Get the Flash Player to see the slideshow.

Saalbach Hinterglemm 2011

25. januar 2011

3′de gang er lykkens gang siges det, men kan det blive mere lykkeligt end endnu en tur til Saalbach i Østrig – Jeg tror det ikke! Vi har allerede haft to fantastiske ture til destinationen, to meget forskellige ture. Den ene præget af pionerånd og nyt land, en helt masse nyt, hvor evnerne ikke helt stod mål med omgivelserne, der var så mange pister og alt for lidt fart i vore ski, til at vi kunne nå det hele.

Den anden tur var præget af sne-sne-sne og mere sne, vi nærmest druknede i sne, og så sjældent solen.. Næsten hver morgen stod vi op til yderligere 20cm, vist er det sjovt at køre i nyt sne, men i de mængder er det også ganske hårdt, og den skade jeg stadig døjer med i venstre knæ, stammer fra den tur..

Alligevel har begge ture været fantastiske, og har givet os rigtig megen rutine på skiene. Vi kan begge køre en hel dag uden at gå ned fysisk undervejs. Bagvægten på skiene er ikke så udtalt,  kroppen peger pænt mod dalen og det vertikale skiløb er lidt mere levende end tidligere. Vi er stadig på vej, men er kommet rigtig langt.

Saalbach er mit åndehul, der skaber jeg overskud til resten af min hverdag. Det er de få dage hvert år, hvor jeg kan få lov til at nyde friheden uden andre indskrænkninger end det jeg selv giver. Martin er med mig igen, vi trives godt under de forudsætninger, nyder at bruge hver dag og hele dagen på ski, uden tanke på så meget andet.. Mine kære er langt væk og i gode hænder, jeg kan koncentrere mig om noget af det jeg finder allermest sjovt. Det er udenfor hvor der er højt til loftet, det er fysisk og jeg får brugt min krop, det kildrer i maven og jeg får rørt min frygt og mit mod – alt det en mand kan drømme om!

Vejrudsigten har været med os den seneste tid. Temperaturen er gået fra +16 og regnvejr for 10 dage siden, til snevejr og frost de sidste dage.. Der er rigeligt sne på pisterne dernede, så alt er perfekt og klart til vi kommer. Nye ski og støvler for mit vedkommende, jeg vil gerne lidt mere end det det gamle udstyr kunne byde mig, og nu hvor jeg ikke ryger længere, så er det jo passende at bruge de penge på ski der bedre kan takle den kondition jeg nu er i..

Jeg har taget fri  i morgen til at pakke og gøre klar, jeg får sikkert også tid til at runde af her, inden vi kører ned gennem Tyskland.

26. januar 2011

Klog af skade, så ved jeg, at de sidste par dage, kan jeg være underlig  og til tider også ganske utålelig.. Jeg bliver rastløs, fraværende og vandrer hvileløst rundt som et dyr i bur.. Af samme årsag har jeg valgt at tage dagen fri, så har jeg tid til i ro, at pakke de ting jeg skal have med på turen, få handlet det der mangler og ligeså stille sige farvel til det herhjemme, mens maven forventningsfuld sender sommerfugle til Saalbach, det kan kun gå for langsomt nu!

Jeg har pakket 29 gange i hovedet, så den del er der styr på, jeg mangler nogle småting, men er ellers nogenlunde på plads.. Hmm hvor f.. smed jeg nu den lommelygte.. Fundet! den lå loftet i garagen sammen med mit fiskesgrej… Så nu mangler jeg bare…øh.. ikk noget…måske.. Bilen er nu pakket, Martin skal afhentes på bopælen med alt hans habengut, tror ikke det bliver svært at finde plads til de småting han har med..

Nu er der så kun knapt 4 timer til afgang, jeg begynder så småt at lukke ned her, det sneer stadig i Saalbach og den våde snesjab de havde for en uge siden, er nu erstattet af næsten 1.5meter nysne, det er jo fantastisk. Og det er endnu mere fantastisk, at de har lovet solskin de næste dage.. Jeg har fået et par sms’er af min nevø Dennis. Han løber rundt dernede på pisterne i denne uge, og brokker sig lidt over al den sne, det er umuligt at køre siger han.. Jeg kan godt følge ham, for selv om det er en luksus med al den sne, så er det også temmelig hårdt ved fysikken, knæ og lår testet helt urimeligt hårdt, men på den anden side, så falder man blødt når det er.


Vejret de kommende dage i Innsbruch – Saalbach ligger 600m højere og temperaturen er derfor ca. 3 grader koldere.

Nå ja glemte lige…vi har en lille sviptur ved Vejle undervejs, hvor jeg skal ind og aflevere et par ski jeg købte i lørdags som kø tilbud, og samme dag solgte videre til en ganske “pæn” pris… Jeg har også et par skistøvler til overs hvis nogen skulle mangle… 3.5 time.. NU lukker jeg ned, og skulle gerne være oppe igen i morgen ved samme tid, enten på en café i Saalbach, eller fra en Internet forbindelse på vort hotel.. Varme tanker og omsorg må gerne sendes til os undervejs, det er pænt langt vi skal køre… Turen er den samme som sidste og forrige år, så ingen grund til at gentage den her, jeg har gemt den under Saalbach Hinterglemm 2010, hvis det har nogen interesse..

27. januar 2011

Vi kørte rettidigt fra Aalborg kl. 19. Foran os havde vi en lang rejse som ingen af så frem til, men som bare skulle overstås lettest muligt og hurtigst muligt.. Et sted mellem 12 – 14 timer plejer de 1400km at tage os med indlagte tissepauser undervejs..

Jeg kørte til Vejle, hvor vi skulle aflevere de ski jeg havde solgt, herefter overtog Martin styrtøjet, og det gik videre mod  den tyske grænse.. Vi er begge enige om, at eventyret først starter når vi er på den anden side af grænsen, vejen ned gennem Jylland kender vi til bevidstløshed, så det tæller ikke rigtigt..

Min bror Peter havde fortalt om en lettere rute end den vi plejer at tage direkte ned gennem Tyskland af A7. Vi skulle efter Hannover dreje mod Magdeburg, videre ned mod Leipzig og derefter mod Nürnberg og München som vanligt. Det skulle være en bedre vej, men vi oplevede nu det modsatte.. Uendelig meget gammel beton vej fra krigens tid, med den irriterende rumlen der kommer når dækkene kører over rillerne i samlinger.

Jeg havde checket mine cd’ere med navigation hjemmefra, så der var styr på routen, eller det troede jeg.. De selvsamme skiver virkede pludseligt ikke længere, så vi måtte køre efter gehør og en smule hjælp fra Google Maps på min iPhone..

Martin kørte til kl. 01, hvorefter jeg tog rattet og kørte os videre ned gennem Tyskland indtil klokken var godt 3 og bilen skulle tankes.. Tankstationerne ved motorvejene sælger brændstof dyrt! Faktisk dyrere end priserne i Danmark i øjeblikket. 11kr for en liter diesel har jeg aldrig givet før, for knapt 3 år siden kunne den findes til godt 6kr i Danmark.. Finanskrise.. Naahh!


