Get the Flash Player to see the slideshow.

Hemsedalen 2010

Søndag d. 26 december

Tidlig søndag morgen, meget tidligt faktisk, vågnede jeg efter en lang urolig nat, hvor min søvn flere gange blev afbrudt alene fordi noget stort var i støbeskeen.. Denne vinters første skitur med venner, familie og alle vores delebørn  – en samlet flok på 8 som allerede sidste år tog på en fælles skitur til Norges land for første gang.. Hvorfor Norge, og hvorfor skiferie mellem jul og nytår. Det er der såmænd mange gode grunde til, først og fremmest er det en måde at komme gennem julen på, hvor det hele ikke drejer sig om mad og gaver, men i stedet om det julen i virkeligheden altid bør handle om, nemlig samvær med de nære og de kære..

Det er også en måde at holde vinterferie med mine børn udenfor sæsonen, hvor alt er mere tåleligt, rent prismæssigt.  Jeg har ikke råd til at tage mine børn med i uge 8, det koster en mindre formue.. Perioden mellem jul og nytår er alligevel altid ferie tid for børn, så det er det alternativ jeg har at gøre godt med.. Nå men tilbage til en tidlig søndag morgen, hvor alt er alt for tidligt. Logistikken i en sådan en skitur er altid en prøvelse. Vi skal 8 ”mand” af sted med ski og støvler som alene kan fylde en mindre lastbil. Derudover en masse vintertøj som kan klare kulden. Slutteligt skal al maden med hjemmefra, da den norske er lige så dyr som den er dårlig..

Jeg har fået arrangeret 2 skibokse til vore 2 biler. Martin tager den ene på taget af sin bil, fylder den med skistøvler, og jeg tager den anden med alle vore ski og stave.. Resten af min stationcar fyldes så med mad og tøj, og jeg mener fyldes! Der er ikke den mindste friplads tilbage når den er pakket… Aftalen var, at Martin skulle komme kl. 715, så vi kunne pakke bilerne med al hvor habbengut. Maria kommer nogenlunde samtidigt, og så får vi pakket det hele, lukket huset ned, og kørt det hele i stilling til den korte tur til Frederikshavn..

En aftale med Martin er altid variabel, jeg kan ikke mindes han på noget tidspunkt er kommet på det aftalte tidspunkt.  Heller ikke den gang, hvor han faktisk først kom, da vi skulle være kørt. Vi fik pakket bilerne i hast og kom en halv time senere af sted end beregnet. Heldigvis var der ok vejforhold på vejen op, samt ganske lidt trafik, så var vi var fremme med en mindre forsinkelse..


Frederikshavn i morgenlyset

Klokken var præcis 9:30 da lagde fra kaj og satte kursen mod Oslo. Der er ikke meget at fortælle om sådan en tur, ret kedeligt er det og tiden lang.  9 timer senere var kajen skiftet ud med den i Oslo, og vi kørte fra borde og gav og i kast med de 3mill rundkørsler der er i Oslo. Mit navigationsanlæg har endnu aldrig fundet den rette vej, men med næsen ret nord, så er det nogenlunde let at finde ud af byen..


Tidsfordriv på færgen

Der er omkring 220km fra Oslo til Hemsedal, hvilket ikke lyder af meget, men med ca. 60 kmt. Så er det en længere tur om vinteren. 4 timers kørsel på isede smalle og kringlede veje er hård kost, trætheden er ret tyngende efter så lang tid koncentration, så fremme i byen fandt vi hurtigt nøgleudleveringen og fandt frem til vor hytte som viste sig at være en lejlighed blandt mange på oven på byens Coop..


Hygge i stuen

Vores bopæl viste sig ved første hånd ikke at være så imponerende, men vi var for trætte til andet end at resignere og acceptere tingenes tilstand. En hektisk halv time blev brugt på at pakke ud og flytte ind, ungerne blev smidt i seng og vi andre fulgte ret kort tid efter ..

Mandag 27. december

Jeg havde sat vækkeuret til kl. 7 – alt for tidligt, og jeg var alt for træt, men op skulle vi.. Erfaringsmæssigt ved jeg, at der hurtigt går nogle timer med leje af ski og køb af liftkort, og det var også op af formiddagen inden vi endeligt var klar til at stå på ski. Vejret er anderledes i år, heldigvis er den hårde frost ikke så hård som sidste år, hvor vi kæmpede med temperaturer nede omkring -30 grader. Dagen startede ud med omkring 8 graders frost og det småsneede – perfekt til en dag på pisten.


