Get the Flash Player to see the slideshow.

Stairway to heaven…

Vinterferie kan man vist godt kalde det, når temperaturen udenfor ringer nede omkring -15 grader. Vinterferie har jeg også med mine børn og det kræver jo en eller anden form for aktivering. De første par dage fik de alene hjemme med ren afslapning, mens jeg passede mit job, og forsøgte at bevare motivationen indtil jeg også kunne gå på ferie. Den sidste dag mødte begge poder op i snestorm på mit job, og fik frokosten med.


Klatrevæggen i Nordkraft

Herefter gik det stærkt! Mine børn har ikke fundet ud af, at deres far fylder 45 næste gang. Onsdag blev jeg derfor spændt efter Josefine ind til byen, Frederik valgte os fra. Her gik det over Friis, til et glaspusteri, og derfra videre ned i det nye DGI center i Nordkraft. Centret havde åbent hele ferien, så vi skulle jo selvfølgelig prøve stedet af. I vinterferien er sådan et sted et himmerige for ungkarle, det formeligt vrimlede med enlige mødre, eller ihvertfald mødre, og ingen – absolut ingen andre mænd end jeg, hvilket var tankevækkende… Er jeg den eneste med tøfler, eller hvor var alle de der andre fædre, for sådan nogle må der da have været på et eller andet tidspunkt eller plan..


Josefine på vej!

Nå jeg havde med slet skjulte mine, taget det tunge udstyr med i håbet om et par gode billeder. Vi gav os i kast med de forskellige aktiviteter – Josefine som den aktive, og jeg som den næsten aktive med kameraet. De mange aktiviteter var nu hurtigt overståede, så inovativt og nyt var stedet alligevel ikke… Jeg skulede lidt mod den ny klatrevæg, prikkede lidt til Josefine, og om ikke hun skulle prøve.. Det ville hun gerne, og så gik det slag i slag derfra.  Hendes første tur nåede ikke mere end 5 meter i højden, inden hun gav efter for frygten. Jeg lovede at gøre et forsøg, hvis hun ville gøre et ekstra forsøg..

Jeg nåede halvvejs op af væggen i mine “pæne” sko, inden jeg valgte at give slip og lade rebet fire mig ned igen. Og jeg skal da lige hilse og sige, at det er lidt af en overvindelse, at give slip på væggen og det eneste der holder en fast så langt over jorden. Josefine havde fået mod på det igen, efter at have set jeg også turde. Og inden jeg fik set mig om, så røg hun mod toppen, jeg nåede lige at sige, at hun skulle bruge benene og ikke armene til at hæve sig i.


Josefine kan svagt ses i toppen

Inden der var gået 3 minutter nåede hun toppen i ca. 20 meters højde, og jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Stolt af hendes indsats og mod, men  bestemt også bekymret forælder med en datter der dinglede i en snor 20 meter over et beton gulv. Hun nåede heldigvis ned i uskadt tilstand, og så gik vi på jagt efter et sted hvor hun kunne indløse præmien –  frokosten måtte hun bestemme indholdet af, og stedet hvor den skulle indtages.

Sådan gik vores onsdag, samme aften fik Gitte sine børn hjem, og vi kunne starte på et vinterferie galehus af unger, tøjvask, madlavning og tømning af opvaskemaskine. Jeg føler mig alene som et service organ, når vi er så mange samlet, så det er ikke megen ro vi to voksne får sammen, men sådan har vi jo valgt det.. Ungerne trives tydeligvis, de både sover, æder og føler sig hjemme, uden tanke for, at deres forældre skal holde nogle årtier endnu..

 

 

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>