Østrig i hvidt

En herretur af den længde i så trange omgivelser har sin helt egen atmosfære, og det var ikke få gange undervejs, at vi måtte åbne alle vinduer af naturlige årsager.. En kombination af Chokofanter, Fishermens, Red Bull, cola, kaffe, blød engelsk lakrids osv osv.. gør et eller andet ved tarmfloraen må man sige.. Skidt vi ka n ta det!

Vi talte undervejs om, at det var blevet muligt for tyskerne at opkræve de fartbøder de óptog over danskere på deres veje. Det er nyt, og vi er flere gange tidligere blevet fotograferet, både 2  og 3 gange undervejs, men har aldrig set noget til en evt. bøde..

Og selvfølgelig blev jeg fanget af en voldsom blitz et sted mellem Nürnberg og  München, hvorfor ved jeg ikke, farten lå i omegnen af 120kmt, hvilket er ganske naturligt på deres motorveje. Men jeg er da spændt på om vi får et økonomisk efterspil..

Martin og jeg byttede et par gange mere undervejs på turen. Vi  var begge trætte, og forsøgte at indhente lidt søvn undervejs. Det var nu ikke den store succes, jeg tror jeg har sovet et sted mellem 1 og 1½ time sammenlagt, så magelig er min bil heller ikke selv om jeg både har dyne og pude med..

Vi nåede frem til Saalbach omkring kl. 0830, altså efter ca. 13½ times kørsel, hvor af de sidste 300 foregik i både slud og tåge, det er da ganske pænt. Vi var ganske spændt på hvordan forholdene i Saalbach så ud, var der nu kommet sne nok – det var der! Alt var som det plejer, ikke meget ændrer sig i Østrig som om nogen er et konservativt land, hvor alt går lidt langsommere.. Vi parkerede udenfor hotellet og hilste på ”fatter” som var ude at gå en tur med hunden. Han genkendte os fra de foregående år, og lovede, at vi ville få et værelse som det første når der var et ledigt..

Vi satte os ind til morgenbordet, og fik et solidt måltid mens vi ventede på værelset, men måltidet var ikke solidt nok, for der var ikke noget ledigt værelse før kl. 10. Vi skyndte os at tømme bilen, og sætte det på værelset mens rengøringskonen stadig var i gang.  Nå ja værelset havde jeg nært glemt.. Slobetrotter som er det rejseselskab vi har valgt til formålet havde endnu en gang klokket i det. Vi har fået et værelse på 20kvm med en ¾ seng og ikke de to enkelt senge vi er blevet lovet..


Vores elendige hummer!

Jeg ringede til Slobetrotter og fortalte, at vi var bare gode venner og ikke bøsser, og at vi havde en aftale om et andet værelse med enkeltsenge og balkon.. Indtil videre skal vi bo her til lørdag, og det overlever vi nok også, men det får et efterspil!

I samme øjeblik rengøringskonen var færdig med værelset, så smed vi tøjet og skiftede til skitøj. En Red Bull måtte gøre det ud for den søvn vi ikke havde fået, og skiene blev fundet frem. Bernkogel er vores hjemmepiste, så den stilede vi mod ganske naturligt. Jeg aftalte med min nevø Dennis, at han mødte os derovre, så kunne vi køre lidt sammen..


Lidt løs snak fra liften

Nye ski og nye støvler sammen med en knæskade og træthed  er måske ikke den klogeste cocktail, men det måtte jo bære eller briste. Martin havde også fået nye ski, så det var med bævrende knæ vi begav os ud på første tur, og med go grund. Vi rodede rundt på de nye ski, stive og helt uhåndterlige i forhold til hvad vi ellers er vant til..

Vi tog et par ture helt i top, og lærte stille og roligt skiene at kende… Jeg har fået et nyt program til min iPhone som måler hastighed og kan navigere rundt i pisterne. Ganske interessante data jeg får ud af det program.. Mit hurtigste løb i dag er klokket til 61kmt, det er ok pisterne taget i betragtning.


Udsigt over Saalbach

Vi kørte lidt rundt i området, endte i området omkring børnepisten og tog et par ture på den, inden vi kørte over til Maisalm og spiste en sen frokost der. Jeg nuppede årets første Gullasch suppe og Martin et eller andet der mindede om brasede kartofler.

Det er ikke helt vinter hernede endnu, temperaturerne er stadig lidt for høje til sneen bliver rigtig god, og det mærkede vi tydeligt i løbet af eftermiddagen, hvor sneen blev tung og våd på nedre stykker. Vi besluttede at slutte dagen omkring klokken 3, trætte og brugte efter hårde 24 timer. Vi stod af skiene ved Bauers Alm, hvor Dennis holdt sin egen after ski med en stor fadøl, hans kammerater kørte stadig rundt på pisterne.

Vi fortsatte hjem på vores hummer, og faldt ret hurtigt i søvn begge to efter en kop kaffe. Resten af eftermiddagen forsvandt på den konto, og vi stod først op igen da lyset forsvandt over byen. Traditionen tro starter vi turen med en Wiener Schnitzel, i aften ingen undtagelse. Vi er lige kommet hjem, mætte og trætte efter en god dag.


Årets første Wiener Schnitzel

28. januar 2011

Sjældent har en nat føltes så kort, og samtidig haft så god gavn! Jeg tror ikke klokken var 22 inden vi begge sov stille ind i en tidlig nat. Ind i mellem går alt op i en højere enhed, hvor smilet bare slet ikke kan holdes tilbage, og står malet fra øre til øre – sådan en dag har vi haft i dag!


Solopgang over træerne i Saalbach

Vi kunne allerede se og mærke det under morgenmaden som næsten altid foregår i stilhed uden en masse snak, vi skal have fyldt lidt kalorier i dunken inden dagens fysiske udfoldelser, så det er ikke fór hyggens skyld vi sidder der. Men i dag sad vi begge lidt små begejstrede og kiggede ud på en frostklar morgen. Solen kunne skimtes øverst på den sydvendte skråning, og mens vi sad og spiste lyste solen mere og mere af horisonten op.

Jeg ved ikke om det er fordi vi så længe har måtte undvære solen i Danmark, men det føles så stærkt hernede. Vi vidste begge at frosten og solen tegnede rammerne for en fantastisk dag i sneen. Så vi snakkede en helt masse, lagde planer for dagen og skyndte os med morgenmaden, så vi kunne komme af sted.


Turen op over Bernkogel er et panorama af skønhed

Afsted mod Bauers Alm og den første lift der kunne bære os til tops. Klokken var knapt 9, så liften havde endnu ikke åbnet. Vi stak derfor hovedet ind i den nærmeste grej shop- det kunne jo være…

Jeg har længe haft et eller med de bamseører jeg har på min skihjelm, jeg er blevet for gammel til det pjat og en bamse er da meget nuttet, men i mit nye outfit fra Helly Hansen, så ligner jeg mere en lille djævel.. Jeg fandt derfor et par passende horn, og nu har Saalbach fået sin egen lille Teufel, ligesom Tour de France har sin…. Martin købte nogle gevækster der ligner vorter med hår på eller noget i den stil..


Zum Teufel!

