Get the Flash Player to see the slideshow.

Sol, sommer og kulde..

En hektisk tid i øjeblikket, men heldigvis er der jo lyst længe, så det jeg ikke kan nå i dagtimerne, når jeg om aftenen. Jeg er stadig godt i gang med min “livsstilsændring”, forsøger at leve lidt sundt, og forfølger vægten ned af. De par dage jeg havde i England, var der så megen livsstil over, at jeg åd mig et kilo eller to tungere i kager og andet godt, men jeg har jo også lovet mig selv, at det ikke skal være fanatisk.

En til to dage uden “regler”, hvor jeg spiser det jeg har lyst til og i de mængder jeg har lyst til. Godt nok velvidende, at 100gr slik fylder 400kcal, og jeg spise meget andet godt, og i langt større mængder med samme indhold af Kcal. Udover kosten har jeg intensiveret min motion, og er nu igang 6 ud af ugens 7 dage, skiftesvis vægttræning og løb. Min fedtprocent er stødt faldende sammen med min vægt, og jeg kan sagtens se forløbet i spejlene i motionscentret – det er jo fedt!

Jeg har å nogenlunde styr på mit knæ oven i alt løberiet, om det skyldes, at det ikke længere bærer rundt på så mange kilo ved jeg ikke, men jeg er ude på både 10 og 12km, hvor det ikke driller mig synderligt. Bevares, det kan stadig mærkes, men slet ikke i samme omfang som tidligere, og mit håb er jo, at smerterne og skaden helt forsvinder igen, men lad nu se..


Lundby Krat Træf

Ind i mellem har det været svært at få øje på foråret, og nu sommeren, men et af de klare tegn er jo de mange motorcykler på vejene, og jeg er bestemt en af dem.. Årets andet træf i Lundby Krat løb af stablen i sidste uge, og det var lidt mere tørt end det første, hvor der var mere vand end cykler.. Denne gang var næsten alle af huse, og jeg var der selvfølgelig også.


Honda CB750

Jeg får altid en masse opmærksomhed på min gamle englænder, og det kan jeg jo godt li, men denne gang var min egen opmærksomhed nu mest rettet på en helt anden maskine, nemlig en ældre japaner af nogenlunde samme alder som min Triumph. Honda CB750 var den maskine som i slutningen af tresserne væltede Triumph og andre engelske mærker af tronen som de dominerende leverandører af motorcykler. På ganske få år overtog og dominerede de markedet totalt! Englænderne havde jo igen sovet i timen, og det land som det imperialistiske England havde bombet tilbage til stenalderen får år før under Anden Verdenskrig, havde nu overtaget magten, ihvertfald inden for MC’er.


Ducatti  Racer

Der var selvfølgelig også andre mærker til skue derude, udover de mange Harlyer som ikke rigtig fanger mig, så var der også et par Ducattier, og sådan én vil jeg gerne have den dag jeg skal dø hurtigt! Det er fantastiske maskiner, og de kan alt til ekstremer, og er alt for farlige til mig..


Et af PS Krøyers mange malerier

Igennem det meste af foråret, har der i Skagen været en udvidet udstilling af PS Krøyers mange malerier. Udover de malerier som i forvejen er ejet af Skagen Kunstmuseum, så var der også udstillet en del fra andre lande og fra private. Jeg har gerne ville se udstillingen og da den netop overståede weekend indholdt en masse fritid uden børn, så var det jo oplagt at tage en tur til Skagen og se udstillingen.

Allieret med en god ven og ok koldt vejr, drog vi afsted tidlig søndag formiddag, og landede en times tid senere på parkeringspladsen ved museet. Der er nu skønt i Skagen inden alle turisterne vælter ind.


Selvportræt af PS Krøyer og kone

PS Krøyer kan et eller andet med lyssætning og komposition i et billede, eller maleri om man vil. Han ville være en fantastisk fotograf i dag, hvis han var levende. Han var en af de første malere som tog fotografiet i anvendelse som en del af processen  omkring at male et billede, og det kan man se af mange af de “øjebliksbilleder”  han har malet.