Udsigten fejler bestemt ikke noget en tidlig mandag morgen

Vi startede på det fine børneområde lige op af parkeringspladsen ved Alpinlodgen.. Alle skulle lige finde formen igen, træde lidt let gennem svingene og med lidt frygt i maven, køre ned af den første hidsige bakke. Efter en times tid var selvtilliden så småt på plads, Gittes unger græd næsten ikke mere,  og mine råbte nærmest i kor for at komme lidt længere op af bakken og prøve bjerget af. Vi forsatte af et par lifte op af bjerget og endte på det første plateau, hvor vi i frosten skyndte os ned til højre af den grønne piste..


Josefine på tallerkenliften

Jeg har efterhånden prøvet et par piste eller ti i Norge, og har efterhånden et godt indtryk af alpin skiløb i Norge kontra pisterne i Alperne.  I Norge er det mindre forhold, kortere piste og som regel ganske smalle, men her i Hemsedal  er det anderledes. Brede let kørte piste med kanon sne er mit første indtryk. Der er plads til at få carv i skiene og med store brede sving køre i god fart ned over pisten. Området kalder sig med rette ”De norske Alper”, det er helt anderledes skiløb end hvad vi ellers har oplevet i Norge.


3 pister mødes i bunden ved varmestuen

Formiddagen var hurtigt væk med at lære området at kende, jeg er vældig imponeret af det vi har set ind til nu.  Alt er næsten nyt, og er alt er velholdt, priserne er som man kan forvente det i Norge – temmelig pebrede… En kop kaffe 22.- og en kop varm kakao med flødeskum  fås til 40.- hvilket er en slags penge… Vi har heldigvis lært at slæbe en frokostkurv med som vi lader stå i bilen indtil sulten melder sig. Vi fandt en varmestue omkring middagstid, som på bedste vis er udstyret med microovn  borde og bænke til en mindre hær.


Middag i varmestuen

Vi spiste hurtigt de medbragte boller, drak en masse vand og sluttede med en dessert af forskellige nødder.  Herefter gik det af alle pister rundt i området. Det er helt umuligt at holde nogenlunde fællesskab i så forskellig en gruppe, så er det bedre, at man kører for sig selv, eller sammen i par.


Helt i top på det ene bjerg i 25 graders frost, og en af de få gange vi så solen

Pisterne åbner kl. 9 om morgenen og lukker igen kl. 1530 på denne tid af året, så det er en kort hektisk dag på pisterne, men ikke desto mindre var vi alle godt brugte da vi mødtes igen kl. 15 Vi fik hurtigt fyldt en bil med piger som blev sendt hjem for at sætte lidt fut i hytten. Jeg fik samlet de resterende, samt alle vore ski og støvler, og nåede tilbage til Hemsedal by i mørkningen. Hemsedal skicenter ligger ikke som jeg troede i Hemsedal by, men et par kilometer derfra. Vi er fra Alperne vant til, at skistederne er opbygget omkring byerne, heroppe skal man som regel køre lidt med mindre man har råd til at bo hytterne på pisterne. Tilbage i lejligheden fordelte vi os mellem de to badeværelser og vi fik alle et nødvendigt bad. Gitte og Maria havde fundet en åben butik her i ødemarken, det skulle selvfølgelig udnyttes. Og inden jeg havde fået sat håret efter badet, så havde Gitte shoppet et par nye skibukser!


Maria og Martin i køkkenet

Vi spiste herefter Marias medbragte lasagne, og nød et par timer rundt om bordet med hygge, men med maven fuld, varmen i kinderne og nyvasket hår, så var vi alle lidt bløde i koderne, og inden klokken var 21. var alle vore børn lagt i seng , og vi fulgte efter indenfor den næste time. Jeg vågnede første gang kl. 01:00 ved vore naboers højlydte hjemkomst… Det viser sig, at der bor ca. 8 langhårede halvaber med snowboards lige ved siden af. Ikke lige en håndfuld naboer jeg selv ville have valgt, men de skal vel også have et sted at sove, så de er i stand til at genere os skiløbere på pisterne i dagtimerne.. .