Afsted med liften og til toppen det gik.. Her fik vi dagens første geniale idé og besluttede at dække de 5 panorama kameraer der findes i området. Det betyder at vil skulle hele vejen rundt om byen og de 5 højeste bjergtinder. Resultatet kan ses her: http://snapshot.lift.at/

Vi fik nogle fede ture ned over de nypræparerede piste i Saalbach området. Gav den alt hvad vi havde i os af evner til at køre stærkt, og det hele spillede som det kun kan gøre når benene er friske, pisten nyfriseret og solen står højt..


De nye ski driller stadig – på vej mod Hinterglemm

Vi brugte en del af formiddagen i Saalbach området, og fortsatte så af Bernkogel videre over mod Hinterglemm.  Jewg ved ikke hvorfor, men priserne får lige et hak op når man kommer over i det område, så vi endte med at betale 75 for 1 kaffe og 1 kildevand, det er sgu lidt pebret. Pisterne er fantastiske i området, det veksler mellem smalle hidsige piste, og store brede, lidt for alle..

Lidt en sjov fornemmelse at køre ned af bjerget i sydsiden mod Hinterglemm, og køre fra sol til skygge på få meter. Hele nordsiden rammes ikke af solen før sidst på eftermiddagen ,det har stor betydning for kvaliteten af sneen. Ofte bliver sneen på sydsiden som slushice sidst på dagen, og har man muligheden for at køre på en nordside også, så forlænges muligheden for at køre i god sne.

Cirkus Saalbach ruller sig også ud i solen, det ene øjeblik kommer en paraglider glidende forbi, det næste står 6 snowboardere i teenage størrelse og ryger fede – inden nedfarten! Et helt hold ishockey spillere har også meldt sig på banen i fuld spilledragt. Og det morsomste indslag har været en flok skotter i kilt med bare ben – det er et cirkus!


Paraglider over Hinterglemm

Vi fortsatte mod øst over mod Leogang på nordsiden, og kørte i fantastisk sne af fantastiske piste. Et par af pistene havde jeg aldrig kørt og de var simpelthen eventyrlige! Skiene skar perfekt i sneen, og det var en fryd at køre i den løse sne. Vi glemte helt vor tørst og sult, og da klokken nærmede sig 1, var det vist tid at finde et passende sted, og det fandt Martin under et af hans daglige styrt..


Endnu et gasthaus med masser af sol og charme

Martin er i øvrigt begyndt at føre statistik over de spisesteder vi besøger. Der skal være ca. 55 af dem i området, og han har en idé om, at vi skal have besøgt dem alle indenfor en årrække, hvilket betyder at vi er NØD til at vende tilbage igen…


I fuld firspring ned mod Majsalm og en kop kaffe

Vi kørte i bund på nordsiden, et 7km sammenhængende stykke sørger for at man kommer fra toppen i godt 2km højde, ned til landevejen i 800 meters højde, det er en smuk tur, men også ganske hård. Vi tog liften over til sydsiden og kunne fra højden se hvordan sneen smeltede med stor hast i varmen fra solen.. Det kan godt være der er kommet 130cm sne de sidste dage, men den har også været tiltrængt. Og et par dage mere på den her måde, med al den sol, så vil der være store områder som igen må dækkes med kunstsne.

Turen tilbage mod Saalbach tog resten af eftermiddagen, og var temmelig pjattet, sneen var ikke til det store, opkørt og tung mange steder. Men alle barer og kaffesteder havde åbent, så det nød vi i fulde drag. Sad i solen og kiggede på alle de sjove typer der kom forbi.


Martin på et af transport stykkerne ved Saalbach

Vi endte til sidst nede på Majsalm som så ofte før. Der er en fantastisk udsigt, og så er der sofaer udendørs man kan sidde i og drikke sin kaffe. Vi fik kage til kaffen – den første i år, men jeg er sikker på flere kommer til.. Klokken nærmede sig 16:30 da vi kørte af sneen igen ved Bauers alm, trætte og glade..

Vi stod lidt sammen med en masse andre ved Bauers alm inden vi gik hjem for at slappe af… En times tid på langs med kaffe, læsestof og gennemgang af dagens billeder og film, er for os lidt mere interessant, end at stå i skistøver på en bar.. Kl. 19 begav vi os igen ud i byen. for at finde et eller andet at spise. Vi var ikke gammelsultne pga. alt det vi havde spist i løbet af dagen, så vi fandt lidt junk på en lokal café, hvor vi kunne se første halvleg af Danmarks kamp mod Spanien i håndbold. Anden halvleg så vi på en danskerbar – Bobby’s sportsbar helt nede ved hotellet hvor vi bor..

Det er blevet til 32km på pisterne i dag, mod 16km igår. Det kan godt mærkes på benene, lårene er trætte og mit knæ er ikke udpræget glad for anstrengelserne.. Håber det holder turen ud.. Min bror og hans familie kommer i morgen, og tager den næste uge med, det skal vi nok få lidt sjov ud af..

29. januar 2011

Store skiftedag i Saalbach er lørdag. Det er her de fleste rejser hjem, og nye kommer til. Det kan helt tydeligt mærkes på pisterne, hvor der ikke er så stort pres på. Det har også været skiftedag for Martin og jeg, vi har fået det værelse vi har bestilt og også betalt for, faktisk akkurat det samme som vi havde sidste år.. For at vi ikke skulle spilde hele dagen med den flytning, så aftalte vi med hotel ”fatter” at de flyttede vor bagage når bare den var pakket, samt værelset var klar til udflytning. Mens vi pakkede vort habengut, meldte Peter sin ankomst. De havde parkeret bilen og var på vej efter liftkort, så de kunne komme ud på ski. Lejligheden de havde lejet, var først tilgængelig kl. 16.

Vi viste dem lidt rundt i byen, så de kunne få købt diverse skigrej, og Martin og jeg fortsatte derefter til liften ved Bauers alm. Her kørte vi et par ture med Peter og Mona på børnebakken, inden vi valgte at trække videre ud i landet. Vi nåede dog at se Mona – min svigerinde, give min lillebror baghjul, så et eller andet havde sidste års skiundervisning da givet hende..


Endnu en solrig dag over Saalbach

Vejret har igen været med os, solen har været på fra morgen til aften, dog skyede det lidt til omkring solnedgang, men det gjorde bare sneen endnu bedre. Eneste problem med al den sol er, at den sne der i forvejen var lidt sparsom nogle steder på sydskråningerne, nu er væk flere steder, og de er gået i gang med sne maskinerne igen..


Området ved Leogang

I højden er der heldigvis stadig masser af sne og gode forhold, og det er i forvejen her vi foretrækker at køre. Vi havde egentlig aftalt, at køre på nordsiden i dag, men min brors ankomst, samt det forhold at sneen var bedre end forventet på sydsiden betød, at vi sigtede efter ”grillkyllinge” bjerget, hvor vi så mange gange har smagt den himmelske kylling..


Martin og det halve af en død kylling

På tinden hvor vi spiser grillkylling findes også en nedkørsel mod Leogang, det er en fantastisk piste som kan give enhver stor selvtillid, da den er så letkørt. Derfor er der også altid et kylder af folk på den, og ofte mange nybegyndere, hvilket ind imellem kan give lidt farlige situationer. Sidste år kørte Martin en ældre kvinde ned – hun overlevede med tænderne i behold!


