Get the Flash Player to see the slideshow.

En værdig afsked og et vandhul uden vand…

Mine børns oldemor på deres mors side, har været syg den sidste tid. Alle vidste at det lakkede mod enden af et langt liv, og med en dåbsattest der fortæller om 90 gode år, hvor hun var frisk næsten til det sidste, så kan man ikke forlange mere. I onsdags døde hun så stille og roligt i sin seng uden dramatik, børnene besøgte hende mens hun var syg, og var lidt forskrækkede over oplevelsen. De besøgte hende også kort tid efter, da hun var død, hvilket var en langt mere fredfyldt oplevelse som de også skulle have med.

Jeg var lidt i tvivl om mine børn skulle inddrages så tæt i et andet menneskes sygdom og død, men på den anden side af det, er jeg ikke så meget i tvivl. De var langt mere naturlige og nysgerrige omkring det end jeg havde troet, selvfølgelig satte det tanker i gang hos dem som gav anledning til en snak om liv og død, men på en god og varm måde. De var en del af det menneske, og derfor naturligt også en del af hendes sygdom og død, det var mere rigtigt at gøre dem til en del af det, end at fortælle dem om det på afstand, så de kun ville have haft tankerne omkring det.

jeg synes et eller andet sted ikke det er svært at deltage i en begravelse af et menneske der har haft så langt og sundt et liv, det er et eller andet sted livsbekræftende og kærligt, at kunne sige farvel uden en følelse af uretfærdighed. Jeg har tidligere deltaget i begravelser af væsentligt yngre mennesker, og det var en helt anden følelse af magtesløshed og fortvivlelse, det her var nærmest smukt og intimt. Jeg bevæges altid af stemningen i en kirke, stortudede under begge mine børns dåb, det var stort. Denne gang var det med ro og værdighed ceremonien blev afviklet.

En kirke kan være en lille oase af stilhed og fred, sådan opfattede jeg det i dag, børnene kedede sig bravt, men tog det i stiv arm. Frederik hjalp stolt med til med at bære kisten efterfølgende, og oldebørnene smed en rose på graven efter tur, det var en værdigt afsked til et menneske der havde fået langt mere af livet end vi kan forvente.

Eftermiddagen blev brugt på min arbejdsplads sammen med Martin, vi skal jo på skiferie om 101 dage, 11 timer og 37 minutter, så det var oplagt at udnytte det motionscenter der er i kælderen på stedet.. Jeg hoppede på løbebåndet og åd de 6 km i en god tid med sveden springende ud af min krop som en fontæne. Martin hoppede på en eller anden maskine jeg ikke helt har styr på, men arme og ben stod i alle retninger, og han svedte også bravt. Lige nu sidder jeg med fornemmelsen af en fiberskade i det venstre lår, det siger jeg ikke helt uden stolthed i stemmen! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende op med en SPORTSSKADE, det er lidt cool :-)

Det blev lidt sent inden vi var færdige, og så er gode råd jo rådne… Jeg bestilte aftensmad hos mine forældre, børnene elsker gammeldaws mad, og det er en tid siden jeg sidst har været der, og har derfor slet ikke set hvordan byggeriet af “Chateau Ørsø” skrider frem. Aftensmaden viste sig senere at være hente pizza… Så meget for hyggen i det fædrene hjem…

Vi får altid en fantastisk modtagelse af mine forældres schaefer som tror den er puddelhund, og efter en hurtig kop kaffe blev vi enige om at skridte byggeriet af inden det blev for mørkt.

HUSK AT TRYKKE PÅ BILLEDERNE!


Jeg har jordens smukkeste datter!

Bevæbnet med mit kamera gik vi ud i det danske efterår, Josefine lod sig umiddelbart fange i linsen, men hun elsker også at blive fotograferet, det er et gén hun har fra sin mor. Frederik derimod er det straks langt værre med, ikke at han er mindre køn end sin søster, men han sætter ikke helt samme pris på at stå stille så længe det tager at forevige ham.. Det lykkedes dog at fange ham i øjeblikket…


Hvorfor er han der? Fordi han kan!

Imponerende byggeri de er ved at få opført, uden jeg helt har en idé om til hvilket formål. Min mor snakker godt nok om at de skal have to hunde næste gang, så er de to voksne og to hunde på 10mill kvm. det er vel ikke for meget…Jeg gruer allerede for den dag det skal sælges, er vi heldige kan det sælges til et eller andet flygtningecenter helt i tråd med min forældres ånd… Eller måske til en nyreligiøs sekt ala dem ovre på Jagtvejen, Mogens Amdi har jo allerede et hus i nærheden, og der er nok af andre sære mennesker derude i omegnen.


Forsiden mangler stadig en allé


Bagsiden mod den jyske ås

Byggeriet har efterhånden stået på i nogle måneder, og godt nok er taget ved at være på plads, men det er endnu langt til at huset er færdigt. Min mor har sat som krav, at de kan holde jul der, jeg tror endda det står i kontrakten…Om ikke andet må de sidde på hver sin gasovn, og stege anden på bål..


Panorama view over jyske ås engang


Frederik giver sit besyv med om håndværket


Trappeskakt og virtualierum


Min far overvejer en regndans…

Alt i alt et imponerende byggeri, jeg ved ikke hvor de får energien fra, men de er jo pensionister, og udover min mors bridgeklub og min fars gamle motorcykel, så har de jo ikke så meget andet at få tiden til at gå med…

Eneste lille problem som der ikke helt er taget højde for i byggeplanerne er min fars effektive sans for dræning af de omkringliggende marker, man er vel ikke gammel landmand for ingenting… Problemet er bare, at han har tørlagt det meste af Vendsyssel i sin iver, og den sø som så smukt skulle være fyldt med fisk, ænder og en lille robåd til børnebørnene, er ikke andet et vandhul uden vand. Den kunstfærdige bro som er bygget over til den ene ø, er landfast på begge sider som den skal, men også under, hvilket ikke er meningen..

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>