28. december 2010

Selv om min søvn blev forstyrret et par gange, så vågnede jeg inden vækkeuret kl. 8.  Der var allerede gang i lejlighedens underste etage, hvor køkkenet befinder sig, herligt alle var friske og klar til en eventyrlig dag på pisten med de små sejre og nederlag der kommer af, at skiløb er et løb mod egne grænser og evner. Et kig ud af vinduet viste en overskyet himmel med enkelte skyfrie pletter… Hmm det så meget koldt ud, og der var også faldet en smule sne i løbet af natten.. Morgenmaden var et solidt skud havregrød til nogle og øllebrød til andre, jeg begrænsede min spisen til nogle nødder og et par boller med ost..

Bilen var pakket og vi kørte mod skiområdet kl. 930 og parkerede som de første på den store parkeringsplads ved børnepisten.  Det var koldt og føltes langt koldere end de 15 graders frost mit termometer i bilen viste. Et par ture ned af børnepisterne og alle var klare til at fordele sig over pisterne. Vi fulgtes op med den store 8-sæders stolelift, og kørte så i hvert vort tempo ned af pisterne.

Ret hurtigt viste det sig, at Julie ikke havde fået tilstrækkelig med tøj på, så Gitte måtte af sted i bilen efter yderligere. Det går der hurtigt en time med, så vi andre valgte efter en kort pause med varm kakao, at fortsætte mod den ene af tinderne helt i top, i ca. 1440 meters højde.


En af de få gange vi mærkede solen varme

Hvis ikke vi havde følt  kulden længere nede, så var vi ikke tvivl om, at det var koldt, da  vi i en lift fortsatte op gennem skylaget med rimfrost i både hår og øjenvipper. På den anden side af skylaget, skinnede solen fra en skyfri himmel, solen var i stand til at afgive så megen varme, at vi ikke længere frøs så meget.  Det var en mageløs udsigt der ventede os på toppen. Dalen under os var skjult under skydækket, men fjeldet stod klart i horisonten så langt øjet rakte.

Vi stod lidt og nød udsigten inden vi gav os i kast med pisterne. Det viste sig, at den piste der gik over til den næste tinde var lukket, enten pga. manglende sne, eller fordi vi endnu ikke er inde i højsæsonen. Vi korrigerede vore planer og søgte ned af toppen via de piste der lå lige for. Undervejs måtte vi ned over et temmelig heftigt stykke piste, som mest af alt så meget sort ud. Frederik væltede som den første inden vi var kommet ret langt ned af stykket, Maria kæmpede en del med frygten, men kom dog uskadt ned.  Vi andre nød bare den nye sne under skiene og glæden ved det gode skiløb.


Det er mig med de søde ører…

Gitte returnerede med Julie og på vejen ned for at møde dem, kom Martin og jeg forbi en demo shop, hvor man kunne prøve de nyeste ski fra butikken.. Sådan en chance lader jeg ikke gå fra mig, og kort tid efter var Martin og jeg ekviperede med Völkie ski for 12.000.-

Jeg har længe gerne ville prøve et par ski med lidt mere fart i, lidt skarpere skåret i pisten, altså en stivere ski til en mere aggressiv kørestil.. Jeg fik stillet min nysgerrighed med de ski jeg lånte, og fik helt sikkert skabt et nyt behov, det var fantastiske ski!

Det er simpelthen den fedeste følelse, at køre en piste med høj fart, skære gennem snepuder og opkørte spor, med et par ski som er klippefaste og fuldstændigt ligeglade med underlaget. Jeg må ha sådan et par – period!!

Frokosten stod på gårsdagens  lasagne som vi lunede i de til varmestuen tilhørende microvne, fin service må man sige. Ungerne sad på bænkene med uglet hår og røde kinder mens de snøftede og gumlede på resterne af lasagnen. En smule trætte, men ganske glade og tilfredse med dagens udvikling. Skiløb er godt for familielivet, men kan være en udfordring for parforholdet, når  herren i huset mener at fruen i huset kører lidt for afslappet og langsomt, og han derfor gerne vil hjælpe hende med den rette teknik…

Gitte havde ikke været med helt i top, da vi andre var af sted, så jeg tilbød hende en guidet tur derop sammen med Maria.. Jeg fik hende overbevist om, at det ikke var livsfarligt, og at endnu ingen var død af skiløb i Hemsedal. Turen var mindst dobbelt så kold som den foregående, solen nåede ikke op over fjeldet, og i skyggen er der ingen varme.. Jeg kæmpede med pigerne ned over den stejle nedkørsel og syrede nærmest til i lårene mens jeg ventede på, at pigerne nærmest krøb ned af pisten – de overlevede, men jeg troede ikke en så stejl piste kunne være så kedelig.


