Get the Flash Player to see the slideshow.

Lige nu og her…

Jeg plejer at sige, at jeg forsørger at leve mit liv i nuet, være glad for hver eneste dag uanset hvad den byder, der er altid noget godt at hænge min tro og mit håb på. Men jeg skal da indrømme, at jeg den seneste månedstid ikke har forsøgt at fastholde nuet, men mere har set ud i horisonten til den dag, hvor jeg fik lidt frihed igen i forhold til alle de ting jeg har taget på mig den seneste tid… MC teorikursus og hvad deraf følger, engelsk kursus og en stram tidsplan generelt har fjernet enhver skygge af ledig stund i hverdagen, og i weekenden har jeg så forsøgt at indhente det forsømte, hvilket har betydet, at der ikke har været megen ro til fordybelse og afslapning.. Nu er teorien på plads, det letter det hele en del for en kort bemærkning… Kun for en kort bemærkning dog, jeg begynder på et nyt forløb – Personlig Power og gennemslagskraft. Nogen vil nok mene, at det har jeg da vist rigeligt af, men jeg glæder mig nu alligevel. Heldigvis er kurset ikke så sammenpresset, det strækker sig over det næste år.

Nå men tilbage til nuet, jeg har det bedst når jeg opholder mig der, det andet stresser mig, og jeg kan nærmest ikke huske hvad jeg hedder når det er… Jeg er blevet kaldt uansvarlig fordi jeg ikke længere tager tingene så alvorligt, men det sjove er, at jeg ikke oplever at jeg er mere ligegyldig og uansvarlig, tingene sker alligevel som de skal, og i den rigtige rækkefølge… 

 PIET HEIN. OM AT LEVE LIVET…
At leve i nuet er livets teknik
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.
Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.
For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at det nu, du lever i,
én gang for altid er dette.

Jeg ved ikke med ham Piet, jeg synes han er fantastisk, han har tilført “dansken” stor genialitet, både i forhold til Grug, design og hvad han nu ellers har rørt ved, at hans sind så ellers har været besværligt er en anden sag. Et er sikkert, jeg ville gerne have ordenes magt som han viser i ovenstående, han rammer mig klokkerent med det Grug… Det er ikke lige sådan jeg har levet den seneste tid, men det er sådan jeg lever når jeg har det allerbedst..


gul er frygtens farve, men smuk alligevel…

Jeg har tidligere skrevet om frygten, jeg tror lidt det med at leve i nuet også handler om frygten for at flytte sig til noget nyt, gøre noget andet, ikke at forsøge at foregribe fremtidens udfordringer som alligevel vil ske eller ikke ske, uanset hvor megen energi du bruger på det.. Det er her jeg har haft en af de største “aha” oplevelser. Istedet for at bekymre mig over hvad der kan ske langsigtet når jeg går ind i et menneske, eller en udfordring, så tænker jeg langt mere over, hvad jeg kan hente ud her og nu… Min mor ser mig kvæstet fordi jeg tager mc kort, så langt er jeg ikke, jeg ser istedet en masse oplevelser ude i det fri… Jeg har mødt mennesker som har givet mig store oplevelser her og nu, men som jeg i længden godt har vidst, kun ville være i mit liv for en kortere bemærkning. Oplevelsen og lærdommen har dog altid været større end smerten jeg har haft efterfølgende, smerten ender som regel ofte med at modne mig i stedet for at knække mig, så alt i alt er det en “win-win situation” som Nikolai Lie Kaas siger i reklamen.

Jeg vælger til enhver tid, at udfordre frygten fremfor at lade mig bremse og hænge fast i fortiden og det trygge, alt det jeg kender fordi jeg har været der før, men også det kedelige fordi jeg har været der før.. Jeg kan ikke leve i nuet, hvis jeg skal bekymre mig om de gerninger jeg gjorde igår, jeg kan ikke ændre dem. Jeg kan heller ikke leve i nuet, hvis jeg bekymrer mig for om jeg skal leve alene resten af mit liv, eller om jeg har et skattesmæk hængende lige om hjørnet. Jeg går efter de korte oplevelser, de er langt mere intense, og er jeg heldig så ender de også op med at blive langvarige…win win…