Den gamle smedje ved Leogang

Vi lod os rive med af den fede piste, og inden vi havde set os omkring, så havde vi taget turen 4 gange ned mod Leogang. Vi kørte med høj fart ned over pisten, skar nogle fede sving, og fløj langt ud over hoppene.. Finalen var en Snowboarder jeg fik begravet i sne. Jeg ved ikke hvad der er med snowboardere, de minder mig lidt om utilpassede unge, lade smider de sig alle steder på pisterne, typisk der hvor de er allermest i vejen, så vi alle kan se hvor lade de er.. Samtidigt tåger de rundt og fatter ikke, at der er andre på pisterne, eller andre der skal køre med de samme lifte.. Derfor benyttede jeg en kærkommen mulighed for at begrave en pige der sad og forsøgte at se cool ud i sneen med sit snowboard. Hun sad selvfølgelig i vejen lige der hvor vi skulle bremse ned for at komme med liften op..  Jeg tror ikke hun opfattede hvad det var der ramte hende, hun var væk i en sky af sne, og så helt desorienteret ud bagefter – hvor herligt!!

Resten af eftermiddagen blev brugt på sydsiden, vi nød det gode vejr, drak en masse kaffe og sluttede med en finale af en kage som svømmede rundt i vaniljecreme. Vi kørte af bjerget ved 16:30 tiden og gik mod strømmen af mennesker der skulle videre op mod Hinterhag Alm.


Hinterhag Alm i dagslys

Vi stod lidt ved Bauers Alm inden vi gik hjem og pakkede vores ting ud på det nye værelse.  Efterfølgende var vi et smut forbi min bror for at se den lejlighed de har lejet.  På vejen hjem mødte vi rejseguiden og meldte os til piste-visning-turen for de nye gæster i morgen. Vi fik samtidigt lovning på en middag som kompensation for værelset, hvor skønt.

Nu ligger vi på hver sin seng og forsøger at samle energi til at finde et sted at få et eller andet at spise… 36km blev det til i dag, og det er da også noget.

30. januar 2011

Intet nyt under solen, er vist en meget passende vending at bruge efter i dag. Vi har fantastisk vejr i dag også, solen har været på fra morgen til aften. Vores dag startede lidt senere end ellers, da vi skulle på pistevisning med resten af rejseselskabet, eller det vil sige, dem der havde lyst til at deltage, og det var der kun 3 andre end Martin og jeg der havde (ud af 121).

Det var 3 midaldrende herrer der mødte op.. På afstand så de lidt brugte ud, men jeg kunne godt se på deres udstyr, at de måske ikke var så hensunkne som først antaget.. Det viste sig også hurtigt, at der var tale om 3 svenskere som jo næsten pr. definition får skiløbet ind med modermælken, og derfor er vældigt snappe på ski. Guider får også lagt noget sne under skiene i løbet af en sæson, så deres evner på ski er som regel også i overkanten af hvad Martin og jeg kan præstere – og det var de!


Team Slopetrotter på pistevisning

Det jeg i øjnene havde set som værende en hyggelig tur til Leogang og tilbage, så nu ud til at blive en hæsblæsende test af vore evner på ski, heldigvis havde både Martin og jeg vore nye ski på, de skærer lidt bedre i pisten og kan ”tåle” farten..

Vi gav os i kast med pisterne og svensken som selvfølgelig kørte afslappet og kontrolleret med høj fart, så allerede under den første pause var det nødvendigt, at pille den værste selvtillid af dem med en henslængt kommentar om hvilke hold der var i håndbold finalen i aften…

Vi havde en fed tur til Leogang, det er altid godt at komme til at køre med andre som er bedre på ski, det tvinger os til, at præstere lidt mere end vi ellers ville have gjort.  Og det blev en formiddag med fart, de fleste pister blev forceret i et hug, hvor vi plejer at stoppe et par gange undervejs. Selv de røde nåede vi dårligt at mærke, inden vi var nede på den anden side af dem.

Bedst som det kørte godt, forsvandt Martin i en sky af sne – han havde overset et hop som han endte med at flyve sidelæns over. Heldigvis skete der ikke noget ved det, og han rejse sig med det samme og kørte videre.


Grillkylling i 2000 meters højde.

På den måde endte vi nede i Leogang by, hvor liften bar os op til toppen af bjerget igen, op til toppen hvor de berømte grillkyllinger serveres, så der spiste vi – endnu en gang. Vejen tilbage til Saalbach foregik i et mere moderat tempo, vi havde nået det der var på planen for dagen, og nu skulle vi blot have eftermiddagen til at gå på en behagelig måde.


I  solen på terrassen ved Mais Alm

Vi endte til sidst på terrassen ved Mais Alm, hvor Martin og jeg så ofte har siddet i solen. Det blev til flere kopper kaffe og en masse snak, inden eftermiddagen var så fremskredet, at vi kørte det sidste stykke ind mod byen igen.

Jeg tror de fleste danskere hernede er klar over, at Danmark skulle spille VM finale i håndbold, og rygtet gik ret hurtigt på, at det hele skete på de to dansker-beværtninger – Unterbar og Bobby’s. Vi aftalte med min bror og hans familie, at vi mødtes på Bobby for at se kampen, og så kunne vi efterfølgende gå ud og spise sammen..

Resultatet kender vi jo alle, men en forrygende kamp var det, og den blev jo ikke dårligere af, at blive set sammen med 200 euforiske danskere, hvor af mange var temmelig berusede – inklusive min bror. En herlig aften var det, og en god finale på en herlig dag i solen og sneen.

I morgen skal vi på den igen, vi deltager i endnu en pistevisning for ”øvede”, hvor hele området dækkes på en dag. Der får vi nok endnu flere tæv end i dag, men skidt, det bliver vi sikkert også bedre af. 28km blev det i øvrigt til i dag..

31. januar 2011

En gentagelse af i går, eller tæt på. De samme svenskere, de samme guider og den samme sol. Sneen var der blevet en del mindre af, og kraften i mine lår også. Vi skulle mødes kl. 9 på Bernkogel, Martin og jeg var der før tid, og ventede på Rasmus vores guide som kom et par minutter forsinket. Han kom kun for at fortælle, at han var blevet optaget til anden side, og vi derfor var nød til at vente på de to kvindelige guider som ville komme til kl. 10 sammen med de tre svenskere fra i går, så var dagens pace ligesom lagt på plads.

Martin og jeg kørte nogle ture på Bernkogel for at fordrive tiden, og det er bestemt et dejligt sted at gøre den slags.. Pisten var helt nypræpareret, så jeg øjnede en chance for at klokke en ny topfart ind på mit iphone-ski-program.. Det lykkes med en topfart på 86.4kmt, hvilken er min højest målte indtil nu, overvejer lidt om jeg kan komme op og ringe over 100kmt, det ville da være lidt fedt.. Vi nåede også at få en kop kaffe på den gamle hestestald, det eneste sted på Bernkogel med servering.  Nede i bunden af pisten ved liften, mødte vi resten af holdet + to guider med tømmermænd, man skulle tro det var Sunny Beach og ikke Østrig de var guider i.