Speed Queen and Rocket Mama!!

Vi nåede ned en sidste gang, tiden var så fremskreden, at vi ikke kunne nå flere ture i dag, og vi pakkede bilerne som små forfrosne hunde der rystede over det hele.. Tilbage i lejligheden fandt vi os til rette i vore små rutiner, Martins koteletter fra Calcutta gav os lidt varme i kroppen igen. Pigerne kravlede i saunaen og vi andre smed os hvor der var plads. Sådan går en aften alt for hurtigt når man er træt efter en meget fysisk dag, ingen af os blev særligt gamle..

29. december 2010

3’de dag i det norske, og vi begynder at få rutinerne på plads, hvem står op hvornår, hvem er friske nok til at klare morgenmaden, hvem bader først og hvem går bare i vejen.. Morgenmaden klarer næsten sig selv  og en times tid efter vækkeuret har kaldt os til samling er vi klar til pisterne.

Denne morgen viste sig dog anderledes, det frøs ganske meget da vi entrede bilerne, og min hostede nogle gange og kunne næsten ikke trækkes rundt af batteriet. Jeg vidste godt, at mit batteri ikke var helt nyt, men at det ikke var bedre overraskede mig lidt. Fakta var, at bilen ikke startede inden batteriet var fladt, så jeg måtte sætte min lid til Martins bil, og lidt låne strøm.. Martins Peugeot viste sig heller ikke, at være særlig glad for kulden og først efter nogle minutters nervøs prøven sig frem, lykkedes det at få motoren i gang, dog med alle stop lamper lysene. Et par forsøg senere lykkedes det så at få liv i min bil også. Den hostede nogle gange, røgen stod tung og sort ud af udstødningen, og så sprang den i gang meget tungt og tøvende.. Spændende at se, hvad der sker i morgen tidligt, hvis det er lige så koldt i nat.. Jeg kørte forbi Shell og fyldte tanken med norsk diesel som er tilsat forskelligt guf, som gør det lidt lettere at være diesel bil i Norge…

Vi ankom lettere forsinket til parkeringspladserne ved pisterne, men havde nu ikke problem med at finde parkeringspladser af den grund. Termometeret viste -20 grader, og det afholdt de fleste fra at møde frem på pisterne. Sidste hele dag på pisterne skulle udnyttes, og vi startede hårdt ud efter en enkelt tur ned over børne pisterne. Gitte og Maria valgte at holde sig på børnepisterne for at pudse formen af og få teknikken lidt bedre på plads, vi andre fordelte os op ad.


Stor stor koncentration i hoppet

Jeg havde lovet Josefine en lang tur, hvor vi kørte sammen. Martin og Frederik hægtede sig på, og vi søgte mod Røgjin, nu havde vi brugt et par dage omkring Tinden og havde vist fået prøvet alle piste der. Totten er lukket, om det skyldes kulde eller manglende sne ved jeg ikke, så Røjgin var den sidste af toppene i Hemsedal.


Frederik er et naturtalent på ski

Frederik har udviklet sin teknik meget de sidste par dage, han ramte svingene rigtigt den anden dag, og det var meget tydeligt, at det gav ham større sikkerhed i sin kørsel og megen mere fart.  Josefine kæmper stadig lidt med svingene, men holder sig ikke tilbage med farten og følger os uden problemer ned over pistene.


Amalie er kommet langt med sit skiløb

Det er en fornøjelse at kunne køre i nogenlunde samlet flok, og med høj hastighed ned over pisterne, lege med de store sving og bare nyde sneens vislen under fødderne. Vi kom hurtigt ned fra tinden og tog en tur mere inden tiden var så fremskreden, at vi skulle mødes til middagsmaden i varmestuen. Martin og jeg hentede kurven med maden og tasken med vore kameraer mens resten af tropperne faldt ind..

