ene store fugl efter den anden. Der var rygeforbud på pladsen, og jeg så en enkelt herre kæmpe sig ud til en smøg på parkeringspladsen, jeg ved godt hvad det handlede om, og jeg kender hans følelser af, ikke at være betragtet, men foragtet – men mest i sin egen verden..


Steller ørn i flugt

Jeg har aldrig været så tæt på så store fugle, og det er bestemt fascinerende, at se sådan en fugl i øjnene.. Det startede med et falke show, hvor flere forskellige falke fløj tæt på publikum med op til 360kmt. På et tidspunkt blev jeg ramt af en jagtfalks vingefjer, så de var tæt på. Det var nu primært de store ørne der havde min interesse, og så den finurlige lammegrib, som på alle måder ser løjerlig ud og har et vingefang på 3 meter…


Havørnen tager bytte i overfladen

Vi så et par kongeørne, men det var kun ganske kort, ellers var scenen primært sat med havørne og steller ørne. På et tidspunkt hoppede de rundt på bænkende blandt publikum, så de var ikke specielt sky..


En ung havørn med sort næb og fjerdragt

Det er ret imponerende at se, hvor adrætte de er i luften, og hvor let de griber et bytte der kastes i luften af falkoneren. Showet sluttede med 3 havørne og 2 steller ørne i luften på samme tid, ganske hektisk, og hvordan de undgik at ramme hinanden er mig en gåde..


Steller ørnen tæt på

Vi vendte bilen og kørte mod Aalborg igen, og for anden gang på samme dag, kom jeg forbi politiets fotovogne, hvad er det lige der sket for det danske politi! Klog af skade kan jeg nu næsten spotte dem på lang afstand, og jeg kørte pænt forbi, inden jeg igen gav den gas..

Nå tilbage til mit rygestop.. Vi nåede hjem uden synderlig uro i min krop, men den kom så til gengæld igen ved 18 tiden, og de næste par timer kæmpede jeg igen med abstinenserne.. Jeg fik endelig fred ved 21 tiden og nød resten af aftenen med resten af familien. Fornemmelsen i kroppen efter sådan en dag, er nærmest udmattelse, eller følelsen jeg har efter en løbetur, jeg var helt flad.. Jeg sov som en sten hele natten og vågnede først i dag kl. 9..

Det er underligt sådan en dag, hvor tankerne  i takt med at kroppen bemærker den manglende nikotin, næsten lever deres eget liv.. Der var ikke grænser for, hvor fantastisk det havde været at ryge, hvor fedt den første morgensmøg havde været, hvor afslappende efter-måltids-smøgen også var.. I det hele taget var der slet ikke noget negativt forbundet med at være ryger..

Hvis bare et rygestop havde karakter af noget fysisk, så havde det været langt lettere, men jeg synes den kamp jeg skal have med mine tanker er langt svære at kæmpe med.. I dag er der ro på igen, og jeg kan sagtens genkende de der forræderiske tanker jeg havde med mig i går, min krop er i ro, og jeg kan næsten kun smile overbærende over mig selv og den oplevelse jeg havde af dagen i går..

Lige nu holder jeg fast i alle de gode ting der allerede er fulgt med mit rygestop.. Det startede allerede samme dag jeg stoppede, hvor jeg stod i en elevator i firmaets hovedsæde, og tydeligt kunne dufte den kvinde der havde kørt med den lige inden.. Duften af rygerne ved indenrigshavnens indgang var der også, men mest af alt fornemmede jeg, at det var langt lettere at trække vejret. I stedet for at bruge skuldrene som jeg tidligere har gjort som ryger, så bruger jeg nu maven..

Jeg hoster mere her på 4′de dagen af mit rygestop, end jeg gjorde da jeg røg, men det har sin årsag – lungerne renser sig selv.. Jeg kan sove på ryggen igen, det kunne jeg ikke som ryger uden at snorke…

Jeg ved ikke om jeg kommer til at ryge igen, men det bliver uden den glæde jeg mente at have tidligere, alene tanken om de hårde dage det har været, at slippe ud af nikotinen igen, vil ødelægge en masse.. Rygning er ikke hygge, det er afhængighed, der er intet naturligt forbundet med det, det handler alene om at fjerne abstinenserne inden de opstår, og dermed holde fast  i abstinenserne..

Jeg har helt glemt, at som en del af mit rygestop, så har jeg tilmeldt mig et af kommunens rygestop kurser, mest som forebyggelse, da jeg var stoppet inden jeg deltog på det første møde… Torsdag mødte jeg op i kommunens bygninger i Hasseris sammen med 8 andre.. Vi var en meget forskellig flok, der var en pige på 21 og så mig. Resten var godt på den anden side af 50 og 60, og alle var de synligt ramte af deres rygning.. Blege og rynkede, tydeligt besværede med vejrtrækningen..

Det viste sig, at 4 af dem havde KOL i forskellige stadier, og et par andre havde andre følgesygdomme af rygningen.. Det kan man da kalde et forebyggende kursus, jeg har ikke til sinds at havne som dem!

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>