Jeg kunne allerede mærke på de ture Martin og jeg tog inden de andre ankom, at min lår ikke helt havde den energi jeg havde håbet på. Sådan er det for mig næsten altid omkring 4 – 5 dagen.  Mine lår er trætte, og syrer hurtigt til, det betyder at jeg skal holde pause lidt hyppigere, samt jeg ikke har den styrke der skal til for at styre skiene sikkert gennem opkørt og tung sne.. Nå der var ikke andet for, end at forsøge, at følge trop, og det gik da også fint. Vi kørte på sydsiden ud mod Hinterglemm det meste af formiddagen, og sneen blev hurtig så våd og tung på grund af varmen fra solen, at det tog glæden lidt ud af vort skiløb. Flere steder var sneen så tynd, at jord blev blandet op med sneen, hvilket slet ikke er fedt at køre i..

Jeg fik guiderne overtalt til, at vi sprang sydskråningen over, og i stedet brændte krudtet af på nordsiden i stedet. Der var sneen meget koldere pga. skygge, og der er mere af den.. Vi holdt en enkelt pause undervejs, så vi kunne få lidt at drikke, hvilket for svenskerne betød – 1 liter fadøl! Vi andre nøjedes med cola, vand eller Schiwasser. På nordsiden så det straks helt anderledes ud, sneen var langt mere pulveragtig, og let at køre i. selv om der var stor søgning på pisterne derovre, så var pisterne fine at køre på.


Højt over Saalbach i skyggesiden

Vi sluttede fælleskørslen med en middag omkring kl. 14, hvor de to guider med tømmermænd kørte hjem igen, og den sidste fulgte svenskerne hele vejen rundt.  Martin og jeg valgte at dreje fra, og tage den røde/sorte piste ned til parkeringspladsen hvor vi bor. Martin tog en tur mere, mens jeg gik tilbage til hotellet. Et hurtigt bad og en kop kaffe senere, og jeg var klar til en tur i bilen til Hinterglemm by, der har jeg endnu ikke været, så det var oplagt at bruge resten af eftermiddagen der.. Martin kom i det samme jeg skulle til at køre, så han tog med.


Dejlig løs sne på nordsiden

Hinterglemm er ca. dobbelt så stor som Saalbach, men har slet ikke samme moment af hygge. Der er her tydeligvis tale om en by der er bygget op omkring turisme, hvilket giver en helt anden stemning end den vi oplever i Saalbach. Vi gik en kort tur rundt i byen, og kiggede i et par forretninger, hvor vi ret hurtigt kom ud igen, priserne var højere end i Saalbach, hvilket man dårligt kunne tro, men hvad med et par ski til 2800Euro.. Vi fortsatte ud af byen og længere ind i dalen, jeg havde en idé om at køre helt ind i bunden af dalen, så langt bilen nu kunne komme.


Der er koldt, men idyllisk i bunden af dalen, men vi skal længere ind…

Vi kom forbi et par mindre skisteder undervejs med en enkelt eller to lifte. Lige så stille blev vejen mindre, og til sidst var der kun et spor med asfalt som igen blev afløst af noget der mindede om en markvej.. Vi fortsatte til et ”sted” med to skilte som på uforståelige sprog fortalte et eller andet ingen af os forstod, så vi fortsatte..


Vi skal længere ind..

Vi fortsatte faktisk så langt, at golfen viste forskellen på 4×4 og almindelig 2 hjulstræk – vi kørte fast i en lille snedrive.. Jeg fandt sneskovlen frem og fik os gravet fri igen, og valgte herefter at slå bak, man skal jo lære af sine fejl!

Under alle omstændigheder var det en fed og hyggelig tur helt ind i dalen, og til min overraskelse var der væsentlig mere udbygget med hoteller end jeg havde forestillet mig. Og jeg kunne se på de biler der holdt parkeret, at det var her Tyskerne og de lokale boede, i stedet for som os, at bo midt i heksekedlen, jeg tror nu ikke jeg vil bytte selv om det ser hyggeligt ud..


Vinter idyl..

Sådan går en dag jo hurtigt.. Lige nu drikker vi kaffe og taler om dagen i morgen, og hvad den måtte bringe.. VI har også lovet hinanden, at vi i aften holder os vågne til efter kl. 22, det må da være muligt selv om man er sidst i 30’erne. Vi lagde 32km piste under sne i dag..

1. februar 2011

I øjeblikket kan jeg roligt sige, at solen skinner på mig. 6 dage i træk faktisk uden ophold, en enkel skyet solnedgang har vi oplevet, men ellers har solen jo bare kastet sine stråler i grams på os. Dagen i dag skulle bruges på pistevisning sammen med Peter, Mona og Sofie. De har endnu ikke været så langt omkring, primært omkring børnebakken hvor udfordringerne er på højde med naturoplevelsen… Vi havde aftalt en tur over på nordsiden, hvor områdets længste piste er at finde – 7km fra top til bund af forskellige sværhedsgrader. Målet var at komme helskindet ned med selvtilliden intakt eller forbedret for den lille familie på tur.. Begge dele lykkedes må man sige.

Hele familien mødte op hos os kl. 8:30 i morges, og vi tog den nærliggende lift mod toppen i 2km højde. Samme sted er det muligt, at se morgendagens destination – Kaprun, eller nærmere betegnet Kizsteinhorn gletcheren, som både Martin og jeg har kørt på tidligere. Den ligger i 3km højde, så der er garanti for masser af god sne og kulde. Vi trænger til at opleve noget andet, og har på forhånd taget højde for evt. manglende sne i Saalbach ved at købe et liftkort der dækker hele Salzburg området.


Vi holder lige en mindre pause… Den første af mange på langs…

Nå tilbage til skovturen.. Mona var lidt ængstelig for hvad vi kunne finde på at byde hendes nerver, men samtidig faldt hun jo også for naturen, udsigten og alt det hun ikke ser på børnebakken nede i byen. Vi listede stille af sted på ruten som starter med et par mindre røde pister, og herefter gik det slag i slag med at komme ned af bjerget. Faktisk var det mig der tog dagens første styrt.. På en lang stejl nedkørsel ville jeg se om gårdsdagens fartrekord kunne slås. Jeg nåede dog ikke så langt, jeg havde dårligt tændt for hastighedsmålingen inden jeg væltede med nøjagtig 76.4kmt. Heldigvis skete der ingenting, jeg slog mig ikke, eller nåede at blive forskrækket for den sags skyld. Jeg kunne samle min ski op og køre videre derfra. De andre beskrev en stor sky af sne hvori jeg forsvandt, men jeg oplevede det nu ikke så dramatisk.


Endnu en liggende pause….

Turen gik faktisk langt bedre end forventet, og vi havde vel ikke kørt mere end 1 time inkl. Et par pauser, før vi holdt ved foden af bjerget og skulle med en lift op på den anden side, og tilbage på Saalbach siden i solen.. Jeg ændrede vores plan lidt, og fik den lille familie overtalt til en tur over til Grillkyllinge bjerget. Det forsøgte vi sidste år uden succes, hvor vi måtte stoppe på halvvejen efter 3 timers kørsel.  Jeg øjnede en chance ovenpå den nyvundne selvtillid, og de gav sig uden den store modstand.