Calcutta koteletter fra i aftes blev kastet ind mellem to stykker brød, og mættede både smagsløg og mave.. Det blev en frokost af de hurtige, alle ville nyde den sidste hele dag på pisterne, så vi skiltes hurtigt igen. Martin og jeg fulgte ungerne ned til et område ved børnepisterne, hvor der var indrettet med pukler, så man kunne hoppe. Alt efter mod og evne bestemte farten, hvor langt man fløj inden skiene igen fangede sneen.. Gitte fortsatte med Maria og havde mod på de lidt større piste og kørte ud i terrænet.  Martin og jeg fik taget nogle billeder og pakkede igen udstyret ned for at tage en sidste tur på pistene.


Hemsedal Alpine Lodge

For mit vedkommende har det været en nogenlunde stille dag, jeg har ikke fået dækket så mange piste, men har alligevel nydt fornemmelsen af god sne under skiene, farten i maven og suget i de tunge sving.. Jeg har en god fornemmelse af fremdrift siden sidste års tur til Norge, dagene i Østrig har alligevel bidt sig fast med lidt rutine.. Vi hoppede ud af skiene igen kl. 15.15 og skridtede hen over parkeringspladsen, der er kommet en hel del  flere folk til i dag sammenlignet med de forrige dage. Det er skiftedag i dag, og alle de som holder nytår på Hemsedal er begyndt at indfinde sig. Byen er også pludselig blevet levende, hvilket vi også kunne fornemme på pisten. Vi tager hjem i morgen, så det passer meget fint. Hemsedal kommer ret hurtigt til at virke overfyldt, der er ikke så mange lifte op i terrænet, så allerede nu står man i kø for at komme med tallerken liftene.

Tilbage i lejligheden kunne vi også mærke, at det var skiftedag, vore naboer til den ene side var helt sikkert nye, dødsmetal har vi ikke hørt før i dag, om det helt spiller sammen med hip hop musikken fra den anden lejlighed ved jeg ikke…. Hmm..  Godt jeg har en krasbørstig kæreste med et højlydt stemmebånd som kan sætte dem på plads! Næste problem… En eller anden havde glemt et eller andet til aftensmad, så vi var lidt på bar bund… En hurtig rådslagning, og vi blev enige om et besøg på Pepe’s Pizza som i en brochure annoncerede med buffet til 100.- norske pesatas pro persona. Vi entrede spisestedet og spurgte til buffet’en. Den kan man så ikke få i sæsonen, eller i julen, så vi måtte vælge fra spisekortet. Et hurtigt blik på priserne og et regnestykke fortalte mig, at det var billigere at fylde bilen med diesel, køre til Göteborg og hente 3 pizza hos et lokalt pizzeria og så vende hjem igen.. 212.- for en plain pizza er uhyrligt, men meget typisk norsk..

Jeg nedlagde veto, og vi gik den slagne vej til det nærmeste Ica supermarked og handlede pølser, laks og pasta til en hurtig gang aftensmad i lejligheden. Selv Frederik kunne godt se det urimelige i at betale så meget for en pizza… Vi endte op med en noget billigere aftensmad som smagte himmelsk! Der er intet som kulhydrater fra pasta, når man har brugt sig selv fysisk hele dagen.

Dagen inden et opbrud gør mig altid lidt stille og rastløs, det er som om mit sind forbereder sig på rejsen, så jeg tullede lidt rundt i lejligheden, læste lidt, drak kaffe og begyndte så småt at samle mine ting, så jeg ikke skulle spilde min tid på det dagen efter…

30. december 2010

Hjemrejsedag, men heldigvis også det meste af en dag på ski. Vi skulle først med færgen kl. 1930 og med en passende margin, så passede det med, at vi kørte fra Hemsedal kl. 1430. Vi fik hurtigt pakket vort udstyr ned i bilerne, og gjort lejligheden ren, så vi kunne komme på pisterne. Vejret havde ændret sig dramatisk over natten, og væk var de lave temperaturer. Vi gik i seng til -20 grader og vågnede i +3 grader, det er da et skifte der er til at få øje på.


Sidste dag på pisterne – i sol på sydsiden..

Hemsedal Skisenter havde også ændret sig dramatisk, vi havde lige pludselig ikke det hele for os selv, og skulle finde os i at holde i kø ved hver eneste lift… Vejret var super,  om det var vejret, eller det faktum, at årets sidste dag stod for døren ved jeg ikke, men der rigtig mange mennesker..


