Get the Flash Player to see the slideshow.

Rockers, bikers and bitches!

Tiden har det jo med at gå, ellers var der ingen der solgte ure… Herinde er der ikke sket så meget, men det er så til gengæld udenfor.. Noget af det er hemmeligt, og tåler ikke at blive delt på dette offentlige medie.. Jeg har nemlig fundet ud af, at der findes små nedrige sniffere, som venter på, at der er et eller andet som kan udlægges negativt og i mod min person. Når det sker, så samles alle borgerlige kræfter fra Gistrup i en djævleudrivelse med hjælp fra kirken, hvor der lægges vægt på de spidsborgerlige dyder så som det grønne græs på den anden side, jeg har det ikke godt, derfor må du heller ikke have det osv.. Der er sikkert mange gode grunde til at reagere sådan, men jeg har ikke tænkt mig at fodre dyret, og vil forsøge at holde igen med mine hemmeligheder, så ingen tager skade, hverken mig eller andre. Nå men siden sidst, som er nok sådan ca. 10 dage siden, så har jeg udelukkende næsten, brugt min fritid på at blive klogere. Langt klogere på alt hvad der har med engelske motorcykler at gøre. Jeg har set film på youtube.com, søgt, handlet og læst bøger fra amazon.co.uk, hentet pdf filer på nettet, besøgt et hav af hjemmesider. Fælles for det hele har været en motorcykel af ældre dato, nemlig en Triumph Boneville T120R US fra 1970, den bedste af de bedste af den model!


Triumph Bonneville’s 50 års jubilæum

Mit besøg hos den ældre herre og hans gamle Bonnie, satte jo selvfølgelig kriller i hovedet på mig den gang. Jeg besøgte ham et par gange, snakkede med ham om løst og fast, ikke mindst prisen på den her fantastiske maskine han havde holdene i kælderen. Han var nu ikke til at stikke i overhovedet, prisen var fast! Hmm jeg tabte lidt modet, men så kom hjælpen alligevel hvor jeg ikke havde ventet den. Mine venner i hovedgaden, gav mig lige det stød i posen som kunne realisere hvad jeg kun havde drømt om.. Frem og tilbage det gik med Ole, både i telefon og efter “personligt fremmøde”. Alle de små detaljer blev afklaret, og vi endte med at give hinanden håndslag en fredag aften, hvor jeg næsten blev lidt rørt efterfølgende… Udover en bog, en tankfuld benzin, en indregistreret motorcykel, en masse gode råd, så fik jeg også Ole’s ekspertise og viden med oveni. Han lovede nemlig, at hjælpe med hvad jeg måtte have på hjerte omkring vores fælles “barn”. Jeg har ikke en hujende fis forstand på at justere ventiler, kobling og den slags, men er sikker på jeg kan lære det med kyndig vejledning.


En stolt far, og en datter stolt af sin far..

Jeg fik lavet et forsikringsbevis på den, og den slags er billigt når der er tale om en veteran motorcykel. For 800.- har jeg kasko, ansvar og autohjælp og for yderligere 160.- så er vægtafgiften betalt. Det er lidt andre priser, end hvad man giver for nyere motorcykler, her er det ikke nok at gange med en faktor 10. Der følger nogle få krav med til en sådan veteranmaskine, og det er at jeg max må køre 6000km på den om året, og ikke til erhvervskørsel. Desuden er den kun kaskoforsikret fra 15 marts – 15 november, det kan jeg godt leve med.


Frederik er også klar til en tur!

Da først købet var afsluttet, havde jeg det svært med at min nye gamle motorcykel skulle stå i en kold garage ved Ole. Jeg gik rastløs rundt, og nogen vil nok kunne nikke genkendende til, at jeg var temmelig fraværende i de dage. I weekenden inden tirsdag d. 15/3 blev ventetiden for lang. Godt nok var forsikringen ikke dækkende, men jeg skulle ikke så langt. Jeg aftalte derfor med Ole som i øvrigt er far til min tidligere nabo her i parken, at jeg hentede maskinen søndag formiddag. Med Gitte under den ene arm, og Josefine under den anden, gik det mod Skalborg. Jeg havde en styrthjelm med, en læderjakke og et par tykke trøjer, det måtte gøre det ud for køre-tøj indtil videre.


Første gang jeg hører maskinen starte – der er ikke choker på.

Et eller andet sted, så var jeg faktisk lidt bange for at bytte min check med nøglen til maskinen, hvad nu hvis min mange årige drøm viste sig, slet ikke at være som jeg troede. Hvad nu hvis jeg slet ikke synes det var fedt at køre på Triumhp Bonneville, og i stedet burde sidde mageligt på en BMW fra 2010 med boxermotor og masser af komfort..


Masser af engelsk chrome..

Det var nu heldigvis som jeg havde forestillet mig, lyden fra de to udstødningspotter fyldte mine ører med vellyd, gearene gik som de skulle, og jeg følte mig hjemme i samme øjeblik jeg skrævede over sædet og satte i gang. Jeg var lidt nervøs for at køre de få kilometer gennem Aalborg, forsikringen ville ikke dække eventuelle skader jeg måtte påføre.


Spejlblank overflade som man kan spejle sig i

Heldigvis havde jeg full-face hjelm på, ellers ville folk have set et kæmpe fjollet smil på en mc tværs gennem byen en vinterkold eftermiddag i marts. Jeg var lidt forsigtig med gassen, der var lige kommet nye stempler i motoren og cylinderne var også ny-hornet. Dette sammenholdt med risikoen for skader og en uøvet kører, fik mig til at holde lidt igen. Hjemme igen fik alle ungerne en tur rundt i parken, og jeg parkerede højtideligt dyret i garagen, hvor den blev låst af på forsvarlig vis.


