Get the Flash Player to see the slideshow.

Arkitektur, kræmmermarked og nybyggeri..

Det ny operahus

Siden tirsdag har jeg haft lidt småtravlt… Mit arbejde bringer mig ofte til hovedstaden, af en eller anden årsag er det derovre det sker, mens kompetencerne er hér…

Onsdag havde jeg fået en invitation til at besøge det nye operahus af en leverandør – Tak for det.  Jeg tog mod tilbudet mod at lægge øre til diverse sælgere som under påskud af jordens undergang, forsøger at sælge forskellige sikkerhedsløsninger…

Alene turen ud til Holmen er fantastisk, skal jeg nogensinde overveje at tage ophold i hovedstaden, så må Holmen klart have første priortet. Hyggelige gamle pakhuse og gamle maritime bygninger er nænsomt restaureret ved siden af nybyggerier udført med respekt for det eksisterende. Jeg er dog sikker på det kræver en lidt anden indtægt end jeg har nu.

Nå men tilbage til operahuset som udefra ser meget pompøst og storslået ud, man kan kun være imponeret! Jeg har fulgt byggeriet på nært hold i de år, hvor jeg kørte som konsulent. Her overnattede jeg ofte på Admiral Hotel på den anden side af kanalen, faktisk så ofte, at værelse 217 var mit.

 

Indenfor er det mindst lige så imponerende, det hele holdt i en nærmest kølig overlegenhed. Detaljer er der nok af, men gemt diskret af vejen. Om det så er måden dørene åbner og lukker på, så er de designet så lyden er rigtig.

Af en eller anden årsag er det ikke tilladt at tage billeder af selve operasalen, hvilket blev påpeget da jeg fandt mit kamera frem…Underligt..

Vi sluttede en dagen med spisning og rundvisning. Selvfølgelig var maden et kapitel for sig, Foie Gras, kalvefilet osv. Alt hvad en madglad mand kunne ønske sig :-)

Hjallerup marked

 I dag stod vi alle 3 tidligt op, jeg havde lovet ungerne en tur til Hjallerup marked, og skulle det være bare en lidt tålelig tur, skulle vi afsted inden resten af Nordjylland fik samme idé.  Det er et gedemarked af den anden verden, sjældent har jeg set så meget ragelse samlet på et sted, og i et hjørne står hestene så som et levn fra tidlige tiders storhed. Frederik er jo en dyreglad sjæl, så vi brugte lidt tid sammen med hestene som alle skulle have et klap.

Vi brugte nogle timer med at se gammel ragelse, og det lykkedes mig at finde en mexicansk hængekøje af familieslagsen som kan bære 400kg! Kup må man sige, jeg glæder mig til at få den monteret i haven. Frederik fik købt sig en ny “skyder” og Josefine er jo en pige, så hun brugte pengene på kirsebær, tombola og hygge :-)

 

En tur i tivoli blev der også plads til, sjovt er det Frederik der er pivskiden i øjeblikket, så han mente sig både syg og svimmel efter en tur i en sælsom maskine der kørte rundt i en uendelighed. Josefine derimod tog den i stiv arm, og tog derefter en tur mere :-)

 Nybyggeri

Vi sluttede dagen hos mine forældre, jeg har ikke slidt dem op den sidste tid, har vist ikke været hos dem siden jul… Tiden går. Mine forældre er ved at bygge deres “aftægtssted” ved en lille gård de købte for et par år siden. Gården er ikke til pæn brug og skal på trods af de 4 længer væltes mod jorden når det nye byggeri er på plads.

Landmænd er beskedne folk, mine forældre er ikke landmænd længere er der noget der tyder på… En forfærdelig masse kvadratmeter er undervejs, gad vidst hvad 2 mennesker og en hund skal bruge al den plads til..

I umiddelbar nærhed af det kommende slot er der et vandhul som på grund af manglende dræning ofte har været fyldt af vand det meste af året. Min fars visdom er ikke altid logisk, så han startede med at dræne området sidste efterår, og har så i foråret fået gravet vandhullet ud til en sø.

Ganske hyggeligt så det ud medens der stadig var en masse vand i skyerne og jorden, men i takt med at maj blev den tørreste i mands minde, så har søen ændret sig til en vandpyt…Det kan godt være dræningen har været for effektiv…

Der er dog nu taget beslutning om at ændre på dræningen, så ikke hele Vensyssel afvandes… Frederik har som altid været hurtigt ude, så øen med de store sten hedder “Frederiks Ø”. Et ´par gravænder havde benyttet sig af søen og havde haft held med et kuld ællinger som spredtes for alle vinde da vi gik ned til søen. Forældrene fløj afsted og overlod ællingerne til deres egen skæbne, hvilket betød, at de løb forvildede rundt i græsset. På et tidspunkt kom mine forældres hund (schæfer) gående med en lille uldtot i munden som den lagde i græsset foran os. Det var en af ællingerne som spillede død, men da den blev sat i vandet igen, fejlede den bestemt ikke noget… Sjovt den ikke havde taget skade af den hårdhændede behandling det må være, at være placeret i gabet på en stor hund…

Related Posts with Thumbnails

Om Forfatteren

Lidt af det hele, og mest af alt... Jeg er som du kan se af mine indlæg, et tænkende menneske, nyder at leve og være til på godt og ondt. Jeg reflekterer meget over de ting der sker i mit liv, og har brug for at udtrykke mine tanker. Hjemmesiden hér er mit værktøj til dette formål.

Send En Kommentar



Du kan bruge disse XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <blockquote cite=""> <code> <em> <strong>