På vej til toppen i syd

Gitte og jeg rystede alle børnene af os, og stak af sted på en tur for os selv, det har ikke været megen tid vi har fået til at pleje hinanden, men sådan er det jo når børnene skal med.. Det blev kun til den ene tur inden Gitte trak sig med syrede lår, 4′de dagen er som ofte den hårdeste på pisterne. Det er her, at den slidsomme hobby for alvor sætter sine spor, og jeg kan bestemt godt huske hvor ondt det gør, når man har brugt en eller flere dage på at bekæmpe bakkernes hældning.. Ungerne havde fundet en hoppepude, hvor man på ski kan øve sig i en masse forskellige spring og stunts uden at sætte helbredet på spil. Det efterlod mig alene med Martin, og det skulle selvfølgelig udnyttes, så vi fandt hurtigt frem til de to toppe med de længste nedkørsler, og også med de største fald, så vi kunne slutte turen med lidt fart.


Sidste tur med tøserne..

Det blev et par hektiske timer, hvor vi fik brændt det sidste krudt af, inden turen igen går hjem.. Vi mødtes med resten af flokken ved Alpine Lodge og fik pakket udstyret, inden vi sluttede med en kop kakao og kaffe på det lokale cafeteria. Herfra gik det mod bilerne, og den lange tur til Oslo og færgen til Danmark…

Lidt af turen fra Martins bil med udsigt til min foran..

Selv om der kun er tale om 220km, så er det en lang tur med ca. 60kmt som den maksimale march hastighed. Vejene er spejlglatte, og der er som oftest kørespor som man børn holde sig i. Derfor tager de 220km ca. 4 timer med tissepauser. Det er ok når bare man husker på, at det tager lang tid at køre i Norge, så man ikke samtidigt er presset af tiden.. Hele vejen ind mod Oslo, så vi kun biler i modsatte retning med skiboks på taget. Alle var de på vej til Hemsedal, og det var mange! Tror det er meget godt vi kom derfra…

Turen ned gik uden problemer, og vi nåede færgen som forventet. Det var ikke ret mange andre der skulle med færgen, jeg tror maks der var tale om 50 biler og 3 lastbiler, så det var ikke plads vi manglede..  Turen hjem fra en ferie er altid triviel, så jeg bruger den som regel på eftertanke og rationalisering på turen… Sådan gik mine tanker også på Hemsedal som vi besøgte for første gang, og måske også sidste..

Hemsedal er det sted i Norge, hvor vi har oplevet de fedeste piste, brede og lange er og med en fantastisk god sne. Hemsedal er på næsten alle områder klasser bedre end hvad vi ellers har oplevet i de nordiske lande, men der er et men, og det er stort. Næsten alle piste befinder sig nordsiden, det vil sige, at på denne tid af året, så ser man ikke solen med mindre man tager helt i top. Solen står meget lavt og i december og januar, så betyder det, at det hele ligger i skygge – hele dagen! Netop på denne tid af året har jeg allermest brug for solen, og så holder det bare ikke med manglende sol..

En anden observans fra stedet, var den oplevelse både Martin og jeg havde i forhold til udklædning.. Vi er fra Skicirkus Østrig vant til, at man putter alverden på sin hjelm eller kører i meget specielt tøj.. Vi har set alt fra kongelige til bjørne på pisterne i Alperne, det er de bare slet ikke klar til i Norge.. Mine ganske små bamseører til montage på hjelmen fik kun en enkelt positiv bemærkning med sig, men der var så til gengæld rigtig mange undrende ansigtsudtryk og udtalt skepsis, men sådan er Norge jo.. Martin oplevede det samme med sit flamme hår… Norge er bare ikke klar til sjov på pisten!

Nå ja.. En sidste tanke, jeg kommer ALDRIG ALDRIG igen til at bo i Saga Apartments i Hemsedal by, og det får Stena Line også at vide en af dagene..

Jeg havde en meget bange anelse med til Norge omkring holdbarheden af mit knæ, og om jeg overhovedet kunne køre på ski på trods af intensiv behandling hjemmefra.. Det viste sig, at når bare jeg havde tapet knæet ind og havde en neoprenbandage på, så oplevede jeg ikke den mindste smerte. Tværtimod så virkede mit knæ langt bedre end det havde været inden vi tog hjemmefra, så det var en lettet mand der kørte ned over pisterne. Nu skal jeg så bare have knæet helt på plads inden turen går til Østrig som jo nok er væsentlig hårdere for bentøjet end en familietur til Norge…

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>