Indkørslen til grillkyllinge bjerget

Turen over til grillkyllinge bjerget skete også uden dramatik, og gik væsentlig hurtigere end jeg havde forestillet. Faktisk var vi allerede derovre kl. 11, altså en time før beregnet, så man må sige der var fart i skiene for den lille familie.. For at fordrive tiden inden middagsmaden, tog vi et par ture ned af pisten til Leogang. Den kan alle tanke selvtillid på, inkluderet Peter og Sofie. Mona havde valgt at blive på stedet hvor de sælger kyllingerne, for tænk nu hvis hun skulle køre galt på turen, og så slet ikke nå at smage den sagnomspundne kylling! Vi brugte lidt tid på stedet, sad og nød solen mens vi snakkede om løst og fast. Peter mødte en han kender fra Struer, og de kørte en kort tur i området..


Jeg har nu fået løbet hornene af mig…

Herefter gik det tilbage mod Saalbach af piste der var godt varmet op af solen. Vi måtte åbne jakkerne undervejs pga. varmen, så ikke helt optimale forhold… Mona truede et par gange med at tage en lift ned til hovedvejen, for derefter at tage en bus ind til Saalbach, men det blev ved truslen, og hun nåede intakt tilbage til byen med øjne der lyste af stolthed – sådan skulle den skæres!


Mona blev endda lidt overmodig!

Martin og jeg tog en hurtig kop kaffe på  Maiskogel, og kørte derefter i bund. Tog skiene under armene og vandrede ned til liften hvor vi startede i morges. Vi havde en idé om at sneen var bedre i skyggen på den sorte piste, så det skulle prøves. Martin tog et par ture, jeg nøjedes med en enkelt, og klokken var efterhånden 16 inden jeg trak af skitøjet og smed mig med en kop kaffe på sengen. Martin kom kort efter og efter en hurtig vask, gik vi til afterskiing på det berømte Hinterhag Alm.. Her brugte vi en times tid sammen med andre gæster fra rejseselskabet, inden vi igen gik ned til byen og fandt vores aftensmad.


Kitzsteinhorn gletcheren set på lang afstand

I morgen står den på gletcher kørsel, hvilket er noget helt andet. Det er goldt, koldt og en luftig oplevelse.. Vi glæder os til at gense gletcheren og det område, hvor det østrigske eventyr startede for os tilbage i 2008. Jeg har lidt bøvl med batteriet på min bil, og jeg håber vi kan starte i morgen tidligt, ellers er vi da lidt på den, men lad os nu se.. 32km blev det  iøvrigt til i dag.

2. februar 2011

Det virker så uendeligt lang tid siden, men det er kun 3 år der er gået, siden Martin og jeg  for første gang var i Østrig på ski i området omkring Zell am See. Dengang virkede det kæmpestort og meget mere professionelt end den ene gang vi havde været i Norge på ski. Indtil i dag havde vi formået at fastholde en illusion om det kæmpe stor ski område vi besøgte den gang. Vi pakkede bilen tidligt efter morgenmaden, og kørte mod Zell am See, hvor vi ville køre af de gamle piste et par timer, inden vi igen ville køre af bjerget og fortsætte til Kitzsteinhorn ved Kaprun.


Kirken på toppen af Schmittenhöhe

Jeg parkerede bilen ved Schüttdorf omkring kl 9, og vi stillede os i kø sammen med de andre for at komme med liften op af bjerget.. Vi entrede liften og brugte i nærheden af en halv time på at komme til tops af 4 lifte, inden vi til sidst stod ved Schnapshans i 2000 meters højde.  Solen havde ikke helt fået magten endnu, så der lå et rimlag og dækkede for meget af udsigten i dalen. Vi stod og smågrinte lidt, følte os lidt forlegne over, at dette sted dengang fyldte så meget. Vi kørte lidt ned af bjerget, ledte lidt efter de udfordrende piste som tidligere føltes som livsfarlige.

Vi nåede næsten halvt ned af bjerget inden den første røde piste gav os lidt kriller i maven. Vi holdt ind ved en alm og drak en kop kaffe mens vi nød solen. Snakkede lidt om stedet, og grinte en del.. Herefter kørte vi helt i bund på bjerget af den røde piste jeg med æresfrygt havde undgået da vi her første gang.  Om noget, så viste turen i dag, hvor langt vi er kommet med vort skiløb sammenlignet med den gang, hvor vi mente at have godt styr på det..


Kitzsteinhorn ved Kaprun

Vi smed skiene bag i bilen igen, og begav os videre mod Kaprun, og den tungtvejende årsag til vores køretur – gletcheren  Kitzsteinhorn. Vi havde været der et par gange under vort besøg i Schüttdorf for 3 år siden, og var blevet rigeligt udfordret i den altid gode sne der er på stedet.  Set i lyset af den svindende sne i Saalbach, så var det jo oplagt at tage en tur dertil.

Vi fandt en parkeringsplads ved liften, og hoppede ombord i en af to lifte på stedet og kørte mod toppen.. Turen tager i nærheden af 20 min, inden man lander ved mellemstationen. Dernæst er der flere forskellige lifte der kører videre op af bjerget, hvor det hele fordeles på det store plateau som findes i næsten 3000 meters højde.


Et meget råt område man kan slå sig på

Vi havde snakket om, at indtage vores frokost i restauranten helt i top. Der er ca. 3020meter ned til havets overflade derfra, og det er ikke helt let at komme dertil selv om der går lifter op næsten hele vejen.  Vi nåede af 3 – 4 forskellige lifte op til toppen af bjerget og manglede kun den sidste stigning inden toppen. Den stigning som vel egentlig kun er 30 meter, var faktisk hårdere end de foregående 2990 meter. Vi havde ikke fornemmet at luften var blevet tyndere, da vi ikke var blevet udfordret fysisk undervejs, men det blev vi så det sidste stykke til gengæld! Vi skulle gå ca 30 meter op af en stejl skrænt for at nå en elevator som skulle løfte os de sidste meter til toppen. Vi lød som to damptromler, hev efter vejret og begge mærket af den tynde luft..


Højdesyge måske…

Vi stoppede op et par gange og grinte til hinanden, det var sgu lidt sjovt, og nåede da også toppen for at finde ud af, at der var en anden lift som kørte hele vejen derop fra mellemstationen, men så havde vi da fået den oplevelse med og den gode motion… Vi spiste en middag som mest bar præg af omgivelserne, end af velsmag.. Om det skyldtes omstændighederne, eller det bare var en elendig kok ved jeg ikke, men maden smagte slet ikke! Jeg fik en burger med marmelade i???


Lidt leg ned af en sort piste..

Resten af eftermiddagen brugte vi på gletcheren, det var koldt deroppe og derfor var sneen rigtig god. Derfor gjorde det heller ikke så meget, at der var rigtigt mange mennesker på pisterne, mange af dem var danske, så vi var ikke alene med den gode idé. Svenske Volvo har fået lov til at indrette en camp deroppe, bygget omkring en kæmpe iglo, hvor der både er bar, tv stue, p-plads for en bil  og ikke mindst en kirke.. Alt sammen lavet i is, og en noget speciel oplevelse.