Igen er lyset dominerende i et motiv, og bestemmer kompositionen

Jeg er noget imponeret over hans evne til at komponere og fortælle en historie, hans evne til at bruge lyset til at skabe dybde og liv i maleriet, er eminent!  Vi brugte et par timer på at se de mange malerier, og var ganske imponeret over de værker han nåede at lave inden sin tidlige død.


Endnu et af de mere kendte malerier – hip hip

Krøyer endte op med sindsyge, rygterne vil vide, at han var ramt af syfilis, og dengang var der ikke helt samme behandlingsmuligheder… Et af de sidste malerier han lavede, var et selvportræt, malet lige inden hans død.


PS Krøyer selvportræt

Skagen er andet og mere en malerne, og mange steder rundt i byen viste “til salg” skiltene, at velstanden også er på retur her.. Det er lidt befriende at se alle sjællænderne ude af byen igen, de kan godt virke lidt anmassende i sådan et lille samfund. Det er selvfølgelig ærgeligt for byens indtjening, men mon ikke skuden vender igen på et tidspunkt..

Vi fortsatte mod grenen, som jo om noget er Skagen, der er et eller andet med de to have der mødes her, samt det er landets top.


En gammel bunker er nu soldæk for en flok sæler og edderfugle

På vejen ud til grenen, gik vi i vandkanten og fik øje på en flok sæler ude på en gammel tysk bunker som nu ikke længere er landfast. Sjovt så hurtig dyr finder ud af, at de er udenfor farezonen og helt naturligt tager sådanne ressourcer til sig – intet er overflødigt i naturen.. Jeg havde ikke telen med, så måtte nøjes med de billeder min vidvinkel kunne trække, og det er ikke meget..


En vidunderlig himmel til dramatiske billeder

Man kan sige meget om vejret i øjeblikket, men koldt er det sgu! Er det ikke godt for noget, så er det godt noget andet, og himlen er altid meget mere dramatisk i den slags vejr, hvilket min linse fik at smage


Et lidt andet view på grenen

Lyset er fantastisk på Skagen som det jo hedder nogle steder.. Vi andre siger i Skagen og mener det samme… Vi fortsatte ud til de to have, vendte rundt og gik retur til bilen, kørte videre mod Gammel Skagen..


Gammel Skagen når det er bedst

Der var relativt tomt for mennesker denne søndag, og p-pladser var der nok af..


Brændingen er tæt på i Gammel Skagen

Vi gik lidt rundt i byen som jo ikke i sig selv er så skide spændende, havde vel set det meste på en halv time, og vendte snuden hjem ad igen..  Skagen er dejlig, og det satte tanker i gang om den kommende sommerferie.. Pengene er ikke store ovenpå en konfirmation, og camping har jo næsten altid været en favorit for os, vi er lidt tættere på hinanden og kan nyde det tætte nære sammen.. I Skagen er alt jo på cykel afstand, så måske det er årets ferie vi skal holde der..

Jeg har ihvertfald tænkt mig, at tage min gamle mc og køre derop en tur til Skagen Festival og træf, selvfølgelig afhængig af vejret, men det er helt sikkert en passende tur for den gamle dame..


Nå ja, glemte syndens hule på Skagen Museum! Den helt ude til højre smagte godt!

Det blev en dag, hvor alle sanser kom i brug, ikke mindst min smag for godt bagværk! Kager er fortryllende, og endnu mere når de ikke spises hver dag..  Sådan er det jo med det meste, den største selvfølgelighed forsvinder når det ikke er hver dag, og jeg begynder igen at sætte pris på det, når jeg ikke kan forvente det.

Alt det gode kommer med en pris, og det er ikke altid prisen værd, når det er hver dag.. Når jeg spiser kage, så ved jeg, at løbeturen bliver ekstra lang den dag, og er den det værd? Den er den ikke hvis det er hver dag. Jeg forsøger at leve spartansk, for at kunne leve rigt ind i mellem..

Jeg vil også sætte pris på varmen når den kommer, for den er her bestemt ikke hver dag!

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>