Apropos frygt, ham her sidder ved min fordør

Jeg er ved at læse en bog af Eckhart Tolle om åndelighed og sindsro. Den hedder “Stilhedens budskab” og handler om, at åndelighed ikke skal læres af andre, eller hentes udefra. Den åndelighed vi alle bær på, men ikke alle er fortrolige med, findes inderst inde og godt gemt væk. Jeg er min åndelighed, ikke mine tanker. Tanker er kun et udtryk for tidligere indlærte oplevelser og adfærd, min personlighed er farvet af mine tanker, men derfor er min personlighed heller ikke mig, men en tillært dimension bygget af tanker. Jeg er den jeg er, når jeg står i stilheden mellem to tanker, lige det split sekund hvor mine tanker er fraværende mærker jeg mig selv bedst og allermest. Bogen handler om at gøre det split sekund meget længere, så jeg når at mærke netop “det” der sker i det øjeblik, lige netop det “det” som er mig..

Bogen er umulig at læse i sit hele, og hvert afsnit skal læses for sig uden sammenhæng med det foregående, eller efterfølgende afsnit, og jeg er langt fra færdig endnu, men har allerede hentet meget godt ud af bogen..


Lindenborg å ved den skæve bro

Jeg har forsømt en masse den sidste tid, og selv om det er højsæson for havørreden, så har den uden problemer fra mig, kunne svømme stille og roligt op af åen uden at skulle forholde sig til de fluer jeg kunne have smidt ud i hovedet af den… Det er kun blevet til en kort tur siden Martin og jeg var afsted tidligere på sæsonen. Mandag aften i sidste uge, havde jeg så behov for lige at komme derud igen, hvor der er højt til loftet. Jeg besluttede at tage til et stykke af åen, hvor jeg kan parkere lige umiddelbart op af åen, det bliver hurtigt mørkt, så der var ingen grund til at spilde alt for lang tid med at gå… Jeg fiskede en times tid, og nåede da også at få en mindre havørrede på krogen, inden det var mørkt og jeg skulle hjem igen..

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

2 Svar til “ Lige nu og her… ”

  1. Tak er kun et fattigt ord, siger en gammel salmetekst vist og det samme kan jeg så sige til dig Jens. Tak fordi du deler dine tanker og ord med alle os andre herude i cyberspace.

    Det er ikke tit at jeg enormt talende kvinde bliver mundlam. Men det er jeg så sandelig lige nu. Ikke fordi jeg er forundret over, HVAD du skriver. Slet, slet ikke…..jeg er istedet mundlam, fordi du som en ny sleben klinge rammer mig hårdt og uendelig skarpt når du skriver:
    “Jeg er den jeg er, når jeg står i stilheden mellem to tanker, lige det split sekund hvor mine tanker er fraværende mærker jeg mig selv bedst og allermest. Bogen handler om at gøre det split sekund meget længere, så jeg når at mærke netop “det” der sker i det øjeblik, lige netop det “det” som er mig”

    Hvis åndeligheden er lige dér imellem to tanker betyder det jo jeg INGEN ÅNDELIGHED HAR! Og hvor fedt er det lige???? :-)
    En pige som jeg “er” aldrig mellem to tanker. Den ene tanke griber blot den anden i en uendelighed smøre af tanker og følelser. Derfor ikke uden grund jeg en dag købte bogen med den sigende titel “Kvinder som tænker for meget”. Bogen har jeg ikke læst endnu og den ligger blot dér på sengebordet (sammen med min sidst indkøbte bog om en proces og en rejse…)og ser forurettet på mig. :-(

    Frygt er vist én af forklaringerne hertil en anden grund måske den gamle kloge sætning om, at man skal vælge sine kampe med omhu.

    Stop så de tanker frk. Thisted…..

  2. [...] at vende tilbage til nuet, jeg er endnu ikke færdig med den bog jeg har omtalt tidligere – “Stilhedens budskab“. Det er en bog fuld af guldkorn om åndelighed og sindsro. I aftes læste jeg lidt om det at [...]

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>