En svensk iglobar..

Ellers brugte vi eftermiddagen på at køre rundt og lære området at kende igen. Der er rigtig mange udfordrende pister i området af alle sværhedsgrader, og det blev en dag vi legede os gennem området og pisterne.. Klokken var mange inden vi var hjemme igen. Vi nåede lige at lande på værelset med en kop kaffe og et bad, inden vi igen skulle af sted. Vores rejseselskab har givet os en god middag som erstatning for den dårlige indkvartering de første dage, og den middag skulle vi selvfølgelig inkassere..

Vi har to dage igen, og mit knæ begynder så småt at give lyd fra sig på den ufede måde. Jeg har både de gamle smerter, men også nogle nye områder i knæet som ikke helt spiller, jeg må vist hellere få det undersøgt grundigt på den anden side af denne tur.. Jeg ved ikke hvor langt vi har kørt på skiene i dag, men det har været en hård dag med mange forskellige udfordringer, derfor kan trætheden godt mærkes, og det bliver ikke sent i aften..

3. februar 2011

De sidste to dage er beskrevet efter hukommelsen efter vi er kommet hjem.. Vi havde aftalt at bruge denne dag med bløde ben på, at tage rundt i området og fotografere med det “dyre” udstyr, altså det der ikke kan tåle, at blive smidt ned af en rød piste med en mand på nakken til at holde vægten oppe. Det viste sig dog ret hurtigt, at Martin havde tænkt sig noget andet end det jeg havde tænkt mig, så vi skiltes allerede efter den første lift – Schatberg Express. Han drog mod nord, og jeg mod syd. Jeg fulgte pænt min lillebror og hans familie på vej den første times tid, men efterlod dem til deres eget tempo lidt senere.


Man kan altid bruge en pause når man har bløde ben..

Jeg tænkte, at køre ruten det meste af vejen rundt om Saalbach, stoppe når en situation indbød til det, og så lade kameraet fortælle de historier jeg så undervejs. Der var tydeligvis et vejrskifte undervejs, skyer som vi ikke havde set den sidste uge krøb ind over bjergene fra syd. Jeg besluttede at køre et smut til Leogang, se hvordan forholdene var der.


Hyggeligt er vist et meget passende ord her..

Der er kommet mange nye på pisterne de sidste dage, jeg ved ikke om der er kommet yderligere en skiftedag på kalenderen i forhold til Hollandske turister, men der er pludselig temmelig mange af dem i området.. Det kan give lidt kaos på pisterne, det er ikke alle der har evner der helt står mål med ambitionerne, og så kan det gå galt..


Når det går galt er hjælpen heldigvis altid tæt på.

Vi frygter alle, at komme til skade på pisterne, for det betyder som ofte at ferien er forbi som minimum, måske yderligere forværret af en korsbåndsskade eller andet.. Det er ligesom vi slet ikke ser det ude på pisterne, alle skynder sig at køre videre, eller se den anden vej. Risikoen forsvinder ikke af den grund, men den forsvinder måske fra bevidstheden. Ham her brækkede enten en arm eller et kraveben på et forholdsvis fladt område, hvor der var et kylder af nye på ski..


Ham her kom så ikke til skade..

Jeg nåede over til Leogang, men der var alt for mange mennesker, og kørte derfor tilbage mod Saalbach. Undervejs aftalte jeg med Martin, at vi skulle på mødes på terrassen ved Mais alm, hvor vi skulle spise frokost sammen.


De brede røde piste på vejen mod Leogang

Vejret var næsten som man kun kan drømme om, sneen let og solen stod højt. Sådan en dag er det fantastisk at køre på ski, ikke mindst når man ved, at det hele snart er overstået og vi skal hjem igen.. Det tager en lille times tid, at køre turen tilbage til Saalbach, og jeg nød hvert sekund af den. Første gang på hele ferien, hvor jeg kørte for mig selv i mit tempo, og med mine stop undervejs, ganske hyggeligt og afstressende..


Dampen er gået af ham..

Jeg nåede over til Mais Alm et stykke over middag, og kunne mærke sulten bide fra sig, og gik derfor målrettet mod terrassen. Martin kom i det samme og vi satte os sammen med en af vore guider – Rasmus, det levende missil som jeg kalder ham… Han sad i solen med tømmermænd og forsøgte at læse nogle papirer om næste uges gæster…  Vi spiste vores mad og sad vel i solen en times tid, inden min bror og hans datter kom forbi. De havde efterladt Mona på en bjergtop ovre ved Leogang i håbet om, at en bus kom forbi.. Problemet var bare, at den bjergtop hører til en anden dal, og bussen derfor kører en helt anden retning. Det ville tage en bil i omegnen af to timer, at hente hende.. Desuden havde hun brugt sine penge på drikkevarer, så min bror var ikke helt tilpas ved udsigten til at skulle agere redningsstation, hvilket jeg egenlig godt kan følge ham i.. Man skal aldrig køre længere væk, end man er sikker på at kunne køre hjem igen..


En cool ældre herre..

Mens vi sad på terrassen, havde jeg øje for pisten som løb lige forbi. Her kunne jeg med min tele fange de skiløbere der kom kørende forbi, og det var mange.. Jeg satsede lidt på et styrt eller to, men måtte nøjes med lidt snesprøjt… Ovenstående foto er fra den session, jeg fangede en herre på den forkerte side af 70, i god stil ned over pisten. Det fede var nok mere, at han var bedre klædt end de fleste andre – et fænomen vi ofte oplever hernede. Alder er ingen hindring, kan man køre ski, så kan man også være smart i tøjet, det er et eller andet sted fedt at se, at der er plads til den slags, at man ikke fordi alderen siger et, skal gå rundt og ligne en pensionist..

Vi kørte af bjerget relativt tidligt, det er ikke helt det samme at køre rundt med dyrt fotogrej, og selv om vi kører langsomt rundt på pisterne, så er der altid en risiko for styrt, hvilket jeg oplevede på egen krop.. Et ret brat fald på nogle få meter skulle forceres inden jeg igen kunne fortsætte på et fladt stykke. Jeg forsøgte at holde igen,men det betød bare, at jeg kom i ubalance og væltede tungt.. Jeg forsøgte, at friholde udstyret fra styrtet og det lykkedes også meget godt, men betød, at jeg landede på en noget anderledes måde og trykkede min brystkasse, hvilket stadig giver mig lidt smerter..

Samme aften var vi af rejseselskabet blevet inviteret på Spareribs ved Haus Spielberg med efterfølgende slædetur ned over bjerget. Vi har prøvet det et par gange før, så det var mere spørgsmålet om et gratis måltid, end slædeturen der trak. Alligevel går der altid sport i den når vi skal køre sammen Martin og jeg, så kæmpede det bedste vi kunne ned af bjerget efterfølgende, med det resultat, at Martin tabte sin mobil i mørket… Den er stadig ikke fundet og ringer fint når jeg prøver, den er sikkert begravet under sne, og dør når batteriet løber tomt.