Nymalet tank i originale farver.

Nu gik der da for alvor først panik i mig! Hvordan passer man sådan et dyr, jeg vidste jo ingenting om det meste.. Der er ikke kun 1 sted man skal checke olie, der er både motorolie, gearkasseolie, olie til den primære kæde og til sidst olie til kæden i koblingshuset – dooh!! Og typisk engelsk, så skal det checkes et hav af forskellige steder og på ulogisk vis.  Jeg har gået mange gange frem og tilbage mellem hus og garage. Hver gang jeg har læst noget klogt, så måtte jeg lige se om også det kloge var at finde på min maskine – det var det!


Chrome igen, skal det mon pudses også…

Vejret er bestemt ikke til at køre på mc i øjeblikket. Vinteren har endnu ikke sluppet det nordjyske, og selv om jeg har sneget mig afsted de gange solen har været fremme og vinden næsten har været fraværende, så har jeg været nærmest dybfrossen når jeg har vovet mig ud på mere end 10 minutters køretur. Af de små veje har jeg været rundt i omegnen, det har ikke megen formål at blæse af sted på de store kedelige veje, det er der ikke megen køreglæde ved.


Min bonnie i solen

Endnu et problem er jeg faldet over efter at have fået mc i egen garage. Den slags motor-køretøjer kræver jo ekstra påklædning, og det af en helt anden karakter end hvad jeg ellers bevæger mig rundt i.  Et eller andet sted, vil det se absolut håbløst ud, hvis jeg kommer men en køredragt som passer til nutidens bambusraketter som jo ligesom nutidens motorcykler er lidt overdrevne på alle måder. Styrthjelmen kan jo heller ikke være en fullface – de fandtes ikke på daværende tidspunkt, samt de er p… irriterende at køre med pga. manglende udsyn og dug.


En god gammel pilot hjelm..

Min søgen på Internettet gav resultat, og i U.S.A fandt jeg en hjelm som på en prik minder om de hjelme man kørte med dengang, og ikke mindst er meget tro mod tiden. Farverne passer til tanken på motorcyklen, og der er plads til et par kørebriller som jeg godt nok ikke har fundet endnu. Jeg er lidt spændt på om ikke det danske toldvæsen i den her sammenhæng udviser lidt generøsitet og lader min hjelm slippe gennem tolden uden alt for mange økonomiske skrammer..

Nutidens køre-tøj er langt mere sikkert end det var tilbage i 70′erne. Dengang tænkte man ikke i sikkerhed, der var ikke så mange trafikanter på vejene, og væltede man, så var det jo nok ens egen skyld. I dag er der langt mere fokus på den indbyggede sikkerhed i det tøj man kører med. Jeg gik på jagt efter en jakke som både designmæssig og sikkerhedsmæssig passer til min motorcykel.

Triumph Stockton Jakke

Jeg skulle ikke lede længe! Triumph laver selvfølgelig også tøj der passer til deres maskiner, og jeg fandt en læderjakke som har de samme farver som – ja tanken på min motorcykel. Begejstringen vil ingen ende tage! Jeg har fået jakken, og det er lidt lige som at blive trukket i en rustning, den er forstærket på vitale steder, albuer og skuldre har indbygget beskyttelsesskjolde, samt er forstærket med et ekstra lag læder, det gode er, at jeg også kommer til at se dobbelt så bredskuldret ud.

Nu mangler vi så bare det gode vejr.. Jeg har været afsted nogle gange efterhånden, har brændt det meste af en tank benzin af. Har fundet en vis fortrolighed med min nye gamle Bonnie, begynder at fornemme de forskellige lyde, finde en rytme i koldstart osv.. Det er mindst lige så svært at lære en mc at kende som en bil, og jeg bruger lang tid på at finde den fortrolighed og tillid som lang tid med en maskine nu giver.

Jeg er kommet med i en klub kun for Triumhp entusiaster, abonnerer på veteranposten og er først nu ved at finde ud af, at der findes en hel verden af folk som jeg, folk som har et helt særligt forhold til gamle veteran motorcykler og ikke mindst biler. Hvad kan det ikke blive til med tiden, har jeg fundet endnu en tidsdræbende hobby ved siden af foto og fluefiskeri.. Jeg ved det ikke, men jeg glæder mig helt vildt til det bliver varmere, så jeg kan komme ud at køre… Måske med en fluestang på ryggen og et kamera i tasken..

Og min mor? Ja hun har da også en del af skylden for, at jeg nu har en Bonneville holdene i garagen, om hun vil det eller ej..

 

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

5 Svar til “ Rockers, bikers and bitches! ”

  1. ja det har jeg også fundet ud af , utak er verdens løn .
    Det der var gjort i en god mening . hilsen moren

  2. men – - held og lykke med den , jeg håber den behandler dig ordentlig .

  3. Hej…tillykke med din fine Bonnie, flot eksemplar, var selv ejer af en 69èr for mange år siden, og har lige siden drømt om at få en igen, kører nu på en Honda ST 1300 Pan European fra 2005, som jeg er ovenud lykkelig for, men helt ro i sjælen blir der ikke før den dag der igen også står en Bonneville i garagen….go vind, og pas på….mange hilsner Jan.

  4. Hej Jan

    Tak for din hilsen :-)

    Jeg har siden jeg var knægt haft et eller andet med den maskine og den årgang. Nu hvor jeg er blevet ejer af den, så bekræfter den kun mine forventninger og drømme – det er en fantastisk maskine! Om end frustrerende til tider, men sådan er det jo med de englændere :-)

    Go vind derude – Jens

  5. Hej Larsen

    Jeg er på udkig efter en jakke magen til den du har billede af på din side… hvor har du købt den… jeg kan ikke finde den… øv. den er super cool.
    tak.

    vh
    René

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>