Get the Flash Player to see the slideshow.

Livsrum..

Jeg har den seneste tid haft travlt med alt mulig andet end at pleje mig selv, og min eller alt overskyggende hobby i fluefiskeriet har været sat til side, faktisk siden min tur til Grønland sidste år. Jeg har da haft et par ture til åen, men ikke noget nævneværdigt, og fisk er det da slet ikke blevet til. En masse nødigt og ikke mindst unødigt har fyldt mit hovede og jeg har ikke følt den nødvendige ro til at komme derud, hvor jeg ved mine energireserver fyldes, og mine tanker går på himmelflugt.

Min gode ven Rasmus – kokken, kunsteren og pædagogen, han har mange evner, fiskeri er heldigvis også en af dem, har længe ment vi skulle pakke grejet og tage ud at fiske, hygge, slappe af, og snakke om de ting der sker i vores liv, altså en herretur. Vi har længe forsøgt at krydse kalendere uden den store succes, det har været svært at finde en aften, hvor der ikke var andre ting på tapetet.

Vi besluttede derfor at bruge en fridag på hinanden og tage ud i en mose og se om gedderne var hjemme og var klar på at få serveret fluer med indbygget krog. Stedet er hemmeligt, og dermed helt fantastisk, der er ikke noget bedre end at have noget for sig selv som andre også gerne vil have del i :-)

Rasmus afleverede tirsdag morgen sin knægt Julius i skole, hentede mig og så kørte vi syd på med bilen fyldt af alt det grej lystfiskere nu ikke kan leve uden, og det er meget!

Målet var en mose godt gemt af vejen bag bakker og nysåede marker, faktisk har man ingen anelse om, at der bag træerne ligger en masse små mergelgrave gemt, når man kommer kørende på vejen i umiddelbar nærhed. Mergelgrave findes der mange af i hele landet, de fleste er ganske små, men alle er de dybe og småfarlige hvis ikke man passer på. Skrænterne er ofte lerede og ganske bratte lige ud i det dybe vand. På dette sted er der 20 – 30 mindre mergelgrave som i en vis udstrækning hænger sammen, nogle enkelte af dem er så store, at de sagtens kan “bære” to lystfiskere en hel dag.

Vel fremme gik vi igang med at klargøre udstyret, vores basis er en flydering som er meget svær at beskrive (se billeder), men som i bund og grund minder om en badering man kan sidde i.. Med udstyret på ryggen gik vi ind over markerne og ind i det der virker lidt som en grøn frugtbar oase omringet af nysåede marker. Omkring mosen er der tæt bevokset af birk, pil og al mulig andet som trives i den fugtige jord, men det er som at komme i en anden verden, vinden forsvandt og pludselig var vi omgivet af syngende fugle og en masse andet liv.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, hvad mere kan man så forlange :-) Vi startede ud i en “uprøvet” sø for at se om der var basis for et godt fiskeri i søen, men uden succes der var ingen fisk der viste interesse i vore fluer..

Vi kravlede ud af flyderingene og gik i vore waders til en anden og noget større sø, søsatte ringene igen og nød det panorama der udspillede sig. Længst borte kunne vi se en Svane familie med  ællinger, forældrene havde fået øje på os længe inde vi så dem..

Søen er ca. 500 meter lang og lå lige i vindretningen, så vi kunne lade os drive frem af vinden og fiske fluen undervejs på de steder, hvor det så ud til at gedden kunne stå. Der skete nu ikke noget den første times tid, Rasmus havde kortvarigt en Gedde på krogen, men den slap krogen igen.

Vi besluttede at holde “strategimøde” på en ø midt i søen, og samtidigt i bogstavelig form, træde af på naturens vegne. Vi sad i vore flyderinge, lige i kanten af øen med 1 meters vand under “stævnen” og drak kaffe, røg cigaretter og snakkede om livets små udfordringer som ind imellem fik os til at tabe et skridt i vores vej mod målet. Vi havde vel siddet der 1 times tid og jeg drev stille ind i nogle siv, pludselig eksploderede vandet og en gedde hamrede mod mit knæ! Gedden står ofte i kanten af sivbræmmer og venter på bytte, men denne gang var byttet for stort, og han stak af med finnen mellem benene :-) Det var startsignalet til at fiske igen, og vi drev i “fællesfront” ned af søen, og så skete det endeligt, Rasmus krogede en Gedde!

Gedden gyder tidligt på foråret, og ”legen” er ofte hård ved både hunner og hanner. Hunnerne skal finde sig i at hannen bider sig fast i kroppen på hende, og hannerne kæmper indbyrdes om hunnerne. Efter endt gydning er Gedderne ofte i dårlig forfatning og særligt glubske, det var den glubskhed vi forsøgte at udnytte, men ikke før konditionen på fisken igen er i top. Det så ud til vi ramte rigtigt, for gedden som Rasmus havde fat i, både sprang og lavede voldsomme udløb.

Efter nogle minutters hektisk fight med masser af aktion var gedden så træt, at det var muligt at lande den i flyderingen. En Gedde er dog ikke at spøge med, op mod 5000 tænder står i kø for at flænse en formastelig lystfiskers fingre, så vi anvender flere forskellige tænger på samme tid, for at undgå nærkontakten med tænderne.

Nedenstående foto viser med al tydelighed, hvorfor vi har en smule respekt for tandsættet af en Gedde :-)

De næste par timer gik slag i slag med kaffe, Gedder, røg og snak.. Vi havde fundet opskriften på at fange gedderne. Fluen, farten på fluen og dybden den fiskes i er vigtig og vi havde fundet metoden som gav resultat den dag..

Efter nogle timers fiskeri havde vi haft 6 gedder oppe og vende i flyderingen inden de nænsomt blev sat ud igen. Vi havde haft endnu flere hug, og havde vel tabt det dobbelte, alt i alt et strålende resultat.

Det var faktisk lidt vemodigt at afbryde fiskeriet, det havde på alle måder været en perfekt tur, vind, vejr og fiskeriet var som vi havde håbet, og jeg kunne mærke, hvor meget jeg har savnet de stunder, hvor hverdagens trivialiteter afløses af sindsro og harmoni i naturen. Det var vindstille, Gøgen snakkede i træerne og vi var helt alene med den oplevelse dagen havde givet os. Hvad mere kan man forlange af livet :-)

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>