Nede i byen var der opløb af en eller anden slags. Flere tusinde mennesker samlede sig på begynder bakken ved et stort hop der var lavet af sne.. Der skulle være opvisning med masser af action fra unge på enten snowboard eller ski, jeg løb hjem efter kameraet, og ville på en eller anden måde forsøge at fange noget af den action.. Resultatet kan ses i nedennstående fotos..


Hård landing!


Han kørte videre derfra!


Pulversne

Jeg stod desværre så dårligt, at jeg ikke kunne se det første af springet, hvilket betød, at jeg max havde et sekund til at fange, fokusere og skyde inden motivet var væk igen.. Med en blitz er det en temmelig umulig opgave, men det var imponerende at se på alligevel – ufattelig de tør!

4. februar 2011

Sidste  dag i Saalbach.. En dag der både er fyldt med vemod, men også savn efter det derhjemme, jeg synes det er ærgerligt at skulle hjem fra dette fantastiske sted, men intet varer jo evigt, og jeg har jo både børn og kæreste derhjemme.. Fysikken begynder også at være påvirket af de hårde dag på ski, jeg er øm over det meste af kroppen, huden på hænderne er påvirket af alle de dage i handsker, jeg er gennemgående fysisk træt, slidt og trænger til en pause..

Jeg aftalte med Martin, at vi skulle tage hele turen rundt på alle 5 bjerge, og vi startede tidligt ud  med Schattberg expressen kl. 9. Derfra kørte vi turen modsatte vej rundt – altså mod nord. Det er ret nyt land for mig, at køre så meget på den side af Saalbach, men der er ingen tvivl om, at jeg skal køre en del her fremover, pisterne er mere udfordrende, mere kringlede og så er der kanon sne. Vi kørte rundt på må og få der et stykke tid, lallede rundt, hyggede os og forberedte os på hjemturen. Endte et par gange i Hinterglemm og gik gennem hovedgaden til den anden side, og andre lifte..


Nyt ret – Bløde ben i Tyrol

Under et af vore utallige stop for at drikke kaffe, spise eller blot få slukket tørsten fik vi også navngivet den ret jeg har opfundet tidligere på ferien.. Ofte er Gullasch suppe en let og velsmagende ret når man kører på pisten og lige skal have et eller andet at spise, men ofte er det heller ikke nok til at køre en hel eftermiddag på, så jeg tilføjede pommes frites, og en ret var født.. Vi har spist den en del gange undervejs i år, men indtil da uden navn.. Nu får vi den så ofte, at den må  døbes… “Bløde ben i Tyrol” er navnet fremover.  Pommes frites minder lidt om mine ben efter en lang dag på pisten – bløde og kraftesløse.. Suppen er så Tyrolsk som noget kan være, så deraf navnet..

Se sådan kan man få en hel dag til at gå med absolut ingenting! De efterfølgende to videoer kan kun bekræfte det..


Og hvad handler det så lige om…


Samme kloge snak…

Eftermiddagen bar præg af den fønvind de har lovet for weekenden, det var varmt, faktisk alt for varmt til skiløb. Vi svedte i alt for megen tøj, sneen var som slushice og dermed ikke særlig god at køre i.. På et tidspunkt gik der så megen hat-og-briller i den, at Martin savede mig næsten midt over i et styrt, hvor han ville have sprøjtet sne på mig, men endte med hoppe direkte ind i mig.. Resultatet blev, at han skubbede mig to meter, bøjede min nye skistav med sine ribben, og generelt slog sig lidt.. Skistavene kunne han betale sig fra, men røvturen fik han med hjem..

Til sidst tog jeg en beslutning om at køre af bjerget for sidste gang i år… Klokken var 3, og jeg havde egentlig opnået det jeg ville, var mæt og tilfreds, så hvorfor lade den sidste dags, sidste timers dårlige sne være det jeg får med hjem i hukommelsen.. Jeg tog skiene af, gik hjem gennem byen og sagde pænt farvel til det hele. Endte op med at pakke mit grej, og tog derefter en morfar inden Martin kom hjem.. Han var gået en tur for at lede efter sin telefon, men fandt den nu ikke..

Vi var færdige med at pakke ned lige inden aften.. Tog et bad og fyldte vores ting i bilen inden vi gik ud for at finde en restaurant til det sidste måltid i Saalbach inden den lange tur hjem.. Vi kørte fra Saalbach kl. 19:30 og kørte nærmest problemfrit til Danmark, hvor vi landede 12.5 time efter.. Godt slidte begge to, og med en megen lille tolerance for hvad som helst!  Jeg kørte det meste af vejen, Martin sov det meste af vejen, men det er der ikke så megen nyt i.. Jeg sover dårligt i bilen, og kan ligeså godt køre så, Martin har det lige modsat..


Årets resultat..

Vi nåede længere  kilometermæssigt end sidste år, men der var også rigtig megen sne sidste år.. Vi nåede ikke helt så langt som første gang, hvor vi var oppe at køre 293km.. Alligevel er vi nok tættere på, da vi havde en dag i Zell am See, samt en dag mindre på ski.. Så alt i alt begynder vores bedre teknik at kunne ses..

Jeg skrev i indledningen, at 3′de gang er lykkens gang, så må det siges at denne tur har været. Vi ramte den lige i røven om man så kan sige.. 8 dages sol efter 5 dages snefald med næsten 1.5 meter ny sne, hvor heldig kan man være! Det var regnvejr lige inden vi ankom, og der er 16 graders varme dernede nu..

Er der slet ikke nogle negativer oplevelser fra sådan en tur.. Jo, det er der, men de er få.. Der er kommet flere på pisterne, og desværre er der mest tale om danskere og englændere.. Fælles for disse to befolkningsgrupper er jo, at de drikker langt mere end gennemsnittet og dermed i nogen grad formår at forpeste oplevelsen for andre. Vi har set “skiløbere” blive transporteret ned af bjerget efter de har tumlet rundt på ski i en brandert. Vi har set slagsmål i byen, hvilket vi ellers aldrig har oplevet tidligere i Saalbach..

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

2 Svar til “ Saalbach Hinterglemm 2011 ”

  1. Hørt ! …. mindes at være de sidste ned af Bernkogel hvor det eneste man skal passe på er pistemaskinerne … solen står lavt, frosten er frisk, pisten er absolut nypræpareret, skiene bider perfekt og der er allerede en smuk dag i rygsækken. Den eneste udfordring er at man ikke har lyst til at dagen slutter !!!

    Har kun én ting at sige … Auf Wienerschnitzellllllln … jeg er den der er strøgn >:-)

  2. Kære Jens. Jeg kan nu ikke forstå det du fortæller omkring "skicirkus" i østrig. Kan ikke på nogen af dine billeder eller videoer se andre end jer med horn eller andet på :o ) … hmmm måske der er jeres helt eget cirkus. Kunne nu godt tænke mig et par andre eksemplarer end jer… kan ikke se hvad Martins hovedudsmykning skal forestille og ved nærmere eftersyn minder dine djævlehorn mere om de små horn på en bi. ;o) Du mangler en stav og en hale for at ligne en djævel..!!!! :o ) Zum zum lille bi omkring… ;o)

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>